Genveje


Mød Københavns Professionshøjskole på Folkemødet

Hvad er det gode børnehaveliv på Troldestuen? Og hvilken rolle har de pårørende i fremtidens ældrepleje? Kom forbi Professionshøjskolernes Strandbar på Folkemødet og bliv klogere

Den 7. juni 2019



Københavns Professionshøjskole deltager igen i år på Folkemødet i det fælles telt Professionshøjskolernes Strandbar på Kæmpestranden (J07). Vi har særligt fokus på to arrangementer, som fylder meget i den offentlige debat.

Fredag kl. 17.00-17.45: En dag på Troldestuen

Hver dag går tusindevis af børn i vuggestue og børnehave, mens mor og far er på arbejde. Fra kl. 08-16 er de sammen med pædagoger, der gør sit bedste for at skabe en tryg og meningsfuld hverdag. I debatten diskuterer vi det gode vuggestue- og børnehaveliv med udgangspunkt i en ganske almindelig dag i en ganske almindelig institution. Hvordan ser morgenen ud, når vi afleverer vores trætte børn? Hvad laver de i løbet af dagen? Og hvis vi nu fik lov at drømme, hvad ville vi så gøre anderledes?

Mød blandt andre Mette With Hagensen, formand for Børnerådet, Iben Due Lund, afdelingsleder i Børnehuset Elverhaven, Christina Barfoed-Høj, kontorchef i Børne og Socialministeriet, Jesper Christensen, børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune og Annegrete Juul, dekan på Det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet ved Københavns Professionshøjskole.

Læs mere om debatten

Lørdag kl. 12.00-12.45: Når din søn bliver din hjemmehjælper

Når antallet af kronisk syge patienter stiger, og andelen af ældre i befolkningen vokser, kommer sundhedsvæsnet ofte til kort. Økonomien er presset, og de varme hænder er for få. Familie og venner bliver derfor en større og nødvendig del af syge borgeres daglige pleje. Det skaber en situation, hvor det, der før var sygeplejerskers og sundhedsfagliges funktioner, nu overtages af de pårørende. Patienters familie og netværk oplever situationen som uoverskuelig. De føler sig uforberedt, alene og pressede.

Mød blandt andre Yildiz Akdogan, Folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, Maria Lilja Jensen, Ansvarlig for pårørendeområdet hos Ældre Sagen, Poul-Erik Svendsen, Næstformand i Danske Regioners Sundhedsudvalg og Tina Nielsen, Videreuddannelsesleder ved Københavns Professionshøjskole.

Læs mere om debatten

Ud over de to debatter, som Københavns Professionshøjskole selv arrangerer i Strandbaren, så deltager vores rektor Stefan Hermann samt en række eksperter og ledere fra Københavns Professionshøjskole i mange forskellige arrangementer. Du kan finde dem alle sammen ved at klikke her.

Hvis du vil invitere en af Københavns Professionshøjskoles deltagere til dit arrangement på Folkemødet, kan du kontakte dem direkte eller via kommunikationsafdelingen på kommunikation@kp.dk
 
Hvor og hvornår?
 
Folkemødet løber af stablen den 13.-16. juni 2019
 
Du finder Professionshøjskolernes Strandbar på plads J07 på Kæmpestranden.
 
Læs mere om Strandbarens program: professionsdebat.dk
 
Læs mere om Folkemødet her: https://folkemoedet.dk/