Gå til indhold
Smilende mand

Vejleder: ”Det kan jo være, de er kommende kolleger”

”SOSU-eleverne skal møde en vejleder i praktikforløbet, som ser dem og gider dem. Som er ambitiøs på deres vegne. Måske tænder vi en gejst hos dem, som er i tvivl.”, siger vejleder og uddannelsesansvarlig Kenneth Petersen fra Ålholmhjemmet i Københavns Kommune.

Kenneth brænder for sit fag og vejledning af elever i praktik. Det mærker man hurtigt, når man taler med ham. Det er vigtigt for Kenneth, at eleverne bliver taget godt imod, bliver mødt med begejstring og får lov til at arbejde med det, de interesserer sig for. ”Det kan jo være, de er kommende kolleger”, som han siger.

”Eleverne skal møde en vejleder i praktikforløbet, som ser dem og gider dem. Som er ambitiøs på deres vegne. Det handler om at tale vores fag op – vise de mange faglige aspekter der er i det, og som gør faget spændende at arbejde indenfor. Men selvfølgelig også krævende”, understreger han og påpeger, at det bestemt ikke er alle, som kan blive SOSU-assistenter eller -hjælpere.

Praktikforløbet kan tænde en gejst hos dem, som er i tvivl

Det er i praktikforløbet, at mange elever finder ud af, hvad fx en SOSU-assistent arbejder med, og dermed om faget er det rette for dem. Det ved Kenneth og hans chef godt. Derfor er praktikforløbet vigtigt for både eleverne og de ansatte på Ålholmhjemmet. De skal give eleverne en god oplevelse og mulighed for at prøve dét af, som interesserer dem. Så de ved, hvad de kan arbejde med inden for SOSU-faget, og hvilke muligheder de har.

”Når vi møder eleverne første gang, er det vigtigt, at vi spørger indtil: Hvorfor er det egentlig, at I vil det her fag? Sammen med vejlederne, synes jeg, at det er min fornemmeste opgave at finde ud af netop dét. Finde ud af, hvad det er, eleverne brænder for inden for SOSU-faget. Og så ’skrue op’ for de områder i praktikforløbet. Det er så vigtigt, at de, mens de er hos os, får lov til at arbejde med dét, som de synes er spændende. Og samtidig får kendskab til de mange aspekter, der også er i faget. Så bliver praktikperioden meget mere interessant for den enkelte. Og måske er vi med til at tænde en gejst hos de elever, som er i tvivl – om faget er det rigtige for dem”, siger han.

Kenneth er selv uddannet SOSU-assistent og arbejder i dag som uddannelsesansvarlig på Ålholmhjemmet i Københavns Kommune. Det betyder, at han koordinerer praktikaktiviteterne på stedet, afholder forhåndssamtaler med elever og søger for, at hans kolleger er rustet til at kunne vejlede de 10-15 elever, der hvert år har et 8-ugers praktikforløb på plejehjemmet. Udover SOSU-uddannelsen har Kenneth også taget en efteruddannelse i ’Pædagogik og kommunikation’ på Københavns Professionshøjskole.

Det handler også om rekruttering

Ligesom mange andre steder i sundhedsvæsenet, så mangler de også hænder i den professionelle hverdag på Ålholmhjemmet. Og praktikken er en gode måde at se hinanden an på. For hvem ved – måske søger eleverne en dag et job hos dem.

”Vi tænker selvfølgelig også på, hvordan vi kan skabe nogle gode rekrutteringsmuligheder i forbindelse med praktikforløbet. Det er jo en oplagt mulighed at rekruttere ad den vej. Vi mangler hænder, så vi taler om, at vi skal gøre det så godt som muligt for vores elever. Hvis vi vejleder dem grundigt ift. faget og deres muligheder, så har de måske lyst til at søge et arbejde hos os. Så kender de også allerede huset. Derfor handler det både om at give eleverne en god oplevelse i praktikperioden, så de får en erfaring med faget og kender til deres muligheder, og det handler om, at vi gerne vil rekruttere kloge hænder og dygtige hoveder til vores arbejdsplads”, afslutter Kenneth.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at læse om akademimodulet Pædagogik og kommunikation eller hele akademiuddannelsen i sundhedspraksis? Så se her:

Kontaktperson

Marie-Louise Sederberg

Specialkonsulent

+45 51 38 05 84