Fritidspædagogikken skal frem i lyset
Debatindlæg i Fagbladet Børn & Unge den 15. november 2022 af uddannelsesleder Tim Ruben Bruhn Nielsen fra pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
15. november 2022
Politikerne på Christiansborg vil give fritidspædagogikken et løft. Sådan lød det tidligere på året, da en lang række partier gik sammen i et partnerskab om børn og unges fritid. Først og fremmest er det en god nyhed, at fritidspædagogikken igen har fået politisk opmærksomhed, men jeg er en smule skeptisk, indtil jeg ser reel politisk handling i partnerskabet.
Fritidspædagogikken har levet 10 år i skyggen, siden selvsamme politikere i 2012 vedtog den meget omdiskuterede folkeskolereform, som betød, at fritidspædagogikken måtte indfinde sig endnu mere på skolens præmisser. I 10 år har pædagogerne i den relation kæmpet for at gøre fritidspædagogikken vigtig og værdsat. Og med god grund.
Fritidsaktiviteter tilbyder venskaber, og pædagogens opgave er ikke at være klasserumsledende, men at være facilitator for tilblivelse og udvikling af fællesskaber. Det indebærer en nedtoning af pædagogen som kravsættende og i centrum for fællesskaberne
I skolen er tidsstyring et grundlæggende værktøj. I det fritidspædagogiske er tiden underordnet. Her er børn og unge i de relationer og aktiviteter, der giver mening for dem, så længe de har lyst. Pædagogerne skal møde børnene ud fra en ny tilgang i et øjeblikkeligt skift af kontekst, og det har givet en relation, der er domineret af skolens rammesætning.
Det er først og fremmest det forhold, der skal gøres op med i et nyt partnerskab. Og det kræver pædagogfaglig ledelse, der kan rammesætte og organisere det relationelle og organisatoriske arbejde.
Politikerne er derfor nødt til at afsætte midler på den kommende finanslov til at løfte fritidsområdet. Det løft må indebære en anerkendelse af fritidspædagogiske værdier, som enestående i et børne – og ungdomsliv. Det vil give pædagogerne reel mulighed for at genopdage fritidspædagogikken og få mere ud af den viden, der kommer med vores nyuddannede pædagoger.