Genveje


Rødovre Kommune sætter teknologi og innovation på skoleskemaet

Den 9. august får vi huset fuldt på Campus Carlsberg, når over 500 ledere, lærere og pædagoger fra Rødovre Kommune mødes til kick off på det nye fag Teknologi og Innovation.

8. august 2018

Samtlige folkeskoleelever i Rødovre Kommune får Teknologi på skemaet i det nye skoleår, og Københavns Professionshøjskole har været med i forløbet og understøttet ledelsen i at lykkes med satsningen.

En af folkeskolens fornemmeste opgaver er at klæde eleverne på til en fremtid, som ingen rigtig kender. Derfor handler det ikke kun om at kunne sin A, B, C og 1, 2, 3. Skal man klare sig i det 21. århundrede, skal man kunne tænke ud af harddisken og selv smelte innovation og teknologi sammen til noget, verden endnu ikke har set. Det kræver alligevel lidt! Og det kræver især en skoleledelse, der sætter den didaktiske retning og går systematisk til værk med at få skolen som helhed kørt i stilling til opgaven.

Future Classroom Lab

Digitale first movers

I Rødovre Kommune har man forstået det. At fremtiden er digital. Derfor har man udviklet et helt nyt fag, Teknologi og Innovation, som efter sommerferien lander på alle klassetrin. Her skal samtlige elever lære at bruge teknologi, forholde sig kritisk til den samt undervises i, hvordan kreativ og innovativ brug af teknologi kan være med til at skabe værdi og løse lokale og globale problemer.

Rødovre Kommune er med andre ord first movers på det it-didaktiske område og allerede nu klar til at støtte op om undervisningsministeriets mission om at implementere teknologiforståelse i alle landets folkeskoler. De har styr på læseplanen, som Københavns Professionshøjskole i al beskedenhed har hjulpet med til at udvikle, og de har gode vejleder- og lærerkræfter til at løfte opgaven.

Ledelse gør mester

Men før Rødovre Kommune kom så langt, gik forud et års tæt samarbejde med Future Classroom Lab på Københavns Professionshøjskole, hvor hele projektet blev forankret i ledelsen. Karen Mikkelsen, pædagogisk udviklingskonsulent i Future Classroom Lab og med i projektet, forklarer:

"Det nytter ikke at købe sig fattig i smarte apps, 3d-printere og robotter, hvis ingen har gjort det grundlæggende arbejde med at tænke de didaktiske tanker omkring, hvilken læringsproces det er, man vil sætte gang i på skolerne. Det må ikke være teknologi for teknologiens skyld. Det skal give mening. Og derfor er det afgørende at tage afsæt i ledelsen. Hvordan skal den lykkes med at implementere de it-didaktiske mål, og hvilke udfordringer ligger der i det? Der skal være en plan, der sikrer, at alle aspekter tænkes ind fra start."

Lavpraktisk aha-oplevelse

For at tune skoleledelsen i Rødovre Kommune ind på opgaven valgte Future Classroom Lab at tage dem igennem nogle af de lavpraktiske øvelser, som man i det nye fag kunne forestille sig at præsentere for eleverne. Så skolelederne smøgede ærmerne op og gik i gang med at bygge højtalere – helt fra bunden.

"Det giver et godt afsæt for den videre dialog om, hvilken retning det er, man vil i, når man selv sætter sig på skolebænken og prøver tingene af i praksis. Man opnår en helt anden forståelse for, hvordan man kan arbejde i klasserne for at opnå den læring, man ønsker hos eleverne," siger Karen Mikkelsen.

Partnerskabets merværdi

Det er ikke kun Rødovre Kommune, der er blevet klogere i løbet af det år, hvor samarbejdet med Københavns Professionshøjskole har fundet sted.

"Samarbejdet med Rødovre Kommune er et partnerskab, hvor vi sammen udvikler nye løsninger og beriger hinanden med viden og nye indsigter. I det konkrete eksempel, hvor vi har kompetenceudviklet ledelsen i forbindelse med udvikling og implementering af et helt nyt it-fag, har vi også fået syretestet vores egne modeller, så de står stærkere og kan skabe værdi i andre kommuner, der skal i gang med lignende opgaver," slutter Karen Mikkelsen.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Pædagogisk udviklingskonsulent Karen Mikkelsen, tlf. 4189 7192, KARM@kp.dk