Gå til indhold
Undervisningsminister Mattias Tesfaye ved åbningskonferencen for Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)

Minister har store forventninger til nyt videnscenter

Undervisningsminister Mattias Tesfaye har forhåbning om, at det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse kommer til at spille en vigtig rolle i at gøre børn til aktive deltagere – frem for forbrugere – når det handler om nye teknologier

Da undervisningsminister Mattias Tesfaye mandag var med til at åbne det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse, så trak han et krøllet stykke papir frem fra sin inderlomme. Det var ikke talen – men derimod folkeskolens formålsparagraf, som ministeren efter eget udsagn altid bærer rundt på.

”Skolens fornemmeste opgave er at forberede eleverne til at kunne deltage i vores samfund. Eleverne skal altså ikke bare lytte, men også påvirke samfundet. Det gælder også, når det handler om ny teknologi. Eleverne skal ikke bare være forbrugere. De skal forstå og påvirke teknologierne”.

“Derfor håber jeg, at det nye videnscenter kan hjælpe den danske folkeskole. Både med at få teknologi ind i skolen som et valgfag, men også selve teknologiforståelsen ind som et begreb og undervisningsområde, hvor børnene kan blive deltagere i det samfund, som de lever i”, sagde Mattias Tesfaye ved åbningskonferencen på Campus Carlsberg, Københavns Professionshøjskole.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye ved åbningskonferencen for Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)
Undervisningsminister Mattias Tesfaye ved åbningskonferencen for Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)

Det nye videncenter er et samarbejde mellem alle professionshøjskoler og to universiteter i Danmark, hvor Københavns Professionshøjskole og Aarhus Universitet er såkaldte værtsorganisationer på vegne af deres respektive sektorer.

Ifølge Mattias Tesfaye så er det helt naturligt, at den danske folkeskole er blevet så digitaliseret. Det har nemlig været et politisk ønske, og den dag i dag har Danmarks et af verdens mest digitaliserede skolesystemer. Men det har så også betydet, at børnene ofte læser Brødrene Løvehjerte ved at bladre på en skærm frem for at bladre i en fysisk bog.

”Alt er ikke ad helvede til, men det er der noget, der er. Det er vigtigt at kunne skelne mellem skidt og kanel. Derfor er det vigtigt, at der kommer nogen med en særlig faglig indsigt og hjælper skolerne med at få kvalificeret, hvornår teknologierne er pædagogisk begrundet. Hvornår bliver undervisningsforløbet mere spændende og levende med digital teknologi, og hvornår er det bare er et åndsvagt benspænd, som vi laver for os selv”.

“Det er lidt meget at bede lærerne om at navigere i – i en travl hverdag, så det håber jeg, at det nye videncenter kan være med til at kvalificere, så vi ikke ender med en binær tænd-sluk-model”, lød ministeren slutreplik.

Jakob Harder, KP-dekan og formand for det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)
Jakob Harder, KP-dekan og formand for det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)

Blandt de øvrige talere var KP-dekan og formand for videnscentret Jakob Harder. Han hæftede sig bl.a. ved, at det nye Videncenter for Digital Teknologiforståelse er blevet endnu mere aktuelt set i lyset af regeringens nye folkeskoleudspil, der for første gang sætter et politisk mål om, at alle børn- og unge skal møde teknologiforståelse i folkeskolen.

”Det er ikke lige meget, hvordan teknologiforståelse indarbejdes i folkeskolen, hvis vi vil være sikre på at få alle med. Her håber jeg, at politikerne vil lytte til de erfaringer og den forskning, som videnscenteret samler”.

”Så selvfølgelig skal centeret hjælpe og understøtte børn og lærere i folkeskolen, men det kommer også til at levere vigtig viden til politikerne, når de skal træffe beslutninger om teknologiforståelse i vores uddannelsessystem”, forklarer Jakob Harder.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye og vicecenterleder Lars Bo Andersen fra det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse
Undervisningsminister Mattias Tesfaye og vicecenterleder Lars Bo Andersen fra det nye Videnscenter for Digital Teknologiforståelse (Foto: Asger Hunov)

Docent Lars Bo Andersen fra KP’s læreruddannelse er vicecenterleder på det nye videnscenter. Han fortalte, at et børneliv i dag også er et dataliv – uanset hvordan man vender og drejer det.

”Det er for simpelt at gøre det til en snak om at tænde eller slukke skærmene. Børnene lever i dag et liv, der i høj grad er formet af algoritmer. Både i skolen og i deres fritidsliv. Deres digitale liv er med til at skabe deres identitet. Så vi skal uddanne til det børne- og ungeliv, som er der lige nu. Børnene skal forstå, hvad en cookie er, og hvordan algoritmer fungerer”.

De øvrige talere ved åbningskonferencen var bl.a. centerleder Ole Sejer Iversen fra Aarhus Universitet, bestyrelsesmedlem Magnus Herman fra Danske Skoleelever og formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Asger Kjær Sørensen.

Jakob Harder

Dekan

+45 21 73 18 19

Lars Bo Andersen

Docent

+45 41 89 75 74

Michael Duus Andersen

Pressechef

+45 23 44 53 83