Genveje


Ergoterapeutstuderende mærker alderdom og overvægt på egen krop

Iført fedme- og ældredragter træner kommende ergoterapeuter flytning af sårbare borgere. Den kropslige læring foregår i Praksis- og Innovationshuset på Københavns Professionshøjskole, som bl.a. rummer hospitalsstue, lejlighed og hjælpemidler, som fremtidens sundhedspersonale kan øve sig på under deres uddannelse.

28. juni 2018

Af Marianne Meinke

En studerende ligger og puster i en hospitalsseng. Hun er iført en grå fedmedragt, der øger vægten med 30 kg på hofter, lår og mave. Dragten gør hende varm, tung og besværet. Fire medstuderende skal ved fælles hjælp – og en avanceret bæresele i en mekanisk lift – flytte hende fra sengen over i en kørestol, som er designet til stærkt overvægtige borgere. De fortæller løbende hende i sengen, hvad de gør og hvorfor. 
”Vi vil gerne have de studerende til at reflektere på nye måder. De skal opleve på egen krop, hvad det vil sige at flytte borgere – men også opleve hvordan det er at være borgeren. De studerende fortæller, at det øger deres forståelse og empati for borgere, der er udfordret af fx vægt. Undervejs øver de aktivitets- og bevægelsesanalyse – ofte opstår der nye overvejelser undervejs. Hvordan skal vi tale sammen og med borgeren i situationen? Hvordan optræder man værdigt? Den kropslige læring understøtter erkendelserne,” fortæller Kirsten Merete Jessen, lektor på ergoterapeutuddannelsen.
I løbet af dagens kursus skal de studerende øve forskellige ’flytninger’– mellem hvert indslag er der debriefing og feedback. Hvad fungerede godt, hvad var svært, og kunne det gøres på en anden måde?

Modelfoto: Thomas Wass Evaldsen

I øjenhøjde med borgeren

Undervisningen foregår i Praksis- og Innovationshuset på Københavns Professionshøjskole, som blandt andet rummer en hospitalsstue med senge, livagtige fantomer og apparatur. I en anden seng på hospitalsstuen ligger en kvindelig studerende iført en ældredragt, der øger vægten med cirka 20 kilo og giver stive led og nedsat syns- og høreevne – hendes studiekammerater på ergoterapeutuddannelsen skal hjælpe hende op i sengen, så hun kan spise:
”De studerende oplever, at ældredragten giver nye indsigter i forhold til alderdom. Ikke kun kropsligt men også mentalt – hvad gør det ved mig, at jeg ikke kan høre og se? Pludselig kan de studerende bedre forstå den følelse af isolation, som kan opstå hos ældre medborgere, eller mennesker, der har en funktionsnedsættelse,” siger lektor Kirsten Merete Jessen. 

Overbevisende kulisse

Praksis- og Innovationshuset danner en overbevisende kulisse med state-of-the-art-udstyr og testmiljøer, der kan simulere patientforløb fra vugge til grav. Det er et tværprofessionelt hus, hvor flere faggrupper øver og træner færdigheder inden for deres fag. Fx rummer huset en fødestue med virtuelle virkemidler, en hospitalstue med mulighed for at filme scenarier med henblik på feedback samt en testlejlighed, hvor fremtidens sundhedspersonale kan simulere hverdagen for mennesker, der oplever at have et handicap. 
Der er udstyr til optagelse af simulerede samtaler, hvor ergoterapeutuddannelsen inddrager skuespillere til at spille borgere, mens de studerende skal være ergoterapeuter ansat i kommunen til at vurdere bevilling af blandt andet hjælpemidler.

Modelfoto: Thomas Wass Evaldsen

Kontakt

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Lektor på ergoterapeut-uddannelsen, Kirsten Merete Jessen, kjes@phmetropol.dk, Tlf.: 5138 0574
Pressekonsulent Marianne Meinke, mmei@ucc.dk, Tlf. 6045 6681