Fandt sig selv på læreruddannelsen på Bornholm
Nogle gange skal man langt væk hjemmefra for at finde ud af, at det man søger er lige foran næsen af én. Sådan var det for Kia Kofoed, som rejste både til København og Nepal, før hun opdagede, at det var lærer, hun skulle være. Uddannelsen læser hun nu på Bornholm – hvor hun er født og opvokset.
På Kias liste over drømmeuddannelser stod der egentlig psykologi og kommunikation. Først lidt længere nede stod der lærer. Så hun pakkede rygsækken og flyttede fra sin fødeø, Bornholm, for at starte på Københavns Universitet på Kommunikation og it. Men det føltes aldrig helt rigtigt.
”Mens jeg læste i København, havde jeg studiejob på et museum, hvor jeg primært lavede kontorarbejde. Og pludselig slog det mig, at jeg var ved at uddanne mig til en fremtid på kontor. Det var slet ikke det, jeg ville. Jeg gik og drømte om at gøre en forskel for nogen – at rykke noget – nu og her.”
Lærer it is
Efter 2 ½ år på universitetet rejste Kia hjem til Bornholm igen. For at tænke lidt over tingene.
”Jeg troede, jeg var et storbymenneske. Jeg troede, universitetet var for mig. Men det var det ikke. Men hvad skulle jeg så?”
”På min liste stod jo faktisk lærer. Det havde altid ligget i baghovedet. Jeg havde også arbejdet som lærervikar efter gymnasiet og været i Nepal, hvor jeg i en periode arbejdede frivilligt på en skole. Så jeg havde lidt erfaring med faget og synes, det var ret fedt.”
Småt men godt
Sommeren 2020 søgte Kia ind på læreruddannelsen på Bornholm og kom ind. Hun har nu læst godt et år og føler, hun har fundet sin rette hylde.
”Det er super fint at læse på Bornholm. Vores hold er små, så vi bliver næsten som en familie. Der er plads til alle og vores forskelligheder. Vi føler os trygge i hinandens selskab og tør derfor give os selv 100 procent fagligt, når vi fx skal holde oplæg. Ingen er generte her!”
Det fede ved lærerjobbet
Og hvad er det så lige, der er så fedt ved lærergerningen? Kia er ikke i tvivl.
”Med jobbet som lærer følger et ansvar. Det er dig som lærer, der har ansvaret for at fuldføre timen og sørge for, at alle lærer noget.”
”Relationsarbejdet tiltaler mig meget. Det er så fedt at være sammen med eleverne og opleve, hvordan læringen faktisk går begge veje. Selvfølgelig er det mig, som primært skal sørge for, at de udvikler sig fagligt. Men ofte stiller de spørgsmål, som også gør mig nysgerrig. Hvad sker der fx med en burger, hvis man nu sendte den ud i rummet? Fryser den til is, eller går den bare fra hinanden.”
Svaret på dét spørgsmål, har Kia endnu ikke fundet. Men til gengæld har hun fundet sig selv på læreruddannelsen på Bornholm.