Genveje


Nyt talentprogram på læreruddannelsen vil styrke naturfagene i skolen

Flere ekstraordinært dygtige naturfagslærere i grundskolen. Det er målet med et nyt talentprogram på Københavns Professionshøjskole med opstart i efteråret 2018. Programmet er støttet af Novo Nordisk Fonden.

11. april 2018
Pressemeddelelse

Novo Nordisk Fonden har bevilget knap 28 mio. kr. over en femårig periode til Københavns Professionshøjskole, der dermed kan udbyde et nyt talentprogram, ’Copenhagen Honours College’, til 15 særligt talentfulde og motiverede naturfagslærerstuderende hvert år.

’Copenhagen Honours College’ er et ekstra uddannelsestilbud til de mest ambitiøse naturfagslærerstuderende, der dermed får mulighed for at tage et 2-årigt forløb svarende til et halvt års fuldtidsstudie (30 ECTS-point) ud over grunduddannelsen. Uddannelsen understøtter, at de studerende får et ekstra fagligt gear og styrker deres faglige selvsikkerhed. De studerende bliver trænet i at udvikle konkrete undervisningsforløb, og de får mulighed for at deltage i relevante forsknings- og udviklingsprojekter og for at fordybe sig i faglige og tværfaglige problemstillinger.

”Naturfagene i folkeskolen har brug for et løft. Derfor skal de dygtigste og mest motiverede naturfagsstuderende på læreruddannelsen udfordres yderligere. Det glæder mig derfor utrolig meget, at Novo Nordisk Fonden med bevillingen styrker vores muligheder for at uddanne naturfagslærere med særlige kompetencer og øge motivationen for naturfagene blandt elever i grundskolen,” siger Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole.

Nyt talentprogram

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind hilser talentprogrammet velkomment: ”Vi har brug for engagerede og begejstrede naturfagslærere, der kan give eleverne i folkeskolen lyst til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi. Derfor er det positivt, at det nye talentprogram giver naturfagslærerstuderende mulighed for at fordybe sig i feltet og samtidig deltage i forsknings- og udviklingsprojekter. Jeg er sikker på, at det vil gavne eleverne, at de får nogle dedikerede og kompetente naturfagslærere, og at talentprogrammet på sigt kan være med til at løfte naturfagene,” siger Søren Pind. Sidste år bevilgede Novo Nordisk Fonden 1 mio. kr. til et forprojekt på Københavns Professionshøjskole. Det afklarede, at der er behov og interesse for talentprogrammet blandt lærere, studerende og skoler. Forprojektet har desuden resulteret i en plan for design af talentprogrammet.

Dagnia Looms, Head of Strategic Awards i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Med bevillingen ønsker Novo Nordisk Fonden at bidrage til at skabe et uddannelsessystem i verdensklasse og gennem ambitiøse og inspirerende lærere at stimulere børn og unges kreativitet og viden inden for naturvidenskab og teknologi. Samtidig ønsker fonden at bidrage til, at der skabes ny viden om talentudvikling i Danmark og internationalt.”

For at opbygge viden om erfaringerne fra ’Copenhagen Honours College’ vil talentprogrammet blive fulgt af forskning. Bevillingen indeholder derfor støtte til to delprojekter, som bl.a. skal undersøge, hvordan naturfaglige kulturer på de deltagende skoler kan udvikle sig i interaktion med ’Copenhagen Honours College’.

Kontakt

Stefan Hermann, rektor, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26 13 73 97, sthe@phmetropol.dk
Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk