Gå til indhold
En pige er i gang med at tegne med kridt på asfalten og smiler til kameraet

Tegn på sprog

et forsknings- og udviklingsprogram fra 2008-2018

“Tegn på sprog – tosprogede børn lærer at læse og skrive” er et 10-årigt forsknings- og udviklingsprogram.

Programmets overordnede mål er at få en øget indsigt i de tosprogede elevers læse- og skrivetilegnelse og at udvikle læse- og skrivepædagogikken, så den i højere grad sikrer de tosprogede elevers skriftsproglige udvikling og deres muligheder for at klare sig videre i uddannelsessystemet.

En indsigt, der både er praksisorienteret og forskningsbaseret og derfor forventes at kunne styrke den faglige udvikling såvel i folkeskolen som i professionsuddannelserne.

Tegn på sprog følger fem klasser over hele landet fra børnehaveklassen til og med 9. klasse i et tæt samarbejde mellem lærere og forskningsmedarbejdere. Fælles for klasserne er, at der er en stor andel af tosprogede elever.

Et bredt samarbejde

Programmet foregår i et samarbejde mellem

  • VIA University College
  • University College Nordjylland
  • University College Lillebælt
  • Københavns Professionshøjskole (tidligere UCC)
  • Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU)
  • Aarhus Universitet
  • Aarhus Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Vejle Kommune
  • Odense Kommune
  • Københavns Kommune.

Det støttes af Undervisningsministeriet. Det ledes af lektor, ph.d. Helle Pia Laursen, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.

I programmet deltager endvidere fem forskningsmedarbejdere:

  • lektor Line Møller Daugaard, VIA University College
  • lektor Winnie Østergaard, University College Nordjylland
  • lektor Uffe Ladegaard
  • lektor Birgit Orluf, University College Lillebælt
  • lektor Lone Wulff fra Københavns Professionshøjskole (tidligere UCC).

Yderligere indgår et samarbejde med

  • professor Anne Pitkänen-Huhta fra Jyväskylä Universitet
  • adjunkt Mette Buchardt fra Københavns Universitet
  • lektor Lars Holm fra DPU
  • Aarhus Universitet
  • professor Lise Kulbrandstad fra Høgskolen i Innlandet
  • docent Monica Axelsson fra Stockholm Universitet
  • lektor Charmian Kenner fra Educational Studies Goldsmiths, University of London.

Fem klasser udforsker skriftsproget

Fra de fem kommuner indgår Søndervangskolen i Aarhus, Herningvej Skole i Aalborg, NOVAskolen (tidligere Nørremarksskolen) i Vejle, Abildgårdskolen i Odense og Blågård Skole i København, der hver har udpeget en klasse, som følges fra 0. til 9. klasse.

Alle klasserne er kendetegnet ved, at en stor del af eleverne er tosprogede. I hvert af disse klasserum samarbejder lærerne og forskningsmedarbejderen om at udvikle læse- og skriveundervisningen og generere ny viden om pædagogisk læse- og skrivepraksis i flersprogede klasserum og om børnenes læse- og skriveudvikling.

Ved at være tæt på hvad der sker i klasseværelserne får undervisere, forskere og forskningsmedarbejdere en unik indsigt i børnenes forståelse for og brug af skriftsprog og i den pædagogiske praksis i klasserummet.

Statusrapporter

Materialer og bøger

I “Tegn på sprog. Literacy i sprogligt mangfoldige klasser” præsenterer Helle Pia Laursen, der var leder for forskningsprojektet Tegn på sprog, centrale resultater herfra.

Bogen indeholder næranalyser af børnenes interaktion med skrift og af klassernes skriftsprogspraksisser og peger herigennem på konkrete pædagogiske udviklingsmuligheder.

I forlængelse heraf udfolder forfatteren to vigtige pointer: Vi skal se børn som sociale aktører, der aktivt udforsker skriften og dens muligheder, og vi skal bringe forskning i læsning og skrivning og forskning i andetsprogstilegnelse og flersprogethed i tættere kontakt med hinanden.

Af: Helle Pia Laursen

Bogen ‘Tegn på sprog’ (2010) handler om, hvordan flersprogede børn lærer, hvad det vil sige at sætte sproget på skrift – eller at sætte tegn på sprog.

Af: Helle Pia Laursen (red.)

Sproglig diversitet er et vilkår, som skaber nye pædagogiske og didaktiske udfordringer. Disse udfordringer tages op i en ny bog baseret på projektet ‘Tegn på Sprog’.

Af: Helle Pia Laursen (red.)

Dette sidste inspirationsmateriale i en række af fire bøger fokuserer på 7.-9. klassetrin og de undervisningsforløb, projektet har gennemført.

Ud af i alt 24 gennemførte forløb er der valgt ni ud, som repræsenterer forskellige fag og fagkombinationer og forskellige måder at tage højde for den sproglige diversitet i klasserne.

Beskrivelsen af de ni forløb er bygget op, således at der indledes med en introduktion til forløbets faglige fokusområde og målsætning samt dets perspektiv på literacy og sproglig diversitet.

Herefter følger en grafisk fremstilling af forløbets faser og en uddybende beskrivelse af disse faser samt inspiration til videre læsning.

Sidst finder man så en række aktivitets- og materialeeksempler, der indledningsvist introduceres i et oversigtsskema.

Undervisere, der bruger læsning og skrivning i deres undervisning, gives her inspiration gennem en række aktivitetstyper, som på forskellig vis er indgået i de undervisningsforløb, som er del af projektet Tegn på sprog.

Kontakt

Helle Pia Laursen

Projektleder og lektor