Genveje


Giv plads: Familier og børn er lige så forskellige som biler på vejen

28.08.19
Debatindlæg i Politiken
Anja Marschall og Sine Grumløse
Lektorer på Københavns Professionshøjskole

Så er vi i gang igen. Ferien er ovre, og familiens badetøj pakket væk.

Denne gang lover forældre atter en gang sig selv og hinanden, at der skal være mere ro på i hverdagen. De vil sætte hamsterhjulet ned i gear og ikke have så travlt.

Denne gang skal det lykkes at nyde hinanden, få plads og tid til nærvær. Børnene skal have det godt. Forældrene lover, at de vil stramme sig an – gøre sig mere umage og inddrage børnene mere i hverdagen – være bedre til at lytte til dem.

Men kan man overhovedet være den slags forældre, som man gerne vil, når hverdagen først buldrer derudad?

I daginstitutioner og skoler forventes forældre i dag at spille en aktiv rolle, der understøtter pædagoger og læreres arbejde. Faktisk langt mere end tidligere. Som forælder spændes man af og til ret massivt for og ofte inden for ganske snævre forståelser af, hvad der er et godt hverdagsliv, og hvad man bør gøre med og for sine børn.

Ligesom vejens biler har forskellige farver og flere eller færre hestekræfter, er familier og børn også forskellige.

gge en hverdag med mindre fart og mere nærvær, skal det understøttes politisk

Et godt vejnet har baner, hvor der er plads til alle. Den hurtige bilist lægger sig i ydersporet, og den gamle spand med trailer lægger sig naturligt længst til højre. Men de er der. Man skal være en ret særlig bil for ikke at måtte køre på vejnettet i Danmark.

Er det langt ude at sammenligne børn og familier med biler? Måske, men billedet vil vi holde fast i lidt endnu.

Igennem de seneste 25 år har danske politikere været optaget af, at få børnene til at 'køre hurtigere' og komme længere –først og fremmest i uddannelsessystemet. Affødt af en international bekymring for, at befolkningen ikke var dygtig nok, skulle læringen boostes.

Den skulle være livslang med start allerede fra fødslen. Den skulle være standardiseret og ensartet. Den skulle gå på tværs af samfundets institutioner og familierne.

Den skulle dokumenteres, måles og vejes. Der skulle med andre ord være evidens for, at alt, hvad børn blev mødt med i deres institutioner og skoler, også gjorde dem bedre, hurtigere og dygtigere.

Børnepolitikken har siden da haft fokus på 'at tune' børnene. Det har ændret særligt pædagoger og læreres arbejde med børnene, men også forventningerne til forældrene og deres mulighed for at lykkes som forældre er forandret.

Forældre og forældreskab vurderes og måles i dag i lyset af, hvordan børnene klarer sig eller forventes at klare sig.

Når man forstår barndommen og forældreskabet som livsforløb, der skal gøres på særlige måder og inden for ganske snævre rammer, er der stor sandsynlighed for, at en del ser sig slået på målstregen.

Selv om man som forældre netop har besluttet sig for at lægge sig i inderbanen, tvinges man hurtigt ud i overhalingsbanen med speederen i bund.

Man er nødt til accelerere for at sikre, at børnene kan følge med. Forældre er nødt til støtte op om alskens tiltag, som skal sikre deres børns velbefindende.

Man anspores til at lave pædagogiske hjemmeaktiviteter med sine vuggestuebørn, uanset hvad man i øvrigt tænker herom. Man skal deltage i spise-, hygge-, og trivselsaktiviteter i skolen. Ellers kan det nemlig gå galt – helt galt. Og så vil det være forældrenes skyld.

Tænk, hvis de kunne have gjort mere. Forældredeterminismen hviler som et tungt ansvar på forældrenes skuldre, for ligesom børnene kan de jo altid gøre det lidt bedre, være lidt mere sammen med deres børn, stille lidt flere krav, sikre, at hverdagssituationer også bliver læringssituationer, som fostrer robuste, selvstændige og empatiske børn, der kun har få vanskeligheder.

Skal forældre have mulighed for at tilrettelægge en hverdag med mindre fart og mere nærvær, skal det understøttes politisk.

Børns liv er en fælles sag, og meget går på tværs. Selvfølgelig skal forældre, lærere og pædagoger samarbejde om barnets bedste, men det må ske på fælles præmisser, hvor forældrene ikke tvinges ind i alverdens aktiviteter.

Børneliv handler om så meget mere og andet end at blive hurtigere og bedre. Det handler om at opleve verden, være sammen med familien, sine jævnaldrende og venner. Og det handler om, at børnene er omgivet af engagerede voksne, der har tid til at høre, hvad børnene er optaget af, og hvad de bøvler med.

I stedet for at fortsætte med at implementere alverdens optimeringstiltag må man fra politisk hold undersøge, hvordan barndommens 'vejnet' kan udvides, så der er flere acceptable måder at være barn på og dermed også flere måder at lykkes i sit forældreskab på. Flere måder at gøre barndom og børneliv til en fælles sag på.