Genveje


Bliver food-computeren en del af din undervisning?

Et kig ind i fremtidens biologiundervisning

Københavns Professionshøjskole og DTU er begyndt et nyt samarbejde om udvikling af en food-computer til folkeskolen, der skal fremme elevers interesse for mad, sundhed og IT. Computeren kan hjælpe elever med at forstå en plantes liv igennem dataindsamling og er et kig ind i fremtidens biologiundervisning.

Food-computer

Den 28. november 2019
Af

I løbet af de næste to år vil Institut for didaktik og digitalisering ved Københavns Professionshøjskole og DTU Fødevareinstituttet samarbejde om et udviklingsprojekt inden for IT og sundhed, der skal gøre børn og unge interesserede i at spise flere grøntsager. Ved at lade børn og unge designe og dyrke grønt i en specialbygget food-computer, kan eleverne nærstudere planters liv ud fra en IT-baseret datatilgang og beskæftige sig med mad og sundhed på en ny og sjov måde. Projektet ’Ha(c)k dit grønt’ er støttet af Nordea-fonden og vil være et godt bud på, hvordan man om ganske få år kan arbejde med biologi og teknologiforståelse i folkeskolen.

 
Food-computeren bliver bygget af studerende på DTU Skylab og er inspireret af en prototype udviklet af eksperter på det tekniske universitet MIT i USA. Gennem dataindsamling kan computeren hjælpe elever med at forstå planters liv og optimale vækstbetingelser. Eleverne har dermed mulighed for at arbejde med mad og sundhed på en ny og sjov måde i fx biologiundervisningen. KP står for udviklingen af food-computerens læringsunivers sammen med DTU og er med til at designe maskinens opbygning og udformning med IT-didaktiske briller, så den passer til undervisning i folkeskolen.
 

Ny måde at undervise i grøntsagers vej fra jord til bord 

Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danske 10-17-årige i gennemsnit kun spiser cirka en fjerdedel af de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen. De går dermed glip af værdifulde næringsstoffer, hvilket kan påvirke deres sundhed. Ha(c)k dit grønt, har som mål at gøre unge danskere interesserede i at spise flere grøntsager.
 
”Vi ved, at frugt- og grøntindtaget hos teenagere er lavt. Ha(c)k dit grønt-projektet er en ny måde at koble undervisning om grøntsagers vej fra jord til bord med sjov ny teknologi. Vi regner med, at det kan være med til at fremme sundere madvaner hos netop denne aldersgruppe, at vi flytter dyrkning af grønt ind i biologilokalet, hvor de kan udforske og lege med det,” forklarer seniorforsker og projektleder Rikke Andersen fra DTU Fødevareinstituttet.
 

Til brug i 7.-9. klasses biologiundervisning

I løbet af de to år, som projektet varer, afprøver DTU Fødevareinstituttet det nye læringsforløb på skoler i Rødovre og Gladsaxe kommuner.
 
”Skolen er et oplagt sted at påvirke de kommende generationers maddannelse og sundhed – også i andre fag end madkundskab. Ha(c)k dit Grønt sætter mad på skoleskemaet på en ny måde og giver eleverne mulighed for at udforske og lege med den nyeste teknologi,” siger Rikke Andersen fra DTU Fødevareinstituttet.
 
 

FAKTA

•Nordea-fonden støtter Ha(c)k dit grønt projektet med næsten 5 mio. kr.
•DTU Fødevareinstituttet er projektleder og udvikler samt tester undervisningsmaterialet og læringsforløbet
•Ingeniørstuderende på DTU Skylab udvikler de to fødevarecomputere til testen
•Københavns Professionshøjskole udvikler webprogrammet, som eleverne skal bruge til at designe og programmere eller hacke grønt i
•Center for Playware ved DTU Elektro udvikler koblingen mellem hardware og software.
 

Læs mere

Se video om projektet: 
https://www.youtube.com/watch?v=7NlJLHMKz1o
 

Kontaktperson

Martin Exner
IT didaktisk konsulent
Center for Undervisningsmidler
Mail: MAEX@ucc.dk
Tlf: 4189 7282