Genveje


Ældre inviterer på morgenmad – og tager magten tilbage ved spisebordet

At kunne invitere andre på mad og planlægge et godt måltid kan både øge livskvaliteten og styrke ældre plejehjemsbeboeres fysiske kompetencer. Det er udgangspunktet i et nyt forskningsprojekt, hvor beboere på Kastanjehavens Plejeboliger på Frederiksberg skiftes til at invitere hinanden på morgenmad.

 Operation Morgenduft

Den 31. januar 2019
Pressemeddelse

””Må jeg så selv bestemme, hvad vi skal lave?” spurgte en af beboerne hviskende. Og da jeg svarede ja, sagde hun med tydelig glæde: ”Ej, så skal vi lave bacon og æg”. En anden beboer sagde med fast stemme: ”Så skal jeg lave franskbrød, for det har jeg gjort så mange gange før.””

Sådan fortæller projektleder og lektor, ph.d. på Københavns Professionshøjskole, Lise Justesen, fra et forskningsprojekt, der i disse dage er i fuld gang med at undersøge, hvordan personalet på Kastanjehavens Plejeboliger på Frederiksberg bedst muligt kan inddrage de ældre i planlægning og tilberedning af måltiderne.

Ikke altid gæst

En hverdag uden indkøb, og hvor maden bare bliver serveret, kunne lyde som sød musik for mange travle familier. Men at sætte sig til bords uden selv at have haft en aktie i måltidet, er ikke nødvendigvis så attråværdigt, som det lyder. Sådan er hverdagen for mange ældre på plejehjem, men på Kastanjehavens Plejeboliger har man igennem længere tid haft fokus på måltidet:

”Vi arbejder rigtig meget med ernæring, gode måltider og værtskab omkring maden. Men vi tror, at vi kan blive endnu bedre ved aktivt at involvere beboerne, som vi gør i dette her projekt, i stedet for at det er plejepersonalet og lederen, der har siddet og udtænkt noget, som vi tror, er godt,” fortæller afdelingssygeplejerske på Kastanjehavens Plejeboliger, Helle Valbjørn Christensen.

Lise Justesen uddyber:

”Den måde, måltiderne forløber på på mange plejehjem i dag, gør de ældre til passive spisere. De ældre er så at sige altid gæster, når de sætter sig til bordet. Men det er ikke ligegyldigt, om man er gæst eller vært. Værtskab er et begreb, der understøtter måltidet som kulturelt og socialt forankret. Som vært er man med til at sætte rammen for måltidet og definere, hvad det gode måltid er.”

En kurv fuld af madminder

Morgenmadsklubben på Kastanjehavens Plejeboliger er startet her i efteråret og er kommet godt i gang. De ældre agerer vært på skift og planlægger og tilbereder morgenmad for hinanden. En såkaldt inspirationskurv fyldt med kogebøger og andre genstande fra køkken- og morgenmadskulturen gennem de sidste 100 år, såsom aviser fra 1930’erne, en køkkenvægt fra 1970’erne og en termokande fra 1960’erne, danner udgangspunkt for planlægningen:

”Genstandene kan hjælpe de ældre til at tænke tilbage på tidsperioder, begivenheder og bestemte måder at spise morgenmad på. Vi har også en ’moderne’ morgenmadskogebog, der kan hjælpe beboerne til at prøve noget nyt. Vi har også lige købt en juicer til at lave rigtig juice, som beboerne er meget begejstret for.”

Udover at planlægge måltiderne er de ældre også med til at lave maden. Plejepersonalet understøtter de ældres fysiske kunnen i forhold til fx at piske, røre, skære, ælte osv. og støtter dem desuden i at påtage sig værtskabet for morgenmadsklubben.

”Jeg oplever det næsten, som om de ældre helt har fortrængt muligheden for at blive inddraget i maden. Inddragelse skal ikke kun være et kostråd på plejehjemmet. Det handler om inddragelse i hele måltidet – både organiseringen, tilberedningen og afholdelsen. De ældre skal så at sige have magten tilbage i forhold til maden og måltidet,” siger Lise Justesen.

Fakta om projektet

Den ældre del af befolkningen vokser, og bl.a. derfor har kommunerne i de senere år haft øget fokus på rehabilitering. For ældre på plejehjem er der decideret lovgivet om, at de aktivt skal involveres i deres hverdag, fordi det både giver bedre livskvalitet og er med til at styrke kognition og funktionsevne. Men for medarbejderne i sundhedssektoren er det at involvere de ældre i måltidet en relativt ny opgave, som de skal klædes ordentligt på til. I forskningsprojektet ’Operation Morgenduft’ videreuddannes plejehjemspersonalet på Kastanjehavens Plejeboliger på Frederiksberg i at involvere beboerne i planlægning, tilberedning og værtskab med udgangspunkt i en morgenmadsklub. Det sidste år af projektet går med at afprøve webinars og udarbejde undervisningsmaterialer om morgenmadsklubben. Der udvikles digitale undervisningsmaterialer bl.a. i form af korte videoer.

Projektet er støttet af Innovationsfonden som et postdoc-projekt og løber indtil 2021.


Kontakt

Lektor, ph.d. Lise Justesen, Københavns Professionshøjskole, 51 63 24 72, LIJU@kp.dk