Gå til indhold

Om Copenhagen Honours College

Copenhagen HonoursCollege (CHC) er et talentprogram for studerende der læser til lærer på Københavns Professionshøjskole, og som har valgt et eller flere naturfag som undervisningsfag. CHC optager maksimalt 12 studerende om året.

Hvad er Copenhagen Honours College?

Copenhagen Honours College er et talentprogram på KP’s læreruddannelse med fokus på naturfag. Programmet løber over 2 år og er tilrettelagt med aktiviteter, der udfordrer de studerende og giver dem mulighed for at udfolde deres særlige potentialer.

Formålet med Copenhagen Honours College (CHC) er at uddanne naturfagslærere, der både konkret og praktisk skal opnå særlige kompetencer til at løfte den enkelte elev, det enkelte fag, den enkelte klasse og det specifikke naturfaglige miljø på deres skoler.

CHC optager årligt et hold på maksimalt 12 studerende. De studerende, som optages i programmet, skal både have evnen og viljen til at yde en ekstra indsats på deres studie og senere i løsningen af de udfordringer, som grundskolen står overfor i relation til naturfagsundervisningen.

CHC-aktiviteter

CHC-programmet har et omfang på 30 ECTS og forløber sideløbende med de ordinære aktiviteter over uddannelsens 3. og 4. år. De 30 ECTS fordeler sig på kurser, journal club, praksissamarbejde med en partnerskole og sommerskole. Herudover forventes det, at CHC-studerende deltager i en række ikke-ECTS-givende aktiviteter, som fx case competition, introseminar og forskellige formidlingsaktiviteter.

CHC-didaktik

CHC arbejder med en honours-didaktik, som bygger på tre hovedprincipper:

  • Et stærkt arbejdsfællesskab mellem de CHC-studerende, undervisere på læreruddannelsen og naturfagslærere i grundskolen. CHC-studerende får en fast praksistilknytning til et naturfagsmiljø på en partnerskole gennem hele forløbet, hvor de vil være en integreret del af skolens naturfaglige miljø og indsatser for at styrke naturfagsundervisningen. Det tætte samarbejde medpraksis om konkrete problemstillinger er et centralt didaktisk greb for at udfordre de studerende til kanten af deres formåen – samtidig med, at de deltager i en række aktiviteter i læreruddannelsesmiljøet, hvor der skabes rum for at eksperimentere og afprøve egne idéer og grænser.
  • Styrket dybdefaglighed og fagdidaktisk fundament. De planlagte aktiviteter i CHC understøtter, at de studerende får et ekstra fagligt gear og styrker deres faglige selvsikkerhed. Dybdefagligheden opnås bl.a. ved, at de studerende bliver trænet i at udvikle konkrete undervisningsforløb, hvor de trækker på den viden og de kompetencer, som de opnår gennem deltagelse i journal clubs, sommerskoler, kursusaktiviteter og relevante forsknings- og udviklingsprojekter. Et centralt element i CHC er, at de studerende kan fordybe sig i faglige og tværfaglige problemstillinger og har mulighed for at tone deres CHC-forløb.
  • Ansvar for opgaven og kompetencerne til at drive den faglige udvikling. CHC er designet, så de studerende skal tage et stort ansvar i såvel deres eget læreruddannelsesmiljø som på den partnerskole, de er tilknyttet. CHC arbejder med de studerendes kompetencer til at tage medansvar for at drive den faglige udvikling på grundskoler. Det er nødvendigt, at dimittenderne kan samarbejde med ledelsen(lede opad) og bidrage aktivt til et dynamisk fagligt samarbejde i skolens naturfagsgruppe.

Fokus på fem naturfaglige problemfelter i skolen

CHC-programmet adresserer fem naturfaglige problemstillinger:

  1. Naturfagenes generelle position i skolen.
  2. Sammenhæng mellem naturfagene og kobling til andre fag gennem hele grundskolen.
  3. Digitale og teknologiske kompetencer, herunder programmering og ”engineering”.
  4. Brug af eksterne undervisningsmiljøer, som ressource i undervisningen og motivationsskabende faktor i naturfagene.
  5. Behovet for naturfagslærere, der kan spotte talenter blandt eleverne og fagligt udfordre dem.

CHC-æresalumner

Der udnævnes i de kommende år en række alumner fra læreruddannelsen til æresalumner på CHC-programmet. Formålet med æresalumnerne er at skabe et netværk af rollemodeller, der kan inspirere CHC-studerende til at yde deres bedste og tænke i nye løsninger undervejs i deres forløb.

CHC-Følgeforskning

Målrettet arbejde med de studerendes talent, som mekanisme til at ændre skolen, er ikke forsøgt tidligere i dette omfang i en dansk sammenhæng. Novo Nordisk Fonden har derfor også bevilliget midler til, at CHC følges af forskning for at undersøge to problemstillinger i relation til projektet:

  • Didaktik i honours-programmer for talentfulde naturfagslærerstuderende
  • Effekter af honours-uddannelse for grundskolens naturfaglige kultur.

Københavns Professionshøjskole samarbejder med Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet om følgeforskningen.

Organisering

På Københavns Professionshøjskole er der etableret et team af undervisere, der sammen med de studerende, en bred administrativ understøttelse og programlederen udgør fællesskabet omkring Copenhagen Honours College. Lektor Nina Troelsgaard Jensen er programleder for CHC. Spørgsmål til CHC kan stilles via mail til nije@kp.dk

Novo Nordisk Fonden har bevilliget ca. 28 mio. kr. til CHC-programmet og den sideløbende følgeforskning.