Genveje


Københavns Professionshøjskole henter kommunikationschef fra DMI

Fra den 1. oktober skal 44-årige Pia Svejgaard Pedersen stå i spidsen for kommunikationen på Københavns Professionshøjskole, der har 20.000 studerende og 2.000 medarbejdere fordelt på uddannelsessteder i København, Hillerød, Helsingør og på Bornholm.

Pia Svejgaard Pedersen har siden 2014 været kommunikationschef på Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. I årene 2009-2014 var hun kommunikationschef på Glyptoteket. Hun kommer også med solid erfaring fra uddannelsessektoren, da hun gennem tre år var kommunikations- og presseansvarlig på IT-universitetet i København.

Københavns Professionshøjskole blev til i marts 2018 ved en fusion mellem professionshøjskolerne UCC og Metropol. Pia Svejgaard Pedersen skal som kommunikationschef ikke mindst hjælpe direktionen og hele organisationen med at indfri ambitionerne om at tiltrække endnu flere dygtige studerende til uddannelserne til bl.a. pædagog, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver og laborant.

Hun skal også bidrage til, at Københavns Professionshøjskole bliver kendt som en af landets største og vigtigste uddannelsesinstitutioner, der leverer dygtige fagprofessionelle til alle dele af velfærdssamfundet og som samarbejder tæt med det omgivende samfund.

Pia Svejgaard Pedersen er cand.it. med speciale inden for kommunikationsrådgivning og digitale kampagner og har i sin karriere opnået stor erfaring med at lede store udviklingsprojekter i samarbejde med ledelse, medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere.