Gå til indhold
Konsulent

Sådan får du tid til en videreuddannelse

Her er fem gode råd til dig, som overvejer at tage en videreuddannelse, men er i tvivl om, hvorvidt 24 timer i døgnet er nok for at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Der er ingen tvivl om, at dit arbejdsliv bliver mere interessant, og din karriere bedre kan tage fart,  hvis du videreuddanner dig. ”Men hvad så med min familie og mit job?”, tænker du. Det er rigtigt, at det kræver planlægning for at få kabalen til at gå op, så du har overblikket og tid til studiet. Læs her, hvad du kan gøre for at få tid til en videreuddannelse:

1. Tag dit arbejde med på studiet

Når du tager en videreuddannelse på Københavns Professionshøjskole, vil undervisningen være praksisnær og tage udgangspunkt i opgaver og udfordringer, som du sidder med på din arbejdsplads. Det betyder, at du på studiet har gode muligheder for at få støtte og faglig sparring ift. dine daglige opgaver. Dette overlap mellem arbejdet og studiet styrker dig fagligt fra dag ét og giver dig mulighed for at optimere din tid.

2. Forventningsafstem med familien

En forventningsafstemning med familien giver dig ro og tid til både de daglige gøremål og dit studie. Hvornår på dagen er det bedst, at du forbereder dig til undervisningen? Er det fx om aftenen, i arbejdstiden eller måske lige efter arbejde, så du er lidt senere hjemme end normalt? Måske får ekstra transporttid indflydelse på dine daglige rutiner. Tal med dine nærmeste om, hvad der skal til, for at I kan få det til at gå op.

3. Langtidsplanlæg dit job

Lav en langtidsplan for, hvordan dit daglige arbejde og dit uddannelsesforløb kan gå op – gerne et halvt år frem i tiden. Dermed får du dine studieaktiviteter ind i kalenderen, så de imødekommer perioder med travlhed på jobbet. Aftal med din chef – eller nærmeste kolleger – hvordan opgavefordelingen kan være i disse perioder. Det er vigtigt, at du har tid til at finde ud af, hvad der skal ske med de opgaver, som du måske ikke når på jobbet.

4. Begynd med ét modul

En hel diplomuddannelse som deltidsstudie tager måske 2-3 år og består af i alt 7 moduler. Hvis det virker for omfattende, så begynd med ét modul. Du kan altid senere vurdere, om en hel diplomuddannelse er noget for dig. Se alle de forskellige videreuddannelsesmuligheder, som vi tilbyder på Københavns Professionshøjskole.

5. Tag en videreuddannelse online

En onlineuddannelse er for dig, som gerne vil have en videreuddannelse, der skal passe ind i din hverdag. Du kan fx bo langt fra uddannelsesinstitutionen eller have mindre børn. Under beskrivelserne af de enkelte uddannelser kan du se, om uddannelsen tilbydes som et onlineforløb.

Vi er sikre på, at en videreuddannelse også kan være noget for dig. Vi sidder klar i studie- og karrierevejledningen, hvis du har brug for mere konkret sparring og hjælp.

Ring til os på tlf. 72 48 75 40, mandag-torsdag kl. 9.00-14.00 og fredag kl. 11.00-14.00. Du er også velkommen til at sende en mail på evu@kp.dk.