Anbragte børn mister deres frihedsrettigheder i månedsvis

De seneste år har vi set en voldsom stigning i antallet af børn, der anbringes på sikret institution af sociale årsager.

Langt størstedelen af de børn og unge, der anbringes på sikret døgninstitution, er anbragt i varetægt eller afsoner, og institutionerne fungerer således som et alternativ til arresthuse eller fængsler.

Sidste år blev 148 børn og unge anbragt af sociale årsager, enten fordi de blev vurderet at være til fare for sig selv eller andre, eller for at gennemføre en pædagogisk og psykologisk udredning.

I en ny undersøgelse gennemført af Københavns Professionshøjskole står det klart, at sikret anbringelse anvendes, når sagsbehandlerne vurderer, at det er den eneste måde at beskytte barnet.

I bogen ‘Sidste udvej – om at anbringe og blive anbragt på sikret institution’, der er skrevet på baggrund af undersøgelsen, fremgår det, at anbringelsen typisk sker i kølvandet på episoder med voldsom adfærd, alvorligt misbrug eller når unge stikker af fra deres anbringelsessted.

Vigtigt med løbende risikovurdering

Mens undersøgelsen giver et ret klart billede af årsagen til anbringelsen, så er det mere uklart, hvad der ligger til grund for længden af anbringelsen.

Varigheden af de sikrede anbringelser har været stigende de seneste år. Danske Regioner opgør den gennemsnitlige anbringelse for socialt anbragte til 80 dage, mens vores undersøgelse viser en gennemsnitlig varighed på 124 dage.

Loven giver mulighed for sikret anbringelse i op til tre måneder med administrativ forlængelse i tre måneder og yderligere forlængelse ved genbehandling i børne- og ungeudvalget.

I de 28 sager, som vi har undersøgt, er der kun en enkelt anbringelse på under tre måneder. I praksis bliver unge ikke anbragt i op til tre måneder, men i mindst tre måneder.

Det er således mere reglen end undtagelsen, at sikret anbringelse for børn og unge varer i mange måneder. Vores frihedsrettigheder er grundlovssikrede og gælder for alle borgere, og det kræver tungtvejende hensyn at tilsidesætte disse rettigheder.

Hensynet til barnets sikkerhed er et tungtvejende argument, men kun så længe, at barnet er konkret og aktuelt truet. En ung, der smadrer et spejl mod en pædagog, er til fare for andre i situationen, men det er ikke ensbetydende med, at den unge er til fare for sine omgivelser de efterfølgende tre til seks måneder. Her er der behov for en løbende risikovurdering, der begrunder frihedsberøvelsen.

Voldsomme indgreb
Sikret anbringelse er frihedsberøvelse, hvor de unge er låst inde og kun i begrænset omfang forlader institutionen under anbringelsen.

Der føres kontrol med deres kontakt til venner og familie, de fratages mobiltelefoner, har begrænset adgang til sociale medier og skal have besøg godkendt. Der kan være udarbejdet ringelister, der angiver et begrænset antal personer, der må ringes til.

De kan blive pålagt kontrol med besøg eller anden kommunikation. De kan blive udsat for kropsvisitering, og personalet har til enhver tid adgang til de unges værelser, hvor de har lov til at gennemføre en rumundersøgelse. Hverdagen er præget af stram ydre styring og begrænset mulighed for selvbestemmelse.

Der er altså tale om voldsomme indgreb, som kan være nødvendige i en kortere periode. Men vores nye undersøgelse peger på, at varigheden ved nogle af anbringelserne kan forkortes.

Det kunne afprøves, om en pædagogisk observation kan gennemføres på mindre end tre måneder, særligt hvis den unge ikke har et misbrug.

Anbringelser på baggrund af farlighed kan blive løbende vurderet, så ingen er anbragt længere tid end højest nødvendigt. Der er flere konkrete eksempler i vores undersøgelse på, at unge er blevet anbragt tre til seks måneder i kølvandet på en enkeltstående episode med truende adfærd.

Til sammenligning kan en ung person varetægtsfængsles i fire uger ad gangen, hvilket er en tilpasning af varetægtsbestemmelserne, hvor voksne kan fængsles i otte uger ad gangen.

Mangel på proportionalitet

En frihedsberøvelse skal være proportional med det, som man forsøger at opnå. Varigheden er afgørende for dette princip om proportionalitet.

Sagsgennemgangen i vores undersøgelse viser, at mange af sagerne ikke lever op til proportionalitetsprincippet. Enten fordi den pædagogiske observationsrapport ikke i væsentlig grad bidrager med ny viden, eller fordi den unge hverken er mere eller mindre farlig efter en sikret anbringelse.

Et stigende antal socialt udsatte børn og unge anbringes i stadig længere tid på de sikrede institutioner. Det bør give anledning til politisk bekymring og øget socialfaglig opmærksomhed på, hvordan vi skaber de bedst tænkelige rammer for en meget udsat gruppe af børn og unge.

Børns behov for beskyttelse og omsorg må ikke resultere, i at deres frihedsrettigheder underkendes. Når vi underkender deres frihedsrettigheder, kan vi risikere at gøre mere skade end gavn og underminere deres mulighed for sundhed og trivsel på både kort og ikke mindst på lang sigt.