Rehabilitering på ældreområdet

Understøt en tilværelse, hvor borgeren er herre i eget liv

Mennesker gør det, der giver mening for den enkelte. Når vi arbejder med rehabilitering, skal vi derfor først og fremmest se på, hvilke behov borgeren har, hvad der giver mening for borgeren, og vi skal se på, hvad der motiverer borgeren ift. at acceptere forandring.

En succesfuld rehabiliterende indsats har fokus på den hverdag, som borgeren ønsker.

Den fagprofessionelle har til opgave at bringe borgerens præferencer og værdier i spil, så de danner grundlag for de fælles beslutninger, der bliver truffet undervejs i rehabiliteringsforløbet. Det kræver, at man løbende arbejder med sin egen forståelse af ”det gode liv” eller, hvad et fornuftigt valg er. I stedet skal der spørges systematisk ind til borgerens valg og ønsker fx ved hjælp af de punkter ICF-modellen indeholder.

Det skal være en tværgående indsats

Tænk rehabilitering som en fælles indsats, der sker i samspillet mellem borgere, familie, naboer, frivillige organisationer, det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Hvis forandringen skal lykkes på længere sigt, skal alle parter tænkes med, både på individplan og på samfundsplan. Det kan være alt fra, hvordan vi tænker lokalplaner, så borgeren har mulighed for at sættes sig og tage en pause på en bænk på vej op til butikken og til, hvordan vi arbejder med den enkelte borgers gangfunktion for at kunne købe ind selv. Brug relationel koordinering eller IPLS til at sikre, at man kommer hele vejen rundt og alle bliver inddraget.

Del viden med andre aktører

Når en borger indgår i et rehabiliteringsforløb, bliver der generet en stor viden om borgerens, ressourcer, motivation og behov. Ved overgang til hjemmepleje, indflytning i plejebolig eller afslutning af hjælp risikerer vi, at vigtig viden går tabt.

Hold derfor et kontinuerligt fokus på videndeling med relevante aktører, kompetenceudvikling, faglig ledelse i et tæt samarbejde med borger og netværk. Det kan faciliteres ved hjælp af tværfaglige møder, opfølgning via telefon og eventuelt noget helt lavpraktisk som en bog i borgerens hjem. På den måde får borgeren ejerskab over kommunikationen og kan bidrage til at bringe relevant viden i spil.

Indgå et partnerskab med borgeren

Vær bevidst om, hvilken position vi som offentlig myndighed indtager i en rehabiliteringsproces. Når vi kommer ind i borgerens liv, er borgeren ofte i en sårbar situation og er afhængig af hjælp og støtte. Vi kommer med en stor viden om systemet, mulighederne og praksis, som gør, at vi kan igangsætte og afslutte forløb og indsatser.

Hvis man ikke er opmærksom på den sårbarhed, kan der blive skabt en ubalance i relationen med borgeren. Vi skal tilstræbe at indgå et partnerskab med borgeren, så relationen bliver så velbalanceret som muligt. Vi kommer med en stor viden om faglige handlinger og støttende foranstaltninger, mens borgeren kommer med en stor viden om eget liv, ressourcer og ønsker for eget liv. Med denne viden kan vi spørge nysgerrigt ind og holde fokus på borgeren.

Lav en tydelig forventningsafstemning

Selvom vi har arbejdet med hverdagsrehabilitering i over 10 år, har mange både borgere, pårørende og personale en opfattelse af, at personlig og praktisk hjælp er en ret. Vi skal derfor kontinuerligt arbejde med perspektiver på rehabilitering og fleksibilitet i forhold til samarbejdet. Dette er for at tydeliggøre, hvad borgeren kan. Det er godt at opsætte tydelige rammer for, hvad der kan forventes, i hvor lang tid og hvordan samarbejdet vil foregå, så vi undgår forventninger, der ikke kan indfries.

Her kan man ved det første møde med borgeren lægge ud med en forventningsafstemning om, hvilke hverdagsaktiviteter der er svære? Hvem hjælper med hvad? Hvad skal der arbejdes med og sættes i værk, så borgeren opnår en større selvhjulpenhed og selvstændighed?