Gå til indhold
Studerende i auditorium

10 gode råd, når du skal vælge videregående uddannelse

Er du klar til at læse videre – men ikke helt afklaret om, hvad du skal vælge?

Her kommer ti gode råd til, hvordan du bliver klar til at træffe det store valg fra Torben Theilgaard, centerchef for Studievalg København:

  1. Jeg aner slet ikke, hvad jeg skal læse – hvad gør jeg?

    Start med at se længere ud i fremtiden:

    Forestil dig selv tage på arbejde. Hvad er det egentlig, du gerne vil lave, når du går på arbejde? Hvilke opgaver kan du se dig selv løse? Hvad synes du er sjovt? Er du mest til variation eller rutiner? Vil du gerne sidde stille eller bevæge dig på dit job?

    Når du har tænkt lidt over det, kommer der ofte en branchetype eller måske endda et jobområde frem.

  2. Ok, nu har jeg fundet ud af, at jeg gerne vil have variation i mit arbejde. Hvordan matcher jeg så det med en uddannelse?

    Spørg dig selv hvad du er god til? Og her tænker jeg ikke i forhold til skole, formel uddannelse og fag.

    Tænk over, hvad du er god til i dit liv? Hvad kan du lide at lave? Hvad er interessant for dig? Er du god til at organisere? Er du god til at få ting til at ske? Håndterer du nemt konflikter? Eller holder du altid hovedet koldt? Skriv gerne alt ned, så du kan få et overblik over dine styrker.

    Spørg gerne et par venner eller familie til råds.

  3. Godt så, nu ved jeg nogenlunde, hvad jeg er god til. Hvad gør jeg så?

    Det er vigtigt, at du også tænker over, hvordan du er som person. Er du opfindsom og iderig? Bliver du nemt nervøs eller angstfyldt? Er du en god teamspiller?

    Dine personlige egenskaber – gode som mindre gode – er mindst lige så vigtige i forhold til dit studievalg og fremtidige arbejde.

    Det er fx ikke en god idé at læse til katastrofe- og risikomanager, jordemoder, pædagog eller sygeplejerske, hvis du har svært ved at holde hovedet koldt i pressede situationer.

  4. Hvad med mit gennemsnit – er det ikke det, der afgør, hvad jeg skal læse?

    Det er spild af dit liv, hvis du foretager dig noget, som du dybest set ikke finder helt interessant – bare fordi du har snittet til det.

    Jeg plejer at bruge billedet, at hvis du nu vinder i lykkehjulet i Tivoli – og du har frit valg på alle hylder – vælger du så – som mange andre, den kæmpestore bamse bare fordi du kan?

    Det viser sig oftest at være voldsomt irriterende at rende rundt med sådan et stort plysdyr på størrelse med én selv: Den er tung; det er svært at prøve forlystelserne – og hvor skal den overhovedet stå, når du kommer hjem?

    Mange vælger det største, dyreste, bedste eller mest prestigefyldte, bare fordi de kan. Men er det nu også det, du vil? Find det, som passer til din interesse, lyst og energi.

    Glæd dig over dit gode gennemsnit, men brug det til noget, du bliver glad for.

  5. Men hvad så med min familie – og alle forventningerne…?

    Din uddannelse og dit fremtidige job, handler om DIG. Det er dig, der skal tage på arbejde hver dag, og dig der skal føle en mening med det, du laver – ikke din mor eller dit netværk.

  6. Hvad nu, hvis mit gennemsnit er for lavt til at komme ind på mit drømmestudie?

    Det er ikke umuligt at blive fx jordemoder, hvis du har et lavt snit.

    Halvdelen af alle jordemødre – og øvrige professionsbachelorstuderende – bliver optaget via kvote 2, og her handler det om dine erfaringer, din motiverede ansøgning og ikke dit gennemsnit. Søg via kvote 2 senest den 15. marts.

  7. Hvilken type videregående uddannelse skal jeg vælge?

    Spørg dig selv, hvor teoretisk din uddannelse skal være. Skal den være hands on og tæt på virkeligheden eller mere akademisk?

    Vil du udelukkende have viden ind i hovedet, eller vil du også gerne gøre noget med teorien i løbet af din uddannelse? Meget få universitetsuddannelser er praktisk orienterede, hvorimod en professionsbachelor- eller erhvervsakademiuddannelse er et miks af praksis og teori. Og med en del praktikker i løbet af de to år (erhvervsakademiuddannelse) eller 3½ år (professionsbachelor) uddannelserne tager.

  8. Hvad skal jeg vælge, hvis jeg vil gerne vide, hvad min uddannelse fører til?

    Så vælg en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse. Kort og godt.

    Her uddanner du dig til en specifik branche eller en specifik profession, altså et specifikt job, fx sygeplejerske. En universitetsuddannelse kan være mere diffus og bred.

  9. Men havner jeg så ikke i en blindgyde?

    Nej, du kan altid bygge oven på din erhvervsakademiuddannelse eller professionsuddannelse med en kandidat, top-up eller diplomuddannelse efterfølgende.

  10. Hvad så med uddannelsesloftet?

    Uddannelsesloftet blev fjernet i sommeren 2020.

    Læs mere om de nye regler

Stadig i tvivl?

Få flere råd