Gå til indhold

Information om coronavirus

Studerende på Københavns Professionshøjskole

Sådan skriver du en god motiveret ansøgning

Skal du søge ind via kvote 2? Vi giver dig inspiration og gode råd til at skrive den gode motiverede ansøgning

Den 22. marts kl 12.00 er der ansøgningsfrist til kvote 2. OBS: Ansøgningsfristen er forlænget en uge grundet nedlukningen af uddannelsesinstitutioner ifm. udbrud af coronavirus (COVID-19).

Cirka 50 % kommer ind på KP’s uddannelser via kvote 2. På enkelte uddannelser er det færre.

Når du søger via kvote 2, er det ikke udelukkende dit karaktergennemsnit, du bliver bedømt på, men derimod dine supplerende kvalifikationer, erfaringer og motivation for uddannelsen. Dem viser du blandt andet i din motiverede ansøgning.

Her kommer ti gode råd til dig, der skal skrive en motiveret ansøgning:

Det tager tid at sætte sig ind i uddannelsen og skrive en god og relevant ansøgning. Vent ikke til sidste øjeblik. Det tager altid længere tid, end du tror.

Du er i konkurrence med det øvrige ansøgerfelt, og det handler om at skille sig positivt ud.

Den motiverede ansøgning er personlig, og der findes derfor ikke en konkret facitliste. Du skal dog sørge for at have en indledning, midte og en afslutning.

Helhedsindtrykket er afgørende for, om din motiverede ansøgning får dig ind på studiet. Skriv kort, helst 1 A4-side (max 1,5 normalside). Da du ikke har så meget plads, så skriv derfor kun vigtige pointer om din motivation og erfaringer kort og præcist. Skriv klart og korrekt og beskriv, hvordan du kan bruge dine erfaringer og faglige kompetencer i uddannelsen.

Sæt dine erfaringer og kvalifikationer i relation til uddannelsen. Hvorfor er dit tidligere omsorgsrelaterede arbejde vigtigt i forhold til sygeplejerskeuddannelsen? Hvordan har dit arbejde i teams betydning for dine evner til at indgå i gruppearbejde på studiet? Giv nogle gode, konkrete eksempler på, hvordan dine erfaringer er relevante for den pågældende uddannelse.

Hvad er fx karakteristisk for en professionsbachelor? Hvorfor er det lige den vej, du gerne vil gå? Læs under den enkelte uddannelse, hvad man vægter højest i motiverede ansøgninger. Alle adgangskrav og supplerende kvalifikationer står under uddannelsesbeskrivelserne på kp.dk i sektionen ”Adgangskrav”.

Hvis du søger ind på flere uddannelser, så målret din ansøgning til de forskellige uddannelser, så du ikke sender fire enslydende ansøgninger. Det er oftest de samme personer, der læser ansøgningerne på tværs af uddannelser.

Skriv hvad du kan bidrage med til uddannelsen både menneskeligt og fagligt, herunder også hvad du kan bidrage med til studiemiljøet.

Har du deltaget i et Åbent Hus-arrangement, så husk at nævne det. Det viser også din motivation og kan lige give din motiverede ansøgning det sidste og afgørende.

Læs korrektur på din ansøgning. Det viser også din motivation, at du har brugt tid på korrektur.

5 ting du aldrig må skrive i en motiveret ansøgning

Skal du til at søge ind på et studie via kvote 2? Vi har samlet fem ting, du aldrig må skrive i din motiverede ansøgning.

Har du delt aviser ud i 6. klasse? Det er super sejt, men sandsynligvis ikke så relevant for din ansøgning til jordemoder- eller laborantuddannelsen. Fokusér udelukkende på dine erfaringer fra du var 16 år og opefter.

Vær påpasselig med at bruge din personlige historie. Især hvis den ikke er relevant.

Du er med garanti ikke den eneste, der kan holde hovedet koldt og hjertet/hænderne varme. Vær kreativ.

Lad være med at genbruge samme ansøgning til flere uddannelser. Ofte er det de samme mennesker, der læser ansøgningerne igennem på tværs af uddannelserne.

Selvom du har meget på hjerte og høj motivation, så skriv max én normalside. Det er ret tydeligt, hvis du fifler med skriftstørrelsen eller margenerne.

Du søger ind via www.optagelse.dk, hvor du skal oplyse om dine erfaringer og kvalifikationer og vedhæfte din motiverede ansøgning.

Stadig brug for hjælp?

Få svar på dine spørgsmål om ansøgningsfrister, adgangskrav, optagelse, SU, studiestart mm.