Genveje


Bliv pædagog. Det er et vidunderligt job

04.10.19
Kronik i Politiken
Maja Spuur Hansen, lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole

 Pædagogstuderende undervises i kreativ historiefortælling

Jeg har over sommeren fulgt debatten om pædagoguddannelsen. Den nye regering har ambitioner om at indføre minimumsnormeringer og er derfor interesseret i, at flere unge søger ind på pædagoguddannelsen.

Men flere unge søger ikke ind på pædagoguddannelsen.

Faktisk er der et faldende antal ansøgere til Danmarks største uddannelse i år, og på Københavns Professionshøjskole har vi ledige pladser til over 600 nye studerende.

Der bliver selvfølgelig spekuleret i årsagen til dette fald i ansøgere fra flere sider.

Er det fortællingerne fra en yderst presset hverdag i de pædagogiske daginstitutioner og de gruopvækkende skjulte optagelser? Er det fortællingerne om en pædagoguddannelse, der er sparet i knæ, hvor de studerende ikke får den undervisning og feedback, de ønsker og har behov for? Eller er det den yderst sejlivede fortælling (myte) om, ' at pædagog kan man altid blive'? En af de løsninger, der er blevet foreslået er, at vi skal ' tale' pædagoguddannelsen og pædagogfaget op. Men kan man det? Jeg er med på, at sprog er en magtfuld handling, og at vi ved at ændre den dominerende fortælling om pædagoguddannelsen og pædagogfaget også kan ændre vores dominerende opfattelse heraf.

Men det må også have hold i virkeligheden.

Pædagoger får ikke mere tid til at indgå i nærværende relationer med det enkelte barn, medmindre der kommer flere pædagoger og meget gerne mindre børnegrupper. Og studerende og undervisere på pædagoguddannelsen får ikke mere tid til undervisning og feedback, medmindre der kommer flere penge til pædagoguddannelsen. Sådan er fakta også.

MEN SOM tidligere pædagog og nuværende lektor ved pædagoguddannelsen vil jeg da gerne bidrage til den gode fortælling om pædagogfaget og pædagoguddannelsen.

For pædagoguddannelsen er en fantastisk uddannelse, som giver de studerende mulighed for at arbejde med mennesker i alle livets faser.

Mange pædagoger får arbejde i en af Danmarks mange daginstitutioner og har dermed størstedelen (97 procent) af vores samfunds børn i deres hænder. Det er et stort og betroet ansvar. Pædagoger har længe haft en vigtig plads i børns fritidsliv, hvor de inspirerer børn inden for kunstneriske, musiske, æstetiske og kropslige aktiviteter, og har nu også fået en vigtig rolle i den danske folkeskole, hvor de understøtter læring og trivsel i inkluderende og rummelige børnefællesskaber.

Og sidst, men ikke mindst så arbejder pædagoger med børn, unge og voksne, som er i en sårbar eller udsat position i vores samfund.

Pædagoger arbejder døgnet rundt, 365 dage om året, med at skabe et værdigt og værdifuldt liv for mennesker med handikap, misbrug, psykiatriske diagnoser og sociale problemer.

På pædagoguddannelsen er vi optaget af at udvikle den bedst mulige uddannelse for fremtidens pædagoger. Der er mange ting, vi godt kunne ønske os anderledes - mindre politisk indblanding og flere økonomiske ressourcer, der ikke er politisk øremærkede.

Men én ting kan jeg garantere. Det er en undervisergrupper, der er engagerede i at udvikle og udbyde en pædagoguddannelse, som de studerende ikke vil hjem fra. Vi drømmer om værksteder, der sprudler af fantasi og kreativ udfoldelse, om idrætshaller, hvor man leger og bevæger sig sammen, og om undervisningslokaler, hvor man diskuterer, reflekterer og samtaler med hinanden.

Vi drømmer om en pædagoguddannelse, der summer af liv, nysgerrighed og fordybelse, hvor studerende mødes med hinanden og deres undervisere - også efter kl. 14.00. Vi drømmer om en professionshøjskole, hvor højskole er lige så meget i fokus som profession. Pædagoguddannelsen har tradition for at være en dannelsesrejse, og det skal den fortsat være.

PÆDAGOGFAGET er en af de professioner, som ikke er i fare for at blive overtaget af robotter. For teknologi kan godt nok afhjælpe tunge løft, lette nogle arbejdsgange og dermed skabe bedre arbejdsmiljø på nogle områder, men teknologi og robotter kan ikke erstatte det menneskelige møde.

Det kan være svært helt præcist at defi-nere, hvad det er, pædagoger kan. Hvad der er det særegne pædagogiske, som adskiller sig fra det, andre professioner, der ligeledes arbejder med mennesker, kan.

Pædagogisk arbejde har sjældent et umiddelbart og synligt resultat. Og ofte vil frugten af pædagogers arbejde først vise sig mange år senere.

Desværre er det sådan i vores samfund, at det at arbejde med mennesker ikke er det, der anses for mest værdifuldt, og derfor modtager pædagoger hverken fortjenstmedaljer eller anden hæder fra samfundets institutioner. Pædagoger finder til gengæld ofte glæden og værdien i pædagogisk arbejde i de små øjeblikke, som de deler med de børn, unge eller voksne mennesker, som de er ansat til at være sammen med.

Nu har vi i den offentlige debat igennem det sidste år haft # Minimumsnormeringer og # Hvorerderenvoksen. For at sætte fokus på, hvorfor de kommende generationer af unge mennesker fortsat skal vælge Danmarks største uddannelse, pædagoguddannelsen, til, kommer her min egen historie, som passende kunne have hashtagget # Pædagogiskarbejdeerstortidesmåøjeblikke.

MIT FØRSTE pædagogiske arbejde var i Indien, hvor jeg var frivillig på et børnehjem. Her passede jeg børn, der var blevet forladt af deres forældre af mange forskellige årsager.

Mit arbejde på børnehjemmet bestod i at møde ind om morgenen og sætte mig ud på en stor tagterrasse, hvor jeg blev mødt af 30 børn i alderen 6 mdr. til 6 år.

Det eneste legetøj var en plastikvippe, som nogle adoptivforældre havde doneret.

Men det var ikke legetøj, de små børn længtes efter. De havde brug for nærhed.

Nogle af dem vidste det godt, og de opsøgte den så meget som overhovedet muligt.

Derfor gik min arbejdsdag ud på at sidde ned.

Jeg sad ned hele dagen, hver dag i tre måneder på en tagterrasse i Bombay omringet af 30 små børn, der havde brug for nærhed og omsorg.

Jeg havde et barn i hver arm, og hele vejen ned ad mine udstrakte ben havde jeg børn siddende. Og der var trængsel. Så nogle børn måtte sidde ved siden af og blot række en lille hånd ind mellem de andre børn, så den kunne ligge på mit lår.

Men der var også børn, som ikke turde denne nærhed. Jeg husker især en lille pige med de smukkeste øjne. Hendes øjne var altid slået ned. Og når jeg forsøgte at invitere hende til at sidde hos mig, gik hun væk. Jeg forsøgte at charmere mig ind på hende, alt hvad jeg kunne, men hvis jeg forsøgte at tage hendes hånd, kunne hun krølle den sammen på en særlig måde, så det blev helt tydeligt for mig, at jeg ikke skulle tage den.

Men jeg var tålmodig. Jeg kom hver dag og sad på taget og smilede imødekommende til hende, og en dag kom hun hen og satte sig.

Først yderligt, men dog i nærheden, sidenhen tættere på og til sidst på mit skød. Det var den største gave. At kigge hende i øjnene og se hende smile og kunne tage hendes hånd, uden at den blev fjernet. Men tiden gik, og jeg skulle hjem.

Hjem fra Indien for at gå på pædagogseminariet.

Da jeg forlod tagterrassen i Bombay, var min eneste trøst håbet om, at den tid, der havde været god, ikke kommer skidt tilbage. Men er det nu også rigtigt? Hun havde åbnet sig, havde turdet at tage min hånd og min invitation til omsorg og nærhed, og så forsvandt jeg.

DA JEG KOMhjem til Danmark, begyndte jeg at arbejde på et behandlingshjem for anbragte og omsorgssvigtede børn. Her var børn, der var blevet udsat for massivt fysisk og psykisk omsorgssvigt. De blev kaldt ' tidligt skadede børn'. Og de var vrede.

Men også sårbare. Og de havde brug for troværdige voksne. Voksne, der kunne rumme dem og deres adfærd, lige meget hvor voldsom og udadreagerende den blev.

Jeg var omgivet af dygtige og inspirerende pædagoger. Jeg begyndte at læse tilknytningsteori og miljøterapi for at forstå: Hvad var det, der havde fået disse børn til at gå sådan i stykker? De var gået i stykker følelsesmæssigt, og jeg ville så gerne være med til at hjælpe dem, så de kunne blive en lille smule mere hele. Så det ikke skulle gøre så ondt.

Særligt én dreng gjorde indtryk. Hvorfor var han der? Han var ikke lige så vred som de andre. Men han var svigtet. En mor, der ikke var der. Langsomt lærte jeg ham at kende.

Jeg interesserede mig for hans interesser.

Jeg lyttede, når han fortalte om sin optagethed af musik. Han var D. A. D.-fan.

En af de helt store. Han lod sit hår vokse langt, og han lærte sig selv at spille guitar.

Med tiden fik vi en troværdig relation.

Jeg blev en voksen, han kunne stole på.

En, der ikke svigtede. Eller gjorde jeg? Jeg var der jo ikke altid. Kun når jeg var på arbejde.

Når jeg var til supervision med psykologen, fik jeg at vide, at jeg ikke måtte tage mit arbejde med hjem. I overført betydning selvfølgelig.

Det måtte ikke fylde i mit hoved, når jeg havde fri. Men det gjorde det. Det fyldte.

Jeg tænkte på børnene, når jeg havde fri. På deres problemer og på, hvad jeg kunne gøre bedre og anderledes for at møde dem på en bedre måde. Så det ikke skulle være så hårdt. Deres liv.

UNDER MIN uddannelse var jeg i praktik som støttekontaktperson for mennesker med psykiatriske diagnoser. Jeg blev tilknyttet et ungt ægtepar på min egen alder, hvor manden var politisk flygtning fra Pakistan. Jeg kom i deres hjem, de lavede mad til mig, vi snakkede, og jeg støttede dem i diverse dagligdags gøremål.

Men når klokken var 15.00, så var min arbejdsdag slut, og jeg tog toget hjem.

Men deres liv var ikke slut kl. 15.00. Det var faktisk ofte der, at deres støttebehov var størst. Det blev mørkt, og de blev bange, og de blev uvenner. De mørke tanker trængte sig på, og de havde brug for at snakke. De havde fået mit telefonnummer.

Som en praktisk foranstaltning selvfølgelig.

Fordi de skulle kunne få fat i mig, hvis de af en eller anden årsag ikke kunne åbne døren, de dage, hvor jeg stod og ringede på. Hvor samtale i telefonen var det eneste, de magtede. Men de ringede selvfølgelig også, når det var aften og weekend.

Jeg fik at vide, at jeg skulle sætte grænser, at jeg skulle sige fra. Og det skulle jeg selvfølgelig også.

Men nogle gange var jeg også bare et menneske, som tog telefonen, fordi der var nogen i den anden ende, som havde brug for at snakke eller havde brug for hjælp til at lave en lagkage til sin kone på hendes fødselsdag. Og han var fra Pakistan og havde aldrig lavet en dansk lagkage.

Så han kom hjem til mig, og vi lavede sammen en lagkage, som han kunne køre hjem og overraske sin kone med. Var det professionelt? Eller var det personligt og måske endda en lille smule privat? IDAG underviser jeg selv på pædagoguddannelsen.

Når jeg spørger de studerende, hvorfor de gerne vil være pædagoger, så er det, fordi de gerne vil være der for nogle andre.

De vil gerne hjælpe, støtte og vejlede.

De vil indgå i relationer. Især vil de gerne indgå i relationer med udsatte og sårbare børn, unge og voksne. Og det er prisværdigt.

Det er ikke lønnen som færdiguddannet pædagog, der tiltrækker pædagogstuderende, det er relationerne til andre mennesker.

Jeg underviser de studerende i tilknytningsteori, i betydningen af relationer og omsorg.

Men først og fremmest forsøger jeg at lære de studerende, at pædagogisk arbejde med mennesker handler om at engagere sig. Om at udvikle dømmekraft. Om at kunne tage bestik af situationen og det helt konkrete menneske, du står over for.

At du kommer til at holde af små børn med smukke øjne og sarte sjæle.

At du 20 år senere stadig tænker på, hvordan det gik drengen, der lærte sig selv at spille guitar. At du håber og drømmer om, at han i dag lærer nogle andre at spille guitar. At du ønsker, at der er kommet mere lys i livet for et ægtepar, hvis liv var plaget af mørke.

Relationerne handlede ikke om mig og mine behov, men de var vigtige for mig.

Pædagogisk arbejde er stort i de små øjeblikke.

Pædagoger arbejder døgnet rundt, 365 dage om året, med at skabe et værdigt og værdifuldt liv for mennesker med handikap, misbrug, psykiatriske diagnoser og sociale problemer.