Mindre fokus på ’min undervisning, mine elever’

Tekst: Peter Holm Andersen, nyhedsbrevsredaktør på videreuddannelsesområdets nyhedsbrev, Københavns Professionshøjskole.

På Dyvekeskolen har lærere, pædagoger og ledelsen samarbejdet med KP om at udvikle og etablere professionelle læringsfællesskaber som en fast praksisform. Det er en tilgang og en tænkning, der hjælper lærere og pædagoger med at udvikle og tilpasse undervisningsforløb og pædagogikker til gavn for elevernes trivsel og læring.

Et fælles ansvar for, at eleverne lykkes

Inden udviklingsprojektet gik i gang i 2022, oplevede flere af de ansatte på skolen, at de manglede redskaber til at håndtere de forskellige opgaver, som skolens elevgrundlag medførte. Der var blandt lærerne og pædagogerne en enighed om, at den enkelte lærer ikke kunne løse udfordringerne på egen hånd i hver deres klasseværelse.

Der var populært sagt brug for ’en anden måde at gøre tingene på’– et stærkere teamsamarbejde, som støttede op om den enkeltes undervisning og de svære situationer, som kunne opstå i løbet af skoledagen. Mindre fokus på ’mine undervisning, mine elever’ og mere fokus på, at alle lærere i årgangsteamet har et ansvar for, at deres elever lykkes.

Ved at etablere professionelle læringsfællesskaber som en praksisform i teamsamarbejdet fik de ansatte en mere struktureret og konsekvent mødeform, der gav dem tid til at koordinere og drøfte den faglige udvikling hos eleverne, og hvad der skal til for at fremme trivslen på årgangen.

”Tidligere havde vi teammøder efter behov. Det var meget forskelligt, hvor stort et behov der var for at holde møder. Så der var ikke en struktur. Det var op til den kollega, som du samarbejdede med, og det enkelte team. I dag er møderne sat ind i kalenderen, som faste møder hver anden mandag. Nu er alle med. Alle møder op til møderne”, fortæller Rikke Jensen, teamkoordinator og lærer på Dyvekeskolen.

”Ej, skal jeg nu brug en masse timer på møder?”

Hvis du er lærer og læser med, så tænker du måske: ’Ej, Ikke flere møder. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være lærer og forholde mig til min undervisning?’.

Sådan tænkte Rikke Jensen i hvert fald i begyndelsen, men det ændrede sig:

”Da vi begyndte, var jeg nok ret negativ over for projektet. Skal jeg nu til at bruge en masse timer på de her møder. Jeg tænkte, at jeg egentlig bare gerne ville være lærer, og så gider jeg ikke at forholde mig til alle de her andre ting. Men jeg vil sige, at i dag er vi alle sammen meget glade for, at vi har været igennem det. For det har virkelig været godt for teamsamarbejdet. Generelt hører jeg, at den her måde at gøre det på har været godt for os som teams”, Fortæller hun.

”I dag er vi der mere for hinanden”

Godt nok var Rikke Jensen skeptisk over for arbejdet med professionelle læringsfællesskaber, men med tiden kunne hun se de fordele, der fulgte med den mere strukturerede og udviklende måde at holde teammøder på. For det nye og tættere samarbejde mellem lærerne og pædagogerne – og aftalerne, der blev indgået i teamet – kunne mærkes helt ude i klasselokalerne og på gangene.

”Vi oplever i dag, at der er en større støtte til den enkelte lærer og mellem os i teamet for 2. klasserne. Vi er mere opmærksomme på hinanden. Den nye mødeform har været et godt redskab til at skabe den bevidsthed og forståelse. For jo bedre vi kender hinanden i teamet og hinandens børn. Jo bedre vi er til at snakke sammen om de muligheder, vi har i teamet. Desto nemmere er det at finde frem til en fælles holdning om, hvordan vi skal være over for eleverne. Hvordan vi kan samarbejde i løbet af skoledagen om at forbedre deres læring og trivsel,” forklarer hun.

Professionelle læringsfællesskaber har givet lærerne et nyt erfarings- og evalueringsrum, hvor de aftaler nye initiativer, som skal hjælpe eleverne med fx deres faglige udfordringer. De aftalte initiativer bliver afprøvet i praksis for derefter at evaluere dem på det næste teammøde.

Hvor skal vi skrue op for ideen? Hvor skal vi skrue ned? Eller skal vi helt lade være? Det er en fremgangsmåde og en mødeform, der betyder, at den enkelte lærer på Dyvekeskolen ikke længere føler, at han eller hun står alene med de udfordringer, der må komme i undervisningen.

”Er der en situation med et uroligt barn, som har svært ved at høre efter, så bruger vi hinanden mere i dag – fx ved at en kollega siger, at ’nu kommer du lige med ind til os og laver dine lektier i 2.v’. Ikke fordi det skal være en straf, men mere at ’der er der ikke de samme børn, og der kan du få mere ro’. I vores team finder vi frem til ideer og løsninger, der kan være en hjælp i vores praksis. Vi prøver initiativer af, der kan hjælpe eleverne. Fx planlægger vi, at børnene skal lege på tværs af klasserne, så de bedre kan finde nye legekammerater,” afslutter Rikke Jensen.