Genveje


Vil du være pædagog ligesom Morten?

Du kan starte på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole i februar 2019, hvis du søger ind senest den 9. december. Læs om, hvorfor Morten Larsson vælger pædagogvejen, og hvordan det er at læse til pædagog.

25-årige Morten Larsson har været vidt omkring, før han startede på pædagoguddannelsen. Han har fx arbejdet i en tøjforretning og taget grundforløbet på elektrikeruddannelsen. Men som han siger:

”Der manglede noget. Jeg oplevede ikke, at jeg brugte mig selv nok. Jeg er sådan en, der skal ud og gøre en forskel for nogle mennesker.”
Morten har også arbejdet nogle år på skoler og i fritidsordninger. En dag spurgte en af pædagogerne: ”Hvorfor bliver du ikke pædagog?” 

”Pædagoguddannelsen er en god uddannelse, hvis du vil arbejde med mennesker,” siger Morten. ”Niveauet er højere, end jeg troede, og hvis du vil udfordres fagligt, er der god mulighed for det. Jeg synes, det er spændende at lære den teori, der ligger bag alt det, man som pædagog foretager sig med børn, unge og voksne – og selv få lov til at prøve teorien af,” siger han.


Der er brug for gode pædagoger, bl.a. i skoler, hvor vi kan skabe trivsel for alle børn. Det kan vi fx gøre gennem idræt og bevægelse.

Udvikler sig også personligt 

På uddannelsen specialiserer man sig inden for dagtilbud, skole-fritid eller specialområdet, og der er mulighed for forskellige valgfag og profiler.

”Jeg har fokus på bevægelse og sundhed. Vi har træningstøj med hver dag, og vi bevæger os stort set lige så meget, som vi sidder til time. Det er en fordel, at der er praktik og øvelser undervejs. Jeg – og mange andre – lærer bedst, når vi arbejder i praksis med det, der står i bøgerne,” siger Morten, som kun har godt at sige om sine medstuderende:

 ”Folk, der gerne vil være pædagoger, er generelt rummelige mennesker, som giver plads til alle typer. Samtidig er det en uddannelse, hvor man udvikler sig personligt og ikke kun fagligt.”
Ved siden af uddannelsen har han studiejob på et bosted for voksne med autisme. 

”Sammen med en pædagog er jeg bl.a. med i et projekt, hvor vi tager i svømmehallen en gang om ugen. Beboerne er vilde med det, og det er fantastisk at være med til at skabe udvikling og trivsel for nogle mennesker,” siger Morten, som kan kalde sig selv pædagog om lidt over et år. 

Vinteroptag

Der er vinteroptag på pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg. Søg ind senest den 9. december.
Læs mere her