Genveje


Markant flere optages på sygeplejerskeuddannelsen i hovedstadsområdet

Sygeplejerskeuddannelsen er den store højdespringer på Københavns Professionshøjskole, og det er positivt for både de unge og hele hovedstadsområdet, siger rektor Stefan Hermann

26. juli 2019
Pressemeddelelse

Sygeplejerske 953x390


Politikerne stod nærmest i kø under valgkampen for at love flere sygeplejersker, og nu viser nye tal fra Københavns Professionshøjskole, at antallet af optagne på sygeplejerskeuddannelsen er gået markant frem.

Natten til den 26. juli blev 5.616 ansøgere tilbudt en studieplads på Københavns Professionshøjskole, og heraf går de 1.199 studiepladser til sygeplejerskeuddannelsen. En fremgang på hele 85 optagne i forhold til sidste år, hvor 1.114 ansøgere blev tilbudt en plads på sygeplejerskeuddannelsen.

Fremgangen glæder rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole, for der bliver hårdt brug for hver eneste nyuddannede sygeplejerske de kommende år.

”Demografien er voldsomt presset i hovedstadsområdet med markant flere ældre frem mod 2030, så vores dimittender på sygeplejerskeuddannelsen bliver revet væk. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tage et skridt mod at uddanne flere dygtige sygeplejersker. Ikke mindst på de sygeplejerskestuderendes vegne. Det er et utrolig vigtigt og velfungerende studie med et stærkt sammenhold”, siger Stefan Hermann.

Københavns Professionshøjskole fik tidligere i år grønt lys til at hæve dimensioneringen på sygeplejerskeuddannelsen med 60 studiepladser fra studieåret 2019/2020.

Antallet af optagne på læreruddannelsen på Københavns er på samme niveau som sidste studieår, mens pædagoguddannelsen oplever et lille fald med 26 færre optagne. Begge uddannelser har ledige studiepladser, og derfor håber Stefan Hermann, at flere ansøgere vil give uddannelserne en ekstra overvejelse.

Københavns Professionshøjskole modtog pr. 5. juli 24.818 ansøgninger til studiepladser, heraf 7.916 førsteprioritets ansøgninger.

”Vi er jo hvert år nødt til at afvise mange kvalificerede ansøgere, og i år er ingen undtagelse. Dem kunne vi godt bruge flere af ovre på lærer- og pædagoguddannelsen, hvor det er muligt at gøre en afgørende forskel for børn og unge. Det er to af landets absolut vigtigste uddannelser, der har brug for en stærkere opbakning i samfundet”, siger Stefan Hermann.

Pædagoguddannelsen er stadig den største uddannelse på Københavns Professionshøjskole med 1.366 optagne i studieåret 2019/2020. Derefter følger sygeplejerskeuddannelsen med 1.199 optagne og læreruddannelsen med 732 optagne.

For yderligere oplysninger:

Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26137397

Michael Andersen, presseansvarlig på Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23445383

Se alle tallene i Den Koordinerede Tilmelding (KOT) for Københavns Professionshøjskole