Vi har brug for uafhængig viden til at kvalificere vores beslutninger om videregående uddannelse
Debatindlæg i Dagbladet Information den 25. september 2024 af Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole, Kristian Lauta, prorektor på Københavns Universitet, Steen Enemark Kildesgaard, rektor på Københavns Erhvervsakademi og Ole Gram-Olesen, rektor på Copenhagen Business Academy.
25. september 2024
Sproget er en kilde til misforståelser. Sådan siger ræven i klassikeren Den Lille Prins og foreslår, at de to er tavse sammen, indtil de har lært hinanden godt at kende og kan lytte efter intentionen i det sagte.
Det er en god leveregel, som vi efter bedste evne forsøger at efterleve. Af og til har misforståelser i politik dog en karakter, hvor tavshed ikke duer. Sådan har vi det med beslutningen om at fjerne de uafhængige analyser på uddannelsesområdet. Uafhængig viden om de videregående uddannelser skabes i dag i Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) men det arbejdsområde vil blive fuldstændig fjernet, hvis finanslovsforslaget vedtages.
Hele præmissen for forslaget er en grundlæggende misforståelse. For besparelsen er en del af de planlagte besparelser på statslig administration. Der skal fjernes 1.000 årsværk, og det har helt givet ikke været en let opgave at fordele dem. Det anerkender vi til fulde. Ikke desto mindre undres vi over, at listen over besparelser indeholder de 6,5 millioner kroner til EVA målrettet det videregående uddannelsesområde til praksisnære projekter, analyser og udvikling af redskaber.
Uafhængig viden er normalt et adelsmærke for os i Danmark. Vi bryster os af at have uafhængige institutioner, der kan kvalificere, nuancere og også af og til kritisere vores praksis. På det videregående uddannelsesområde er det særligt vigtigt i denne tid med store reformer på vej.
EVA har i 25 år produceret viden om videregående uddannelser, om sammenhænge til ungdomsuddannelser og om tværgående forhold som trivselsudfordringer og særlig pædagogisk støtte til studerende. Tag nu for eksempel det igangværende projekt, hvor EVA kortlægger, hvorfor studerende på meritpædagoguddannelsen har valgt at blive meritpædagoger. Den viden har vi brug for i en tid med stor pædagogmangel.
Vi kunne også nævne den dybdegående undersøgelse på tværs af uddannelser af de studerendes og underviseres oplevelse af særlig pædagogisk støtte (SPS) til studerende med psykiske funktionsnedsættelser.
Vi nærer ingen illusioner om, at den ’retfærdige’ eller smertefrie fordeling af store besparelser findes. Men de varslede besparelser på EVA er en forkert vej at gå.