Socialrådgivere mister kontakt til udsatte børn og unge under coronakrisen
Ny undersøgelse viser, at socialrådgiverne har svært ved at få direkte kontakt med udsatte børn og unge under coronakrisen. Mange forældre reagerer ikke på socialrådgivernes henvendelser
20. november 2020
Coronakrisen har gjort det fysiske møde mellem socialrådgivere og borgere meget begrænset, og det går især ud over udsatte børn og unge. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Professionshøjskole.
55 procent af socialrådgiverne svarer i undersøgelsen, at de har haft mindre kontakt med udsatte børn og unge under coronakrisen end tidligere, mens 33 procent svarer, at de har den samme grad af kontakt.
Mens det kniber med kontakten til børnene, så er der ikke de tilsvarende problemer med kontakten til deres forældre. I den samme undersøgelse svarer 26 procent af socialrådgiverne, at de har mindre kontakt til forældrene. 44 procent har den samme grad af kontakt, mens 28 procent faktisk har fået mere kontakt.
“Flere af socialrådgiverne svarer i undersøgelsen, at en del forældre slet ikke reagerer på henvendelser – hverken på telefon, brev eller mail – når socialrådgiverne forsøger at få kontakt. Det ser selvfølgelig dybt bekymrende, da socialrådgiverne har brug for at tale med dem om deres situation og mulighed for at støtte børnene i en tid, hvor de er isoleret i hjemmet “, siger docent Frank Ebsen fra socialrådgiveruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.
Den manglende kontakt til udsatte børn og unge forventes at føre til endnu flere sager, når nedlukningen er slut. Således svarer 48 procent af socialrådgiverne i undersøgelsen, at de regner med flere sager som følge af flere underretninger. Nogle af fritekstbesvarelserne fra socialrådgiverne i undersøgelsen lyder således:
“Jeg har set tilbagefald hos mange unge mennesker, da de har mistet deres skole eller praktikplads samt daglig kontakt til voksne, som ikke er en del af deres familie. Hjemmeundervisning og telefon opfølgning har ikke virket for de svageste og mest udsætte af vores borgere”
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer flere sager. Dels har de familier, jeg arbejder med, fået det væsentlig dårligere i denne periode, og det viser sig meget tydeligt på nuværende tidspunkt. Jeg oplever børn og unge og forældre, der nu reagerer voldsomt på krisen”
Kommunerne har dog ifølge socialrådgiverne generelt ageret hurtigt og hensigtsmæssigt, og nye kommunikationsteknologier er taget i brug bl.a. til at træffe beslutninger om tvangsanbringelser.
Ifølge docent Frank Ebsen og lektor Mimi Petersen fra socialrådgiveruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole bør det nu undersøges nærmere, hvad teknologierne betyder for kontakten med børn og unge og ikke mindst for retssikkerheden, når de mest alvorlige beslutninger skal træffes
”Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan Covid19-perioden har påvirket udsatte børn og unges trivsel og skolegang. Det er jo ikke utænkeligt, at vi kan komme ud for endnu en nedlukning i fremtiden, så vi skal lære af erfaringerne og forbedre indsatsen”, siger Mimi Petersen.
For yderligere oplysninger:
Frank Ebsen, docent ved Socialrådgiveruddannelsen, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 26 06
Mimi Petersen, lektor, ph.d. ved Socialrådgiveruddannelsen, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 26 44
Michael Duus Andersen, pressechef ved Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83
Spørgeskemaundersøgelsen blev udformet i april 2020 i samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole og Dansk Socialrådgiverforening – og gennemført i perioden fra den 15. maj til 15. juni.
Resultatet af undersøgelsen bliver præsenteret på et webinar den 3. december 2020. Webinaret er arrangeret af det ”Nordisk netværk for børns ret til involvering i socialt og pædagogisk arbejde”. Der deltager forskere fra Finland, Sverige og Norge, som har undersøgt den sociale indsats samt børn og unge under Coronakrisen. Webinaret er åbent for alle.