Gå til indhold

Uddannelsesbilleder

Fælles veje til introduktion til uddannelsesmuligheder

Stemningsbillede fra videreuddannelsen

Vil du være med i et udviklingsprojekt, der har fokus på at udvikle en mere sammenhængende introduktion til uddannelsesmuligheder for børn og unge?

Synes du, at det kunne være interessant at udvikle kompetenceudvikling og materialer, der kan bidrage til at udvide elevers horisont og øge deres  bevidsthed om muligheder for uddannelse og arbejde?

Din kommune kan deltage i et projekt, der fokuserer på disse spørgsmål.

Udfordringen: Der er brug for, at flere unge kommer godt i gang med og gennemfører en ungdomsuddannelse. Organiseringen af Den kommunale ungeindsats (KUI) og samarbejdet om børn og unges introduktion til uddannelsesmuligheder går ofte på tværs af forvaltninger. Der er mange steder, hvor vejledningsaktiviteter ikke integreres tilstrækkeligt i undervisningen og de kan have et ensidigt fokus på valg.

Løsningen: Et systematisk samarbejde mellem KUI, skole og forvaltning om en praksis, hvor arbejdet med introduktion til uddannelsesmuligheder integreres i skolens faglige undervisning, er noget af det, der virker. Når elever fra en tidlig alder får brede og mangeartede erfaringer med uddannelsernes og arbejdets verden, får de et solidt og bredere grundlag for at træffe et uddannelsesvalg, end det grundlag de får med deres familiemæssige baggrund og det sociale miljø, de i øvrigt er en del af.

Få gratis kompetencedage til lærere og vejledere og styrk arbejdet med elevernes læring, afklaring og uddannelsesmuligheder

Vi tilrettelægger og udvikler skræddersyet kompetenceudvikling, der passer til jeres behov. Det gør vi i tæt dialog med jer.

Praktiske oplysninger

Deltagelse kræver en samlet gruppe af lærere, vejledere, skoleledere og ledere i KUI og skole-forvaltningen i kommunen.

I kan deltage, hvis I enten:

  • har et velfungerende samarbejde på tværs af kommunen om introduktion til uddannelsesmuligheder, men stadig ønsker at styrke det forpligtende arbejde med at udarbejde lokale måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne med henblik på at understøtte, at kommunerne aktivt arbejder for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne, eller
  • trænger til at styrke sammenhængen i arbejdet med uddannelse og job, skole-virksomheds-samarbejde eller andre aktiviteter for børn og unges horisontudvidelse og øgede muligheds-bevidsthed om uddannelse, arbejde og sig selv.

Projektet bygges op om forskellige aktiviteter som fx oplæg, sparringer og workshopper, der tager udgangspunkt i konkrete udfordringer i forbindelse med horisontudvidelse og øget mulighedsbevidsthed om uddannelse, arbejde og sig selv blandt andet gennem undervisning i det obligatoriske emne uddannelse og job, karrierelæring, praksisfaglige elementer og inddragelse af skolens omverden.

Projektet har fokus på:

  • at lærere og vejledere gennem et kompetenceudviklingsforløb udvikler og afprøver fælles praksis for at koble den kollektive vejledning og det timeløse fag uddannelse og job til skolens undervisning i fagene dansk, matematik, engelsk, natur/teknologi, håndværk og design og samfundsfag.
  • at skoleledere, KUI og forvaltningen styrker kapacitetsopbygningen på en samlet indsats i arbejdet med læringsorienterede vejledningsindsatser og overgange på tværs af forvaltningsområder og kommunens skoler i et forløb med konsulentsparring.

Undervejs i forløbet bidrager alle til at vurdere og drøfte udkast til materialer, der kan understøtte henholdsvis lærerne, vejlederne, lederne og forvaltningsrepræsentanter i det systematiske arbejde med at udvide elevers horisonter i forhold til afklaring om uddannelse og job.

Udviklingsprojektet løber over et skoleår – enten fra september 2022 eller september 2023.

  • Lærere og vejledere får bedre forudsætninger for at arbejde systematisk med elevers horisontudvidelse og øgede mulighedsbevidsthed om uddannelse, arbejde og sig selv gennem undervisning og vejledning.
  • Styrket samarbejde mellem lærere og vejledere, som prioriteres og forankres på tværs af ledelsesniveauerne.
  • En samlet kommunal indsats, der er bredt forankret med fokus på praksisforandring i skolens lokale kontekst.

Projektet er finansieret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og der er således ingen egenbetaling af kompetenceudvikling og konsulentydelser for den enkelte skole eller kommune. Der skal afsættes ca. 30 timer til lærere og vejlederes deltagelse og ca. 20 timer til lederes deltagelse. Herudover skal der afsættes tid til afprøvning i praksis i ledelse, vejledning og undervisning i løbet af året.

Udfyld formularen og bliv kontaktet

Kontakt

Kontakt konsulent Trine Danø, hvis du vil høre mere om mulighederne for deltagelse i projektet. Vi skræddersyr deltagelsen, så I kan få støtte til de mål og fokusområder, som er relevante for jeres kommune og skolers arbejde. Du kan blandt andet få en præsentation af projektet på et ledermøde, så I nemt kan få svar på de spørgsmål, som I måtte have om deltagelse.

Trine Danø

Chefkonsulent

+45 24 29 63 92