Gå til indhold
Foto af de tre fagpersoner, som nævnes i artiklen

Skriv med respekt for barnet

Bliv bedre til at skrive sagsakter, så børn og unge kan genkende sig selv og forstå det skrevne, når de partshøres eller søger aktindsigt.

Flere og flere nuværende og tidligere anbragte børn og unge søger kommunen om at få adgang til dokumenterne i deres sag. Som børne- og ungerådgiver, pædagog eller lærer skal du derfor regne med, at børn, du skriver om, på et tidspunkt kommer til at læse det, du skriver. Og du skal vide, at det har stor betydning, hvordan og hvad, du skriver.

Lektor Mette Larsen, lektor Idamarie Leth Svendsen og adjunkt Bettina Bruun Andersen fra Københavns Professionshøjskole formidler i bogen ”Med barnet på skulderen” ni skriftlighedsprincipper, som understøtter en ny og mere børnevenlig skriftlighedspraksis.

Bogen er blevet til gennem samtaler med tidligere anbragte unge, som har oplevet at læse deres sagsakter og mærke, hvad det gør ved deres syn på sig selv, deres relationer, handlemuligheder og fremtidsmuligheder, og i dialog med medarbejdere fra myndigheds- og udførersiden i fire kommuner.

Her får du fire af principperne fra bogen i kort form, så du allerede i dag kan udvikle videre på din praksis.

  1. Tydeliggør formålet og skriv kort

    Fagprofessionelle omkring et anbragt barn har journal- og notatpligt. I praksis bliver der ofte ikke talt så meget om, hvorfor man dokumenterer i forskellige situationer. Det kan gøre det meget svært for et barn at gennemskue, hvor en tekst stammer fra, og hvad der er formålet med den.

    Det bør tydeligt fremgå af de notater, du laver, hvad det skriftlige skal bruges til, og hvem der skal læse det. Når man er klar over formålet, skriver man typisk kortere og mere præcist. Du sparer dermed også tid – og barnet sparer tid, når han/hun skal læse det.

    Hvis man som fagperson noterer mere bredt om barnet fx i dagbogsnotater fra et bosted, kan barnet nemt blive ramt og tænke over, hvorfor alt muligt tilsyneladende tilfældigt bliver beskrevet og vurderet af andre. Som fagperson kan du måske have en fornemmelse af, at noget kan være vigtigt på sigt, uden at du på nuværende tidspunkt helt kan præcisere det. Men så skriv det, så der er åbenhed og transparens for barnet.

  2. Inddrag barnet i dokumentationen

    Når du skriver om et barn, så inddrag barnet direkte ved at lade ham/hende læse og kommentere det, du skriver. Ved at have en dialog med barnet om det skrevne, bliver du mere sikker på, at du har forstået barnets adfærd og formidler den på en måde, som giver mening for barnet.

    I dialogen får barnet mulighed for at forklare situationer, du beskriver, og at korrigere eventuelle misforståelser, så de ikke kommer til at forfølge barnet i lang tid frem gennem skriftlige dokumenter. Brug gerne citater fra barnet, men vælg citaterne med stor omhu.

    Det er ikke et mål, at barnet skal være enig i det, du skriver, men at barnet forstår, hvorfor du skriver det, og at barnet kan genkende sig selv og det, der er sket. Hvis du selv har en anden udlægning af tingene, så kan du skriftligt tydeliggøre dette.

    Når man skriver til fx Børne- og Ungeudvalget i en kommune, fordi udvalget skal behandle en sag om anbringelse, skriver mange børne- og ungerådgivere et barns udfordringer tydeligt frem og på en måske lidt kategorisk måde, fordi børne- og ungerådgiveren vil sikre sig, at det bliver klart for alle, at dette barn har brug for hjælp. Ved at inddrage barnet i det skriftlige, bliver det muligt at forklare barnet, hvorfor tingene formuleres, som de gør.

  3. Skriv respektfuldt

    Der er stor forskel på, om man skriver ”Sofie er udadreagerende”, eller ”det er min vurdering, at Sofie er udadreagerende. ”Magnus er vanskelig” eller ”Magnus har store vanskeligheder”. Beskrivelsen af barnet kan sagtens stå skarpt alligevel. Og for børnene har det stor betydning for deres syn på sig selv og deres fremtidsmuligheder, om de defineres som nogen, der er på en bestemt, negativ måde.

    Ved at skrive ”det er min vurdering…”, bliver det tydeligt, at det er én persons (faglige) mening, og ikke en eviggyldig sandhed om barnet. At man har vanskeligheder signalerer, at det ikke er en integreret del af ens person, men en tilstand eller et problem, der kan ændre sig.

  4. Vær opmærksom på forskellen mellem observationer og vurderinger

    Hvis du skriver om noget problematisk, du har observeret omkring et barn, og du inde i teksten kommer med vurderinger af det, du har observeret, bliver teksten uklar. Dels bliver det helt faktuelt svært at adskille tingene, og dels kan det opleves meget ubehageligt for et barn, hvis der inde i observationen gemmer sig vurderinger af, at skribenten fx vurderer noget negativt. Begge dele skal med, men de skal stå hver for sig.

    Ofte skriver man i en skabelon, og nogle skabeloner har et samlet felt til ”observation og vurdering”. Er det tilfældet, bør du tale med din leder om, hvilke muligheder I har for at ændre i skabelonen i jeres organisation. I de nyeste skabeloner fra Social- og Boligstyrelsen er observation og vurdering adskilt, så dem kan du med fordel bruge.

Vil du vide mere?

Københavns Professionshøjskole udbyder moduler, som klæder dig bedre på til det skriftlige arbejde i sagsbehandlingen og kvalificerer dig til at tage endnu mere udgangspunkt i barnets og den unges perspektiv.

Kontakt

Mette Larsen

Lektor

+45 26 11 32 08

Idamarie Leth Svendsen

Lektor

+45 51 63 26 15

Bettina Bruun Andersen

Adjunkt

+45 30 34 52 91

Tekst: Helle Bo Henriksen