Gå til indhold
Voksne mennesker i et undervisningslokale

Skræddersyet løsning sikrer kompetent gældsinddrivelse

"Forløbet har givet dem den faglige ballast, de skal bruge, når de skal på landevejen".

Da Gældsstyrelsen blev oprettet i 2018, stod organisationen over for en væsentlig udfordring. For at kunne inddrive gæld til det offentlige skulle man uddanne en større gruppe medarbejdere. Udfordringen blev løst i samarbejde med Københavns Professionshøjskole.

I fællesskab blev der udviklet tre diplomfag, som tilsammen klæder de ansatte på til at varetage de opgaver, man står over for som pantefoged.

En skræddersyet løsning var nødvendig

Jette Hansen, specialkonsulent i Gældsstyrelsen, fortæller, at de tre fag er et internt krav til Gældsstyrelsens fogeder. Ved samarbejdets spæde start i 2018 var fagene en del af Københavns Professionshøjskoles diplomuddannelse i Skat. Men da det ikke var alle Gældsstyrelsens nye medarbejdere, der opfyldte kravene til at kunne inddrive gæld, var det nødvendigt at finde en ny løsning, som var skræddersyet til styrelsens behov:

”Vi har lavet de tre fag om til interne kursusfag. Det betyder, at det ikke er ordinære diplomfag, men indholdet og udbyttet er nøjagtigt det samme. Vores fogeder skal have de her tre diplomfag for at få deres fogedkort, så vi fik lavet ordningen sammen med Københavns Professionshøjskole. Ønsker de efterfølgende at fortsætte med en fuld diplomuddannelse, kan de søge merit og få fagene godskrevet”.

Vejen fra teori til praksis er kort

Det er et krav, at fogederne består fagene. Men de formelle kvalifikationer er langt fra det eneste, som kursisterne såvel som Gældsstyrelsen opnår med kompetenceudviklingsforløbet. Vejen fra teori til praksis er kort. Dvs. når pantefogederne har bestået forløbet og skal i gang med at inddrive gæld til det offentlige, er deres værktøjskasser fyldt op med redskaber, som de kan anvende direkte i deres arbejde:

”De får virkelig en faglig viden, som de kan bruge i praksis. Når de arbejder med inddrivelse, skal de have noget faglig baggrundsviden. De her tre fag giver dem det faglige ståsted. Og det har også givet dem noget, at alle de nye fogeder tager fagene sammen. Vi har jo taget udgangspunkt i eksempler fra deres dagligdag, når man taler ind i teorien. Så de har faktisk kunne bruge teorien konkret i deres arbejde. Så forløbet har givet dem den faglige ballast, de skal bruge, når de skal på landevejen,” siger Jette Hansen.

På landevejen er det ikke blot viden om inddrivelse af gæld, der er nyttig. Værktøjskassen skal også være fyldt med kommunikative redskaber til at håndtere mødet ansigt-til-ansigt med skyldnere.

“Kæmpe fleksibilitet i samarbejdet”

Psykologisk robusthed er en vigtig kompetence – især når bølgerne går højt, og der er en konflikt på vej. Jette Hansen kontaktede Københavns Professionshøjskole om muligheden for at tilføje et frivilligt modul i psykolog, der kunne give de ansatte den nødvendige psykologiske og kommunikative ballast til at håndtere mødet med skyldnere.

Dette har man nu tilføjet i Gældsstyrelsens Roskilde-afdeling. Jette tilføjer, at netop denne fleksibilitet har været et af omdrejningspunkterne for samarbejdet mellem Gældsstyrelsen og Københavns Professionshøjskole:

”Der er en kæmpe fleksibilitet i samarbejdet (med Københavns Professionshøjskole, red). Der bliver hurtigt reageret på de forespørgsler, vi har haft, og der har næsten ikke været nogle ting, der ikke har kunnet lade sig gøre”.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at vide mere om de tre moduler, som indgik i det skræddersyede forløb til Gældsstyrelsen?

Eller er du mere generelt interesseret i, hvad Københavns Professionshøjskole kan tilbyde af kompetenceudvikling inden for skatteområdet?

Så se her:

Kontaktperson

Helle Pehrson

Konsulent

+45 51 38 04 55