Genveje


Vi har en fattig forståelse af børns trivsel i Danmark

15.07.19
Debatindlæg i Politiken
Sine Grumløse, Anja Marschall, Christina Munck, Signe Hvid Thingstrup, Sussie Kiilerich Bonde, Elisabeth Folker, Anne Leick Jepsen, Unni Lind, Johanne Marie Kirkeby
Lektorer på Københavns Professionshøjskole

Børn skal lege 'farlige' lege 

Børn, der skraldgriner, fordi en af dem falder for sjov i legepladsens bagerste ende. Børn med et glimt i øjet, når de får øje på bedstevennen i børnehaven.

Børn med fryd i stemmen, der fortæller om slimede snegle i haven. Vi har alle en fornemmelse af, hvordan trivsel hos børn kan se ud.

Det er dog langtfra den erfaring, pædagoger bliver bedt om at trække på, når de skal vurdere børns trivsel og kategorisere dem som røde, gule eller grønne.

Vi mener, at arbejdet med trivsel i højere grad bør foregå i børnehøjde, end tilfældet er i dag.

Går vi blot hundrede år tilbage, talte man ikke om trivsel, men eksempelvis om, hvorvidt børn var ' i vel'. Et barn i vel var et barn, der ikke var i risiko for at blive »åndeligt fattigt« eller »sædeligt fordærvet«. To ting, børn helst ikke skulle være. I 1890' erne havde Kommissionen angaaende Statstilsyn med Børneopdragelsen været på hårdt arbejde, fordi: »Ingen kan være blind for, at der ogsaa uden for de forbryderske Børns Kreds findes mangfoldige Børn, som leve og opvokse under saa elendige og fordærvede Forhold, at det med overvejende Sandsynlighed maa befrygtes, at de ville hjemfalde til sædelig Fordærvelse, om de ikke allerede ere det«. Og i 1905 cementerede lov om behandling af forbryderske og forsømte børn og unge personer behovet for en politik, der kunne sikre, at man fandt frem til de børn, der var i fare for at gå i fordærv enten på grund af dårlig opførsel eller ringe livsbetingelser.

Dengang var børnepolitikken optaget af, hvem der bar skylden for barnets ' tilstand'. Skyldige børn krævede bedre opdragelse, og ikkeskyldige børn måtte have nye hjem. I dag taler man fra politisk hold anderledes om børn og problemer, men forståelsen af, at mennesker kan undgå problemer senere i livet, hvis blot man gør ' det rigtige' med dem i barndommen, består fortsat.

Men hvad er trivsel egentlig? Vi taler ikke længere om børn, der er sædeligt fordærvede.

Sproget er blevet et andet.

I dag diskuterer vi, hvorvidt børn er i trivsel eller ej.

Der er i disse år et stigende politisk fokus på trivsel som noget, der skal arbejdes systematisk med i eksempelvis daginstitutionerne.

I 2007 blev trivsel skrevet frem som en central ambition i dagtilbudsloven på linje med læring og udvikling.

I mange af landets kommuner udarbejdes jævnligt trivselsvurderinger, hvor børns individuelle trivsel vurderes og kategoriseres.

I den politiske forståelse af trivsel er der en tæt kobling mellem det ' at kunne' og det ' at trives', når der i dagtilbudsloven formuleres en klar sammenhæng mellem læring, trivsel og udvikling.

Lovgivningen bygger på traditionelle udviklingspsykologiske figurer, hvor børns udvikling forstås som et lineært forløb, og hvor man kan være forud eller bagud i forhold til den normale udvikling. Trivsel bliver forstået som en ' driver', der kan justeres og derved optimere barnet.

Problemet er, at trivsel ikke kan forstås gennem skematiske refleksioner over det enkelte barns udviklings-eller læringsniveau, men må ses i sammenhæng med børns hele liv og børns muligheder for at deltage i hverdagens fællesskaber, blive set, hørt, anerkendt og forstået. Derfor må trivsel ikke betragtes som et middel til noget andet, men som et mål i sig selv.

UNDERSØGER vi, hvordan trivsel ser ud i børnehøjde, finder vi, at børnene har en stor del af deres opmærksomhed rettet mod hinanden.

Vi ser, at de rækker ud efter hinanden med deres kroppe og blikke, udveksler legetøj og sammen indgår i fællesskabende processer. Børn afprøver måder at være sammen på og lærer om, hvad det vil sige at indgå i sociale relationer også, når de ' bare' er sammen.

Disse fælles aktiviteter er nært forbundet med de voksnes aktiviteter i hverdagen - i og uden for daginstitutionen - og det er i disse stunder, at både det enkelte barn og børnegruppens trivsel næres.

Vil man politisk understøtte det pædagogiske arbejde med børns trivsel, skal man sikre, at pædagogerne har tid til at beskæftige sig med disse mange forhold og sammenhænge frem for at vurdere børnene ud fra præfabrikerede skemaer, der fortæller mere om nutidens samfund og det, ' vi frygter' - eksempelvis ' utryg tilknytning' og ' uforudsigelighed' - end om, hvordan børnene har det.

Den aktuelle politiske rammesætning af det professionelle arbejde med børns trivsel er en hæmsko for det pædagogiske trivselsarbejde.

Dygtige pædagoger arbejder med det, der betyder noget for børnene og med de komplekse forhold, der udgør barnets hverdagsliv.

Det er en fattig forståelse af trivsel, når vi udelukkende de-finerer børn, der trives, som nogle, der mestrer noget på et bestemt tidspunkt eller udtrykker sig på særlige måder.

Lad os derfor gentænke, hvordan vi kan understøtte, at børnene har det godt.

Vi kan meget vel begynde med at give plads til, at pædagogerne kan gå undrende og undersøgende til trivselsarbejdet frem for at bede dem udfylde skemaer, skravere modeller og kategorisere børnene i farver.

Den aktuelle politiske rammesætning af det professionelle arbejde med børns trivsel er en hæmsko for det pædagogiske trivselsarbejde.