Genveje


Ny ph.d.: Vi skal blive dygtigere til at behandle skulderskader

I Danmark kommer 16.000 hvert år til speciallæge med stærke skuldersmerter og diagnosen ’afklemningssyndrom’. Kun en ud af fire opnår et tilfredsstillende resultat efter den gængse behandling. Nye kliniske forsøg tyder på, at ekstra genoptræning med fysioterapi kan gøre en forskel.

17. september 2018
Pressemeddelelse

De fleste med afklemningssyndrom har især svært ved at løfte armen ud til siden. Smerterne sidder gerne på skulderens forside og yderside og kan stråle ned i overarmen. Diagnosen rammer et enormt antal danskere hvert år med store konsekvenser for livskvalitet og arbejdsduelighed. Ny ph.d. af fysioterapeut og sundhedsfaglig kandidat Mikkel Bek Clausen viser, at kun en ud af fire patienter opnår et tilfredsstillende resultat efter genoptræning og behandling:

”Mine undersøgelser viser, at kun 25 % af patienterne med afklemningssyndrom i skulderen var blevet meget bedre efter et halvt år med vanlig behandling. Det kneb særligt med at genvinde styrken i den ramte skulder. Det viser tydeligt, at genoptræningen bør optimeres, og at der skal være større fokus på styrketræningsdelen,” siger Mikkel Bek Clausen, som er adjunkt og ph.d.-studerende på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital og Københavns Professionshøjskole.

Afklemningssyndrom

Behandling bør forbedres

Efter undersøgelse på hospitalet har alle patienterne i projektet gennemført genoptræning og behandling uden indblanding fra forskerne. Derfor har det været muligt at undersøge, hvordan det nuværende behandlingstilbud reelt virker. Ph.d.’en viser, at patienterne i overvejende grad har modtaget behandling, der opfylder de kliniske retningslinjer på området. Konkret har 68 % været til fysioterapeut og 79 % lavet øvelser for at få det bedre. Mikkel Bek Clausen siger:

”Der er ikke tale om, at de kliniske retningslinjer bliver forsømt, men vores undersøgelse tyder på, at behandlingstilbuddet bør forbedres. Det kræver yderligere forskning at undersøge, hvad der konkret kan forbedre genoptræningen. Det kan fx dreje sig om valget af øvelser og udførelsen af dem, og den kan også være gal med mængden af reel styrketræning. Men det er alt sammen noget, vi skal undersøge nærmere, hvilket vi også er i gang med i et stort klinisk forsøg på Hvidovre Hospital. Men der er som sagt brug for yderligere forskning både i Danmark og internationalt.”   

Mikkel Bek Clausen Godt skuldret, Mikkel Bek Clausen! Foto: Asger Hunov

Koster samfundet dyrt

Afklemningssyndrom er den mest almindelig skulderlidelse, og den kan ramme alle. Det kan fx være pædagoger, som løfter børn og får lavet en forkert bevægelse. Det kan være faglærte og ufaglærte med hårdt fysisk arbejde. Eller det kan være idrætsskader eller skader i forbindelse med ensidigt kontorarbejde. Når 16.000 får diagnosen og kun 25 % opnår et godt resultat, koster det samfundet dyrt, bl.a. i sygedage og forringet livskvalitet:

”Det ville være en god investering både menneskeligt og økonomisk, hvis disse patienter fik bedre behandling og det kræver mere viden, end vi har i dag,” siger Mikkel Bek Clausen.

Behandling og genoptræning af afklemningssyndromet diskuteres ved henholdsvis et ph.d-forsvar og et skuldersymposium med internationale oplægsholdere på Københavns Professionshøjskole.

Tid og sted

Ph.d.-forsvar v. Mikkel Bek Clausen
18. september 2018 kl. 14-17
Københavns Professionshøjskole, Sigurdsgade 26, Auditorium B086, 2200 København N
Deltagelse er gratis. Tilmelding på MIBC@kp.dk

Skuldersymposium "Clinical assessment and treatment of subacromial impingement"
19. september 2018 kl. 8.45-15
Københavns Professionshøjskole, Sigurdsgade 26, 2200 København N
Deltagelse er gratis. Tilmelding på 62086811@kp.dk

Fakta

Afklemningssyndrom i skulderen er den mest almindelige skulderlidelse, og medfører over 40.000 henvendelser til egen læge hvert år i Danmark. De mest almindelige symptomer er smerter i skulderen, særligt ved bevægelser over skulderhøjde, og en oplevelse af dårlig skulderfunktion. Tilstanden skal, ifølge de kliniske retningslinjer, behandles konservativt først, inden operation kan overvejes.

Hvidovre Hospital dækker en stor del af Region Hovedstaden mht. det ortopædkirurgiske speciale, og i artroskopisk center bliver der hver måned foretaget over 100 såkaldte forundersøgelser af skulderpatienter, hvor patienterne kommer til speciallæge og problemet bliver undersøgt.

Projektet er del af en ph.d.-afhandling, der laves af fysioterapeut og sundhedsfaglig kandidat Mikkel Bek Clausen, og er et samarbejde mellem Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital og fysioterapeutuddannelsen på København Professionshøjskole, hvor Mikkel er ansat. Projektet er støttet af Fysioterapipraksisfonden og Gigtforeningen.

Kontakt

Mikkel Bek Clausen, MIBC@kp.dk, 28 60 75 80