Genveje


”Da jeg lige var flyttet hjemmefra, spiste jeg nudler i et halvt år”

Forbrugerrådet Tænk og Københavns Professionshøjskole har undersøgt, hvordan man kan få de 17 til 25-årige til at træffe sunde og økonomisk bæredygtige valg, når de køber ind i supermarkedet. Resultatet er at læse i ny rapport, som både erhvervsskolelever fra NEXT og studerende fra Københavns Professionshøjskoles ernæring og sundhedsuddannelse har bidraget til.

4. oktober 2018
Pressemeddelelse

Tilbud og mængderabatter går rent ind hos de unge. Det er lave kilopriser, tilbudsvarer og gule mærkater, der trækker, når de fylder indkøbskurven. Til gengæld vil de unge gerne bruge mere tid og flere råvarer, når de skal spise sammen med andre. Det er nogle af resultaterne af den undersøgelse, Forbrugerrådet Tænk har bedt Københavns Professionshøjskoles ernæring og sundhedsuddannelse om at gennemføre.

Rapporten bygger bl.a. på en workshop mellem erhvervsskoleelever fra NEXT og studerende på ernæring og sundhedsuddannelsen og et litteraturstudie. Derudover har undervisere på Københavns Professionshøjskole været med 10 erhvervsskoleelever ude at købe ind og interviewet dem undervejs.

Unges madindkøb

I et interview fortæller erhvervsskoleeleven William på 21 år: ”Da jeg lige var flyttet hjemmefra, spiste jeg nudler et halvt år – straight. Altså… du ved, Yum-Yum-nudler. Så kom jeg til lægen med forhøjet saltniveau. Sodium og sådan noget. Og så frabedte han mig at spise nudler. For det er ikke sund kost kun at spise nudler.”

Fællesskaber kan motivere til bedre mad

De unges fokus på pris betyder, at der ligger en opgave for Forbrugerrådet Tænk i bl.a. at oplyse de unge om, at de tillokkende mængderabatter kan resultere i madspild.

”Økonomien spiller en stor rolle for de unge. Udover at det skal være billigt, skal madlavning overstås i en fart. Simple pastaretter såsom one-pot-pasta er en populær spise. De unge forbinder generelt usund mad med at være billigere end sund mad,” siger lektor på Københavns Professionshøjskole, Lenette Nielsen.

Rapporten viser også, at de unge handler anderledes, når de skal lave mad med og til andre. Så må det gerne koste lidt mere, tage lidt længere tid, og de vil gerne bruge flere og anderledes råvarer. Både de unge erhvervsskoleelever og de studerende fra Københavns Professionshøjskole peger på, at fællesskaber kan være med til at motivere de unge til at lave mad med mere omhu.

Lækre billeder på Facebook

Gennem samarbejdet har Forbrugerrådet Tænk fået viden om, hvordan de skal fange de unges interesse på de sociale medier. Det handler bl.a. om at bruge flere emojis og om at producere lækkert, professionelt billedmateriale.

”Vi har fået gode input til, hvordan vi fanger de unges opmærksomhed og samtidig vigtig viden om, hvad der betyder noget for de unge, når de køber ind. Alt sammen kan vi bruge fremadrettet i vores arbejde med at klæde den unge målgruppe på til at træffe gode valg for dem selv i supermarkedet,” siger projektleder hos Forbrugerrådet Tænk, Sofie Søndergaard Risborg.

Samarbejdet med Københavns Professionshøjskole giver også rigtig god mening for Forbrugerrådet Tænk fordi:

”De ernæring og sundhedsstuderende er selv unge, og derfor har det været givtigt at have deres øjne på. Ved at involvere de kommende ernæringsprofessionelle sikrer vi også resultaterne et liv efterfølgende,” forklarer Sofie Søndergaard Risborg.

Unge er en udfordrende målgruppe

Ernæring og sundhedsstuderende Ida Aunsborg har både deltaget i workshop med erhvervsskoleelever fra NEXT og læst forskningsrapporter om unges forbrugeradfærd som led i samarbejdet.

”Det var fedt at deltage. Det opleves meget mere relevant, og man føler et større ansvar, når det er en organisation som Forbrugerrådet Tænk, der skal bruge det, man kommer frem til. Unge er en svær, men spændende målgruppe at arbejde med, fordi unge ikke tænker, at valg lige nu – som unge – har betydning,” siger Ida Aunsborg, der selv kun er 24 år, men via sin uddannelse i ernæring og sundhed er særlig bevidst om madindkøb, der både sikrer sundheden og mindsker madspild.

***

Rapporten viser, at:

De unge:

  • Køber ind og laver mad efter devisen ’billigt, hurtigt, nemt’
  • Tiltrækkes af slagtilbud og gule mærkater
  • Køber dyrere og mere varieret ind, når de skal spise sammen med andre
  • Forventer, at de vil prioritere madindkøb og madlavning højere, når de kommer til at tjene mere og får en familie

Hvis man skal nå de unge med budskaber om madindkøb på de sociale medier, skal man:

  • Kommunikere uformelt, humoristisk og visuelt
  • Undgå autoritetsrollen, men stadig fremstå troværdig
  • Sigte efter de unge, der allerede interesserer sig for sundhed

Fakta om samarbejdet

Rapporten ’Unge og madindkøb – et samskabelsesprojekt om unges muligheder og barrierer for at træffe sunde og økonomisk bæredygtige valg i indkøbssituationen’ er udgivet af Forbrugerrådet Tænk og Københavns Professionshøjskole.
Læs rapporten her

Rapporten er et led i Forbrugerrådet Tænks projekt ”Tyg på det”, som skal gøre unge mellem 17 og 25 år til kompetente forbrugere, der er bevidste om de valg, de træffer i supermarkedet. Ved hjælp af et undervisningsmateriale, events og aktiviteter på de sociale medier arbejder de på at styrke de unges kompetencer i at træffe sunde og økonomisk bæredygtige valg i supermarkedet og vække deres motivation, nysgerrighed og madglæde. "Tyg på det" er finansieret af Promilleafgiftsfonden for landbrug.
Læs mere om Forbrugerrådet Tænks projekt ”Tyg på det”
Find ”Tyg på det” på Facebook

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Lenette Nielsen, lektor på ernæring og sundhedsuddannelsen, Københavns Professionshøjskole, LNIE@kp.dk, 51 38 06 19
Sofie Søndergaard Risborg, projektleder, Forbrugerrådet Tænk, SSR@fbr.dk, 21 43 21 46
Marianne Meinke, pressekonsulent, Københavns Professionshøjskole, MMEI@kp.dk, tlf. 60 45 66 81