Gå til indhold
En studerende fra professionsbachelor i skat står ved sin PC

Professionsbachelor i skat

Bliv professionsbachelor i skat, og vær kulturbærer for det nye skattevæsen.

Fakta

Varighed

3½ år

Studiestart

Sommer

Praktik

18 uger

Søg ind

Om uddannelsen

Betaling af skat, told, moms og afgifter udgør fundamentet for finansieringen af hele den danske velfærdsstat, og som professionsbachelor i skat kommer du til at spille en vigtig rolle for velfærdssamfundet.

På uddannelsen får du viden om beskatning, jura, regnskab, kommunikation og forretningsudvikling og it, hvilket giver dig kompetencer til at arbejde både i det private og i skatteforvaltningen.

Studieliv

Du kan læse til professionsbachelor i skat på Campus Tagensvej 86 på Nørrebro i København. Du vil dele adresse med uddannelserne administrationsøkonom, administrationsbachelor, sundhedsadministrativ koordinator og sygeplejerske.

På campus er der altid liv og sociale aktiviteter på tværs af uddannelserne. Der er f.eks. et tværfagligt kor, en idrætsforening og studiecaféen Cafe Coma der ofte inviterer til fest.

Job og karriere

Med en professionsbachelor i skat kan du arbejde både i det private og i det offentlige hos virksomheder, der har behov for medarbejdere med skattefaglig viden. Du kan bl.a. arbejde i Skatteministeriets styrelser rundt om i landet.

Opgaverne kan spænde vidt og omhandle vejledning, sagsbehandling, kontrol, gældsinddrivelse og administration inden for et bredt fagområde, herunder skat, told, moms og afgifter. Derudover kan opgaverne fx også vedrøre ejendomsvurdering og klagebehandling.

I den private sektor kan du bl.a. arbejde i revisionsbranchen med revision og skatterådgivning, i andre rådgivende virksomheder, fx hos skatteadvokater eller landbrugsrådgivere, i virksomheder med regnskabs- og skattefaglige opgaver eller hos it- leverandører.

Adgangskrav

For at søge ind på uddannelsen som professionsbachelor i skat, skal du opfylde følgende specifikke adgangskrav, som gælder for alle ansøgere med en gymnasial eksamen. De specifikke adgangskrav skal være bestået inden studiestart:

  • Engelsk C
  • Samfundsfag C
  • Enten Matematik B eller Virksomhedsøkonomi B

Mangler du ét eller flere af disse fag, har du mulighed for at supplere. Læs mere betinget optagelse og suppleringsfag.

I kvote 1 vurderes du udelukkende på baggrund af gennemsnittet fra din adgangsgivende eksamen.

For at søge ind via kvote 1 skal du have bestået en dansk gymnasial eksamen (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF) og opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen.

Ansøgningsfristen for kvote 1 er den 5. juli kl. 12.00.

Hvis du er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at du kan optages i kvote 1, skal du søge i kvote 2 inden d. 15. marts kl. 12.00.

Hvis du har bestået flere adgangsgivende eksaminer, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din eksamenskvotient ved at tage enkeltfag.

Du skal have et af følgende adgangsgrundlag for at søge i kvote 2 med ansøgningsfrist den 15. marts kl. 12.00, og du skal opfylde de specifikke adgangskrav.

Gymnasiale enkeltfag

4 gymnasiale enkeltfag

  • Dansk A
  • Engelsk C
  • Samfundsfag C
  • Matematik B eller virksomhedsøkonomi B

Du skal være opmærksom på:

  • Alle gymnasiale enkeltfag skal være bestået den 5. juli kl. 12.00 eller eventuelt senest inden studiestart. Læs mere om betinget optagelse
  • Alle fag skal være bestået med et vægtet gennemsnit på mindst 02. Gennemsnittet udregnes på baggrund af samtlige karakterer for faget.

3-årig erhvervsuddannelse

Adgang via 3-årig erhvervsuddannelse. Specifikke adgangskrav:

  • Dansk C
  • Engelsk C
  • Samfundsfag C
  • Matematik B eller virksomhedsøkonomi B

Gymnasial eksamen med et gennemsnit under adgangskvotienten

Hvis du har en gymnasial eksamen (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF) og er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til optagelse i kvote 1, skal du søge ind via kvote 2.

Udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen

Er du statsborger i et land uden for EU/EØS, eller har en udenlandsk adgangsgivende eksamen, er der særlige forhold du skal være opmærksom på.

Læs mere om reglerne for optagelse med udenlandsk adgangsgivende eksamen og sprogkrav.

Ingen adgangsgivende eksamen

Har du ikke en adgangsgivende eksamen, kan du få foretaget en Individuel kompetencevurdering (IKV). Her vil du blive vurderet på, om din samlede viden og dine kompetencer kan sidestilles med en adgangsgivende eksamen, som kan gøre dig optagelsesberettiget. Bemærk, at du også skal opfylde de specifikke adgangskrav.

Kvote 2 – andre vurderingskriterier

Søger du ind i kvote 2, vil du ud over dit adgangsgrundlag blive vurderet på følgende kvalifikationer:

  • Relevant erhvervserfaring
  • Andet uddannelsesforløb dansk eller udenlandsk
  • Samfundsmæssigt engagement (frivilligt arbejde)
  • Udlandsophold
  • Højskoleophold
  • Motiveret ansøgning

Du skal indsende ekstra dokumentation, hvis du ikke har bestået faget på et højere niveau. Er du dumpet i et af de specifikke fag på et højere niveau, skal du bede din skole/gymnasium om en underskrevet dokumentation på, at du har gennemført og bestået det forudgående niveau.

Hvis skolen ikke kan eller vil udstede en sådan dokumentation, så vil du være nødt til at tage et suppleringskursus i det krævede fag. Du skal uploade dokumentationen sammen med dit eksamensbevis, når du søger ind via optagelse.dk.

Søg ind

Du søger om optagelse på uddannelsen ved at søge via optagelse.dk. Det gælder både for kvote 1 og 2

Ansøgningsfrister

Du kan læse mere om uddannelsens adgangskrav her

Sådan søger du

Når du søger ind på uddannelsen, skal du huske følgende:

  1. Undersøg om du opfylder alle adgangskrav for uddannelsen (kvote 1 og kvote 2), herunder de eventuelle specifikke krav.
  2. Sammenlign adgangskvotienten fra sidste år med din egen – overvej om du skal søge ind via kvote 1 eller kvote 2.
  3. Tjek ansøgningsfrister
  4. Få styr på, hvad du skal vedhæfte af dokumentation
  5. Overvej om du bør søge en standby-plads
  6. Ansøg om optagelse på www.optagelse.dk – du skal bruge dit MitID til at logge ind*. Bemærk at det er de samme ansøgningsfrister, uanset om du søger studiestart til sommer eller vinter.
  7. Du får svar på din ansøgning d. 26. juli 2024

*Hvis du som udenlandsk ansøger søger uden MitID, skal du inden ansøgningsfristen d. 15. marts sende din underskriftside fra optagelse.dk til os på e-mail: optagelse@kp.dk

Hvis du har søgt om optagelse på en eller flere af Københavns Professionshøjskoles uddannelser, har du løbende mulighed for at se en status på din ansøgning på nemStudie.dk. Meddelelser som fx rykkerskrivelser og afgørelser vil fremgå på nemStudie.dk.

NemStudie.dk – Spørgsmål og svar

Her kan du få vigtig information og svar om nemstudie.dk

Hvordan logger jeg på nemStudie?

Har du MitID, skal du bruge det til log-in. Hvis du fx er udenlandsk ansøger eller har du ikke MitID, skal du logge dig på med din e-mailadresse.

Kan jeg ansøge via min mobiltelefon eller tablet?

Nej, du kan ikke søge via din mobiltelefon eller tablet. Du skal bruge en computer. Brug Google Chrome som browser.

Hvordan ændrer jeg i min profil?

Når du har været logget på nemStudie første gang og din profil er oprettet, så kan du efterfølgende alene rette i din mailadresse og telefonnummer.

Hvordan kan jeg følge status på min ansøgning?

Du får en advisering pr. mail, når der er en ny besked i nemStudie vedrørende din ansøgning (husk også at kigge i dit spamfilter).

Du kan læse beskeden i nemStudie. Hvis du bliver bedt om dokumentation ifm. din ansøgning, fx dit eksamensbevis, skal du også gøre det i nemStudie.

Hvordan kan jeg kommunikere med KP om min ansøgning?

Du kan kontakte KP optagelse på mail: optagelse@kp.dk

Jeg har ikke mulighed for at indscanne mine bilag – hvad gør jeg?

Du kan tage et tydeligt foto med din mobiltelefon og indsende som bilag til din ansøgning.

Hvordan ved jeg om min ansøgning har mangler?

Du får en advisering pr. mail, hvis KP efterlyser dokumentation (husk også at kigge i dit spamfilter). Selve beskeden skal du læse i nemStudie.

Hvordan og hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Du får svar på din ansøgning i nemStudie. Hvornår du får svar, afhænger af, om du har søgt i ordinært optag på optagelse.dk eller ledige pladser på nemStudie.dk.

Læs mere om svartider på de relevante uddannelsessider på kp.dk.

Kan jeg søge om optagelse på flere uddannelser? Og hvordan gør jeg?

Du skal udfylde en ansøgning for hver uddannelse, du ønsker at søge.

Hvordan kan jeg annullere min ansøgning?

Har du søgt via optagelse.dk skal du annullere din ansøgning på optagelse.dk senest 5. juli kl.12.00.

Hvis du har søgt en ledig plads via nemStudie, kan du annullere din ansøgning på nemStudie ved at:

  1. Vælg menuen ’Ansøgninger’
  2. Vælg den relevante uddannelse
  3. Annuller din ansøgning, nederst på skærmbilledet. Der går nogle minutter fra du har indsendt din ansøgning, før det er muligt at annullere.

Du får svar på din ansøgning d. 26. juli 2024. Svaret sendes til den e-mail, du har oplyst i din ansøgning.

Du vil kun få tilbudt én studieplads, når du har søgt via optagelse.dk. Hvis du ikke optages på en uddannelse, vil du modtage et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding, som håndterer ansøgningerne.

Får du tilbudt en studieplads, skal du svare enten ja tak eller nej tak til pladsen på nemStudie.dk.

Hvis du ikke har fået tilbudt en studieplads, kan du se om der er ledige studiepladser.

Indhold og opbygning

Professionsbacheloruddannelsen i skat varer 3½ år, heraf et semester med praktik, og er et fuldtidsstudium

De første 4 semestre på uddannelsen er ens for alle studerende. Efter 4. semester skal du vælge valgfag. På de obligatoriske moduler er meget af undervisningen klasseundervisning, men du vil også stifte bekendtskab med mange andre undervisningsformer, blandt andet

  • forelæsninger
  • oplæg fra eksterne oplægsholdere
  • øvelser
  • virksomhedsbesøg
  • Flipped Classroom.

I studieaktivitetsmodellen (jpg) kan du se, hvordan Professionsbacheloruddannelsen i skat er sat sammen af forskellige studieaktiviteter.

Semesteroversigt

Oversigt over, hvordan professionsbacheloren i skat er opbygget ift. undervisning, praktik og tværfagligt modul

Fag på skatteuddannelsen

Hvis du er nysgerrig på inflation, finanskrisen samt politikernes ansvar og roller, så vil dette fag give dig viden om samfundets nervesystem; herunder baggrundsviden om det politiske system, den offentlige sektors opgaver, samt om makroøkonomisk teori og modeller for økonomiske sammenhænge.

Den juridiske metode indebærer evnen til at kunne løse udfordringer med udgangspunkt i jura og de relevante retskilder.

Forvaltningsretten indebærer den fundamentale forståelse for spillereglerne hos offentlige forvaltninger og hvordan disse regler skal fortolkes og forstås.

Du bliver i faget klædt på med en gennemgang af danske og EU-retlige retskilder, retskildernes indbyrdes forhold, metoder til fortolkning samt informationssøgning.

Med en gennemgang af skattelovgivningens struktur og indkomstbegreber får du en grundlæggende og overordnet forståelse for beskatningsreglerne.

Herefter går faget i dybden med personbeskatning, både ift. skattepligt og ophør, de forskellige indkomstarter samt familiebeskatning.

Formueretten er læren om, hvordan juraen skal anvendes til at løse konkrete udfordringer med udgangspunkt i de civile rettigheder.

Du får et kendskab til familieret, aftaleret, køberet, kreditaftaler, fordringer og civilproces.

I introduktionen til indirekte beskatning får du det teoretiske og praktiske grundlag for at kunne vurdere og formidle problemstillinger inden for momsområdet samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller for komplekse problemstillinger vedrørende momsret.

Regnskab I giver forståelse for de processer og metoder, der anvendes internt i en virksomhed i forbindelse med både den løbende regnskabsførelse samt ved afslutning af årsregnskab.

Der bliver bygget videre på den viden, du fik på ”Personbeskatning”.

Hovedvægten ligger på erhvervsbeskatning, herunder virksomhedsskatteordningen. Indledningsvis bliver der undervist i kapitalgevinster, da dette emne lægger sig op ad personbeskatning, som blev gennemgået på 1. semester.

Herefter følger områderne vurdering og beskatning af ejendomme.

Forretningsudvikling og it giver en indføring i systemopbygningen, forretningsprocesser og dataforståelse, så du får forståelse for de systemer, skatteberegninger foretages i generelt.

Du bliver i stand til at kunne deltage i arbejdet med at udarbejde kravspecifikationer og indgå i dialog med it-leverandører i forbindelse med udvikling af nye it-systemer.

Faget giver dig den teoretisk baggrund, til at indgå i arbejdet med at anvende og udvikle it-systemer til håndtering af store datamængder

Regnskab 2 udgør 10 ECTS, hvor 5 ECTS afvikles på 3. semester og 5 ECTS afvikles på 4. semester. Der er en fælles eksamen på 4. semester.

Faget giver forståelse for, hvad omverdenen kan bruge en virksomheds regnskab til samt redskaber til at kunne vurdere et regnskabs kvalitet og virksomhedens egentlige økonomiske fundament.

Du får det teoretiske og praktiske grundlag for at kunne vurdere og formidle problemstillinger inden for punktafgifter samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller for komplekse problemstillinger vedrørende afgiftsret.

Faget indeholder ligeledes en introduktion til told med en gennemgang af de problemstillinger, der forekommer oftest indenfor toldret.

I selskabsret, international skat og konkursret bliver der bygget videre på den viden, du fik på personbeskatning og erhvervsbeskatning.

Du får en indføring i selskabsretten, der danner grundlaget for at forstå selskabernes opbygning og dermed også deres beskatningsform. Ligeledes bliver der givet en basal indføring i selskabsbeskatningen, herunder international skatteret.

Der bliver hovedsageligt arbejdet med grundlæggende emner som skattepligt, indkomstopgørelse, deltagere, hovedaktionærbeskatning og koncerner.

Konkursretten vil desuden blive gennemgået med fokus på konkurs for selskaber.

Faget giver en forståelse for kommunikations- og informationsstrømme i såvel offentlige som private organisationer, så du får en bevidsthed om magtfordelingen i organisationerne og en forståelse for rollen som myndighedsudøver, rådgiver og serviceproducent.

Desuden styrker faget dine kompetencer til at kunne tilrettelægge og gennemføre en effektiv og serviceminded kontakt og sikrer, at du får kendskab til kundeprofiler og konflikthåndtering.

Skatteforvaltningsret og skattestrafferet giver dig indsigt i Skattevæsenets struktur, klagevej, domstolsindbringelse, skatteforvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, samt de strafferetlige sanktioner for skatteunddragelse.

Skatteprocessen og skatteforvaltningsretten vil være vægtet lige.

Skattestrafferetten er et mindre tema, der har karakter af orientering.

I praktiksemesteret kommer du ud i praksisfeltet og får muligheden for at bruge de kompetencer, du har lært på studiet. Det bliver en konkret og hands-on oplevelse, hvor vi tilbyder praktikpladser i f.eks. Gældsstyrelsen, Skatteankestyrelsen, større revisionshuse mm.

Det er igennem en praktisk anvendelse af teorien, at man bliver dygtigere i sin profession, og i praksissemesteret får du muligheden for at dygtiggøre dig maksimalt.

Selve praktikken tilrettelægges med progression fra det observerende til det reflekterende til at du selvstændigt kan lave opgaver inden for uddannelsens faglige felt. Praktikperioden afsluttes med en praktikopgave ud fra en problemstilling, du selv vælger.

Målet med bachelorprojektet er, at du selvstændigt kan kombinere teoretiske, praktiske og udviklingsorienterede dele af uddannelsen og kan formidle dette på et solidt metodisk grundlag.

Indhold

I projektet behandles en selvvalgt praksisnær problemstilling med anvendelse af videnskabelig metode og inddragelse af erfaringer fra praksis.

Bachelorprojektets problemstilling udarbejdes af den studerende og godkendes af uddannelsesinstitutionen. Du har mulighed for at udarbejde dit bachelorprojekt i samarbejde med professionsfeltet.

Valgfag

Som studerende skal du vælge 1 valgfag ud over de obligatoriske moduler:

  • Udvidet it- og systemforståelse
  • Inddrivelse
  • Revision
  • Udvidet selskabsbeskatning – Omstrukturering og TP

Studiestart

Næste studiestart er sommer 2024

Kontakt

Hvis du har spørgsmål om uddannelsesvalg og optagelse så kan du kontakte os på:

Telefon: 72 48 75 41
Mail: optagelse@kp.dk

Telefontider

Mandag, onsdag og fredag: kl. 09.00-11.30

Tirsdag og torsdag: kl. 12.30-14.30

Kontakt eVejledning, hvis du har flere spørgsmål om optagelse på andre videregående uddannelser.

Har du spørgsmål til SU, så kontakt SU-vejledningen.
E-mail: sikkermail-stu-su@kp.dk
Telefon: 72 48 75 42

Telefonen er åben mandag, onsdag og fredag kl. 9.00-11.30 og tirsdag kl. 12.30-14.30.

Personlig henvendelse på Humletorvet 3, K3.09 kan kun ske efter aftale.

Du søger SU online på minSU: www.su.dk. Her kan du også læse mere om de aktuelle satser og betingelser for at modtage støtte.

For at få adgang til minSU skal du bruge MitID.

Ring eller send en mail til den fælles Studie- og karrierevejledning:

Mail: studievejledning@kp.dk

Telefon: 72 48 75 46

Telefontid

Se aktuelle telefontider.

Adresse

Tagensvej 86
2200 København N

Praktiske oplysninger

Bøger

Som studerende må du påregne udgifter til bøger på studiet. Udgiften afhænger af, hvilke bøger du vælger at købe, og hvorvidt du køber nye eller brugte bøger. Nogle bøger kan du også låne på Københavns Professionshøjskoles bibliotek.

Har du funktionsnedsættelse grundet en fysisk eller psykisk lidelse, der gør, at du har brug for særlig støtte til at gennemføre din uddannelse, så kan du søge specialpædagogisk støtte (SPS).