Skab inkluderende praksis mellem special- og almenundervisning

Gør udvikling af mellemformer til et projekt for hele skolen

Hvis arbejdet med nye undervisningsformer mellem almen- og specialområdet skal gøre en positiv forskel, er det ikke nok at tænke i økonomistyring og uddannelse af en mindre gruppe medarbejdere. Ønsker I en indsats, der skal inkludere og imødekomme elever med særlige behov, er der brug for nye kompetencer og samarbejdsformer på hele skolen. Hvis de professionelle ikke samarbejder bredt om at skabe aktiviteter og fællesskaber, der går på tværs af almen- og specialklasser, risikerer I, at mellemformer bliver en ny segregeringsform, hvor elever med særlige behov kommer til at leve en paralleltilværelse på skolen uden adgang til skolens øvrige elever og fællesskaber.

Det tværprofessionelle samarbejde på skolen skal først og fremmest have en struktur, så det bliver muligt for medarbejdere løbende at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning på tværs af almen- og specialklasser. Sørg fx for at få sat tid af til, at I kan mødes på tværs og øremærk tiden til dette.

Derudover er det afgørende, at I bruger hinandens kompetencer og lærer nyt ved at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning sammen. Fx kan lærere i almenundervisningen få nye erfaringer og ny viden ved at undervise side om side med en kollega med specialpædagogiske kompetencer – og omvendt.

Tal om forandringens nødvendighed

Forandring lykkes bedst, når så mange som muligt kan se meningen med den.

Det er afgørende, at kolleger, elever og forældre får tid til løbende at tale med hinanden om forandringens nødvendighed: Den stigende segregering er et menneskeligt og økonomisk problem for os alle. Elever med særlige behov fratages livschancer ved at blive ekskluderet fra de almene læringsmiljøer, og stigende udgifter til specialundervisning tages fra økonomien til almenområdet. Vi har altså et fælles problem, som vi er nødt til at tale om og handle på i fællesskab, og her kan mellemformer og udvikling af mere inkluderende læringsmiljøer være en væsentlig del af løsningen.

Anerkend bekymringer og usikkerheder blandt skolens aktører

Selvom man kan se nødvendigheden, kan forandring være svær. Forandring betyder nemlig, at vi skal sige farvel til gamle vaner og goddag til nye. For mange af skolens aktører kan det fx være en bekymrende, besværlig og usikker proces, at grundlæggende forhold ved undervisningen skal ændres, så de tilgodeser elever med særlige behov. Vi skal turde gå nye veje uden at vide os sikre på, om det, som vi prøver af, vil lykkes.

Derfor er det afgørende, at skolens aktører øver sig i at behandle denne usikkerhed og utryghed på en tålmodig, åben, anerkendende og tryghedsskabende måde. Ellers er der risiko for at konfliktniveauet, utrygheden og segregeringen stiger.

Dyrk polyfonien i de pædagogiske rum

Inklusionsprocesser er komplekse, og der er mange holdninger om, hvad der virker. Kompleksitet og de mange holdninger kan både opleves kaotisk og berigende. Kaosoplevelser får os ofte til at gribe efter simple forklaringer og løsninger, fx ”han har social-kognitive vanskeligheder og har brug for forudsigelighed, struktur og piktogrammer”.

Simple greb løser sjældent komplekse problemstillinger, og jagten på entydige løsninger ender ofte i nytteløse skyttegravskrige om, hvad der virker eller er mest evidensbaseret. For at forstå hvordan tiltag virker, må vi forholde os åbent og responsivt til dem – og her er der brug for både at tænke individ- og fællesskabsorienteret samtidig.

Vi har brug for de mange stemmer og holdninger for at forstå, hvad der kan være på spil. Det giver os flere nuancer og forståelses- og handlemuligheder. Derfor skal vi huske at dyrke polyfonien og de mange stemmer i de pædagogiske rum. Fordi det kan være katastrofalt at lade være.