Mennesker med dobbeltdiagnoser får ét samlet behandlingssted
Den 1. september fik ansatte i psykiatrien ansvaret for at tilbyde mennesker med dobbeltdiagnoser ét samlet, tværfagligt behandlingsforløb. Læs om, hvad de skal være opmærksomme på i overgangen.
2. oktober 2024
Arbejder du med sårbare og udsatte mennesker, så har du formentlig oplevet at ville hjælpe et menneske, der både havde en psykisk sygdom og et misbrug, men du var som fagperson fanget mellem to systemer, hvor misbrugsbehandling sker i kommunen og behandling af psykisk sygdom hører til i den regionale psykiatri. To systemer, der ikke altid samarbejder lige godt, hvilket kan være frustrerende – også for mennesker med en dobbeltdiagnose.
”Der har nok været en tendens til, at personalet i den regionale psykiatri bad mennesker med et misbrug og en psykisk lidelse om at være afholdende, inden de begyndte på et behandlingsforløb. For de vil være sikre på, at symptomerne – som skal behandles – skyldes en psykiatrisk lidelse og ikke et misbrug. Omvendt kunne patientgruppen have svært ved at få tilstrækkelig hjælp i de kommunale rusmiddelcentre pga. manglende kompetencer til at behandle den psykiatriske lidelse. Det betyder jo, at du som misbruger og psykisk syg giver op, bliver frustreret, vred – tænker, at ’så er det også lige meget. Det vil sige, vi taber dem”, forklarer Karen Aage, der i en årrække har arbejdet med rusmiddelproblematikker i psykiatrien, er autoriseret psykolog og underviser på KP’s diplomuddannelse i rusmiddelbehandling.
Slut med at være en kastebold mellem to systemer
Fra den 1. september 2024 fik den regionale psykiatri ansvaret for rusmiddelbehandling fra kommunerne og dermed også ansvaret for at skabe et mere sammenhængende behandlingstilbud for mennesker med et misbrug og en psykiatrisk diagnose. Hensigten er, at patienter med dobbeltdiagnoser ikke skal lande mellem to stole, og dermed er blandt andet patienters, pårørendes og fagpersoners ønske om en samlet behandling blevet hørt. Ansvaret for behandling flyttes gradvist frem til 2026, og først der kan vi se de endelige resultater.
Med omorganiseringen følger også en ny behandlingsfaglighed, som fagpersonalet i psykiatrien skal lære at anvende i deres arbejde med dobbeltdiagnosepatienter. Det er en omfattende udviklingsopgave, som de allerede er godt i gang med i psykiatrien.
Forstå misbrugerens afhængighed og adfærdsmønstre
Karen Aage har arbejdet med rusmiddelproblematikker i psykiatrien det meste af sit arbejdsliv og kommer her med hendes bud på, hvad medarbejderne i psykiatrien skal være særlig opmærksomme på, når de behandler mennesker, der har en psykiatrisk diagnose eller psykisk sygdom og et skadeligt brug af rusmidler. I sine samtaler med ansatte i psykiatrien har hun nemlig erfaret, at der især er tre emner, som ofte dukker op.
-
Se den store ambivalens
En der har et skadeligt forbrug af rusmidler oplever konstant en store ambivalens – mød den med omsorg.
”Når du har et menneske med en rusmiddelafhængighed i behandling, så er forløbet ofte præget af større ambivalens end ved en psykiatrisk lidelse – hvis vi altså sætter det på spidsen. Dvs. misbrugeren er motiveret af to modsatrettede ting: At komme ud af sin afhængighed, men også at få den rus, som de er så afhængige af. Dermed får misbrugeren noget ud af sin rusmiddelproblematik – om det så er en kortvarig rus eller lindring af abstinenser. I modsætning til fx en depression. Den ønsker patienten at komme ud af, da den er lidelsesfuld og ikke rummer særlige gevinster. Det kræver derfor, at behandleren har en stor tålmodighed. Lige når man tror, det går godt for et menneske med misbrugsproblemer, kan vedkommende få et tilbagefald – og begynde at misbruge igen. Det er derfor vigtigt at huske på den store ambivalens, som misbrugeren oplever. Den er en del af rusmiddelproblematikken, og som behandler er du nødt til at møde den med omsorg og forståelse,” forklarer Karen Aage.
-
Vi skaber motivationen sammen
Motivation er noget, som vi skaber sammen med patienten.
”Får en misbruger et tilbagefald, så er det ikke nødvendigvis fordi, han eller hun har mistet motivationen for at komme ud af sit misbrug. Skal vi hjælpe misbrugeren, så han eller hun giver slip på sit misbrug, kan vi ikke bare fjerne stoffet eller alkoholen. Det har haft og har en væsentlig funktion og har for mange været en form for selvmedicinering. Vi skal derfor finde frem til noget andet, der kan sættes i stedet for. F.eks. hvis han eller hun har svært ved at regulere sine følelser og har brugt hash eller et andet stof, så er det som behandler din opgave at hjælpe misbrugeren med at finde en anden måde at regulere følelserne på. Det kan f.eks. være at have samtaler om: Hvad er det for nogle følelser? Hvorfor har du de følelser? Giv også misbrugeren konkrete redskaber – fx hvis han eller hun bliver overvældet af sine følelser, så kan et iskoldt bad hjælpe med at aflede opmærksomheden. Motivation er ikke noget, vi enten har eller mangler. Det er noget, vi skaber sammen,” siger Karen Aage.
-
Vi skal stadig arbejde på tværs
Arbejdet på tværs af fagskel og sektorer er stadig en nødvendighed.
”At hjælpe et menneske med en dobbeltdiagnose til at få et meningsfuldt liv tilbage kræver stadig tværfaglige indsatser, hvor forskellige faggrupper og sektorer er involveret i behandlingen. Selvom vi nu har samlet rusmiddelbehandling og behandling af psykiske lidelser i regionerne, så er det tværfaglige perspektiv stadig en nødvendighed. Patienten kan stadig være belastet på mange andre områder: Somatiske lidelser, sin boligsituation, tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsesmæssigt. Menneskelivet består af mange facetter, der strækker sig ud over vores faglige behov for kassetænkning og opdeling i sektorer og specialer, men det er vores opgave som fagpersoner at bygge broer og skabe sammenhængskraft. Det kan en psykisk syg misbruger ikke gøre alene,” afslutter hun.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at vide , hvad Københavns Professionshøjskole kan tilbyde af opkvalificering og kompetenceudvikling inden for rusmiddelbehandling?
Så læs her om diplomuddannelsen i rusmiddelbehandling:
Uddannelsen er tværfaglig og dækker alkohol- og stofområdet samt sundheds- og socialområdet. Uddannelsen er desuden praksisnær og udviklet i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i dialog med rusmiddelbehandlerfeltet.