Genveje


Hvad er Københavns Professionshøjskole?

På Københavns Professionshøjskole kommer du tæt på den praksis, du skal ud og arbejde i, når du er færdig med at studere, og du bliver en del af et studiemiljø med masser af faglige og sociale aktiviteter.

Hør rektor, Stefan Hermann, fortælle om Københavns Professionshøjskole

”Københavns Professionshøjskole er et godt valg, hvis du gerne vil møde høje forventninger - men også have støtten og de virkelig stærke lærerkræfter til at hjælpe dig igennem rejsen på en videregående uddannelse.”

På Københavns Professionshøjskole bliver en du en del af et studiemiljø med masser af faglige og sociale aktiviteter.

Studieliv på Københavns Professionshøjskole

Du kommer næppe til at kede dig på Københavns Professionshøjskole – heller ikke når du får fri. På dit studiested er der masser af sociale og faglige aktiviteter, som du kan deltage i.
Uddannelserne holder hver især en række traditionsrige fester i løbet af studieåret, fx semesterstartsfest og dimissionsfester, og hvert efterår afholdes en stor, fælles campusfestival for alle studerende på Københavns Professionshøjskole.

Mange sociale netværk og klubber

Der findes en lang række sociale netværk og klubber, som du som studerende kan blive en del af – socialudvalg, sportsudvalg, LGBTQ-forening, cafeudvalg, dramaklub, forum for religiøse minoriteter, friluftsudvalg osv. Klubberne arrangerer events, som alle studerende kan deltage i, fx foredrag, juleklip, filmklub og loppemarkeder.

Kan du ikke lige få øje på en klub, der rammer netop dit behov? Så start en ny klub! Om der skal være basketballturnering i hallen eller fagligt foredrag i auditoriet, er op til dig som studerende. Københavns Professionshøjskole støtter op om studenterinitiativer, så der altid er plads til socialt samvær uden for undervisningslokalet.

Studerende ved Sigurdsgade 2017

Studiefaciliteter 24/7

Alle studerende har et nøglekort, som giver adgang til studiefaciliteterne alle ugens dage. Det giver bl.a. mulighed for at arbejde i grupper, øve sig på instrumenter, at tegne og male eller spille badminton uden for almindelig undervisningstid. Om sommeren hænger mange studerende ud i studiestedernes gårdhaver eller andre udendørsarealer for at slappe af eller arbejde sammen.

Studiecafe og fredagsbar

Hvert studiested har sin egen café eller bar, og som studerende på Københavns Professionshøjskole er du selvfølgelig velkommen til at gå på bar hopping på alle vores adresser.
Fredagsbaren er et naturligt omdrejningspunkt, når ugens forløb på studiet skal vendes. Baren har åbent de fleste fredage, og her kan du hygge med dine medstuderende, lytte til god musik, tage et slag kort eller bordfodbold og tale sammen om stort og småt. 
Studiecafeerne drives af de studerende, og udover fredagsbar byder de også på en masse events, fx comedyaftener, quiz nights, gamingdage, koncerter og debatoplæg.
De to største studiecafeer er på Campus Carlsberg og Campus Sigurdsgade, begge i København. Følg med i nogle af de mange aktiviteter og fester på studiecafeernes Facebook-sider:
Studiecafeen Humlen på Campus Carlsberg
Sigurds Bar på Campus Sigurdsgade

Studenterpolitik

Hvis du vil have indflydelse på dagligdagen på dit studie, har du mulighed for at stille op til studenterrådet. Studenterrådet repræsenterer et bredt udsnit af de studerende på Københavns Professionshøjskoles uddannelser, og der vælges to repræsentanter fra studenterrådet til Københavns Professionshøjskoles bestyrelse.