Fra ”mine elever” til fælles ansvar

Inden projektet om udvikling af professionelle læringsfællesskaber på Dyvekeskolen tog sin begyndelse i 2022, mærkede lærere, pædagoger og ledelsen på skolen et voksende pres i hverdagen. Elevgruppen stillede nye og flere komplekse krav, og mange lærere og pædagoger oplevede, at de manglede de nødvendige redskaber til at løfte opgaven fuldt ud. Det stod klart for skolens ansatte, at ingen kunne klare udfordringerne alene bag klasselokalets fire vægge.

Der spirede derfor en erkendelse frem: Der måtte findes en ny måde at gøre tingene på. Et stærkere teamsamarbejde, hvor den enkelte ikke stod alene, men blev bakket op af kolleger, når undervisningen blev krævende, eller når de uundgåelige svære situationer dukkede op i løbet af skoledagen. Mindre fokus på ”mine timer, mine elever” – og mere fokus på, at hele årgangsteamet deler ansvaret for, at alle elever lykkes.

Med den tanke som afsæt blev skolens udviklingsprojekt sat i søen, og arbejdet med at etablere professionelle læringsfællesskaber tog form. En tilgang og en tænkning, der hjælper lærere og pædagoger med at udvikle og tilpasse undervisningsforløb og pædagogikker til gavn for elevernes trivsel og læring.

Det betød, at skolen måtte se nærmere på de rammer og strukturer, som både ansatte og teams arbejdede indenfor. For noget nyt måtte på banen.

”Tidligere havde vi teammøder efter behov. Det var meget forskelligt, hvor stort et behov der var for at holde møder. Så der var ikke en struktur. Det var op til den kollega, som du samarbejdede med, og det enkelte team. I dag er møderne sat ind i kalenderen, som faste møder hver anden mandag. Nu er alle med. Alle møder op til møderne”, fortæller Rikke Jensen, teamkoordinator og lærer på Dyvekeskolen.

”Ej, skal jeg nu brug en masse timer på møder?”

Møder. Bare ordet kan få mange lærere til at sukke dybt. For hvad skal man dog med endnu et punkt på kalenderen, når forberedelse, undervisning og kontakt til eleverne allerede fylder dagen til bristepunktet? Tankerne melder sig hurtigt: Kan jeg ikke bare få lov at undervise – det er jo derfor, jeg er her?

Sådan havde Rikke Jensen det også i begyndelsen. Men hendes syn på møder ændrede sig med tiden.

”Da vi begyndte, var jeg nok ret negativ over for projektet. Skal jeg nu til at bruge en masse timer på de her møder. Jeg tænkte, at jeg egentlig bare gerne ville være lærer, og så gider jeg ikke at forholde mig til alle de her andre ting. Men jeg vil sige, at i dag er vi alle sammen meget glade for, at vi har været igennem det. For det har virkelig været godt for teamsamarbejdet. Generelt hører jeg, at den her måde at gøre det på har været godt for os som teams”, Fortæller hun.

”I dag er vi der mere for hinanden”

Godt nok var Rikke Jensen skeptisk over for arbejdet med professionelle læringsfællesskaber, men med tiden kunne hun se de fordele, der fulgte med den mere strukturerede og udviklende måde at holde teammøder på. For det nye og tættere samarbejde mellem lærerne og pædagogerne – og aftalerne, der blev indgået i teamet – kunne mærkes helt ude i klasselokalerne og på gangene.

”Vi oplever i dag, at der er en større støtte til den enkelte lærer og mellem os i teamet for 2. klasserne. Vi er mere opmærksomme på hinanden. Den nye mødeform har været et godt redskab til at skabe den bevidsthed og forståelse. For jo bedre vi kender hinanden i teamet og hinandens børn. Jo bedre vi er til at snakke sammen om de muligheder, vi har i teamet. Desto nemmere er det at finde frem til en fælles holdning om, hvordan vi skal være over for eleverne. Hvordan vi kan samarbejde i løbet af skoledagen om at forbedre deres læring og trivsel,” forklarer hun.

Professionelle læringsfællesskaber har givet lærerne et nyt erfarings- og evalueringsrum, hvor de aftaler nye initiativer, som skal hjælpe eleverne med fx deres faglige udfordringer. De aftalte initiativer bliver afprøvet i praksis for derefter at evaluere dem på det næste teammøde.

Hvor skal vi skrue op for ideen? Hvor skal vi skrue ned? Eller skal vi helt lade være? Det er en fremgangsmåde og en mødeform, der betyder, at den enkelte lærer på Dyvekeskolen ikke længere føler, at han eller hun står alene med de udfordringer, der må komme i undervisningen.

”Er der en situation med et uroligt barn, som har svært ved at høre efter, så bruger vi hinanden mere i dag – fx ved at en kollega siger, at ’nu kommer du lige med ind til os og laver dine lektier i 2.v’. Ikke fordi det skal være en straf, men mere at ’der er der ikke de samme børn, og der kan du få mere ro’. I vores team finder vi frem til ideer og løsninger, der kan være en hjælp i vores praksis. Vi prøver initiativer af, der kan hjælpe eleverne. Fx planlægger vi, at børnene skal lege på tværs af klasserne, så de bedre kan finde nye legekammerater,” afslutter Rikke Jensen.