Karrierespring; fra universitetet til folkeskolen
Det er spændende og aldrig for sent at videreuddanne sig og gå nye veje i arbejdslivet. Det kan Iben Thuri Andersen tale med om. I sommeren 2020 startede hun for 2. gang i sit liv på en videregående uddannelse – denne gang på meritlæreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.
Det lå ikke i kortene, at Iben Thuri Andersen skulle uddanne sig til lærer. For det er hun med egne ord faktisk lidt for genert til. Men med en universitetsgrad i psykologi og kommunikation fra RUC og flere års undervisningserfaring fra DPU (AU), gav det pludselig rigtig god mening.
– Jeg har undervist som ekstern lektor på DPU i flere år. Senest som fagstøttelærer for studerende, som har brug for psykologisk og faglig støtte i deres studier. Men jeg savnede noget. En faggruppe, der som mig selv, går op i læring, pædagogik og didaktik. Det fandt jeg ikke rigtig i universitetsverdenen.
– Men på læreruddannelsen blev jeg pludselig en del af et fagligt miljø, hvor vi alle sammen interesserer os for læring og for de mennesker, som vi står over for. Her er det enkelte individs læringsmuligheder i centrum. Det synes jeg er enormt spændende.
– Og så har jeg fundet ud af, at jeg virkelig godt kan lide lærerrollen. Med min kandidatgrad er jeg vant til konstant at skulle definere mig selv. Når du er lærer, får du tildelt en defineret rolle, som du træder ind i. Du står ikke ’alene’ som dig selv. Der forventes noget meget specifikt af dig.
Tilbage på skolebænken
Iben har slået følge med en gruppe af andre meritstuderende, der bl.a. tæller en kandidat i dansk, en journalist og en børnehaveklasselærer. Og når de er til undervisning på Københavns Professionshøjskole, går de på hold med de studerende, der følger den ordinære uddannelse.
– Vi fylder nok lidt mere i lokalet og har naturligt flere livserfaringer at trække på. På mange måder synes jeg, det er både lettere og sjovere at lære nyt nu, end da jeg var yngre, fordi jeg har flere ’knager’ at hænge min viden op på.
– Men det sker også, at vi meritstuderende stikker lidt af fra det oprindelige emne med al vores ’kloge livserfaring’.
Som meritstuderende er man ofte et sted i livet, hvor der i forvejen er fuld fart på med både familie og arbejde. Det kan derfor kræve lidt planlægning at få kabalen til at gå op;
– De fleste af os har børn og arbejde ved siden af. Så det kan godt være en udfordring at finde tid til at studere. Heldigvis er der stor fleksibilitet på studiet og mulighed for at følge undervisning både dag, aften og online ift., hvad der nu passer bedst.
Stærkt tilbage på arbejde
Forude venter en karriere som lærer i specialpædagogik, dansk og digitalitet – og Iben er klædt ekstra godt på til jobbet;
– Jeg oplever, at jeg står med en mere klart defineret profil nu. Fra universitetet fik jeg en stor viden med mig. Og fra læreruddannelsen får jeg nu en masse redskaber til at formidle og lære fra mig. Når du mixer de to verdener, får du en lærer med en stor viden i bagagen. Det kan de fleste arbejdsgivere godt se det smarte i.
– Derudover har jeg haft mit praksischok, da jeg var nyuddannet første gang. Så det regner jeg med at springe over i denne omgang. Jeg føler, at jeg kommer med en større robusthed nu, end da jeg var helt ung.
– Slutteligt synes jeg, at livet som lærer på en skole tilbyder et hav af karrieremuligheder, hvor du kan gå i dybden med mange forskellige fag og emner. At være lærer er mange ting – det favner bredt både fag-fagligt, pædagogisk og psykologisk og åbner på den måde mange døre i arbejdslivet.