Gå til indhold

Tilbage til rødderne – Vejlederkonference 2025

Sprog, mening, kreativitet og håb i vejledning

Praktisk information

Dato

Fredag d. 4. april 2025
Kl. 08.45 - 15.30

Sted

Campus Sigurdsgade
Sigurdsgade 26
Auditorium B086: ’Rudie Agersnap’
2200 København N
Vis adresse i Google Maps

Pris

1.500kr. uden moms

1.200kr for medlemmer af Dansk Vejlederforening. uden moms

Tilmeld

Kom og oplev årets vejlederkonference på Nørrebro den 4. april 2025.

Københavns Professionshøjskole inviterer i samarbejde med Danmarks Vejlederforening til vejlederkonference, og vi er stolte af at præsentere to keynote-speakers.

I år retter vi blikket mod vejlederens grundfaglighed sammen med Dr. Norman Amundson og Andrea Fruhling.

De vil hver især bidrage med inspirerende keynotes: Counselling Roots within Career Development og Liminal Space and Tactile Metaphors in Career Coaching Conversations.

Dr. Norman Amundson er professor emeritus fra University of British Columbia i Canada og har en Ph.d. fra University of Alberta. Han er kendt for sit arbejde inden for karriereudvikling, hvor han blandt andet bruger kreativitet, fortællinger og håb som centrale elementer.

Dr. Amundson har skrevet adskillige bøger og artikler og har præsenteret sit arbejde i mere end 30 lande. Sammen med Andrea Fruhling har han senest udgivet karriereværktøjet Career Wayfinder: Discovering your career through delightfully practical projects.

Andrea Fruhling er grundlægger og direktør for Doubleknot Works og en erfaren organisationscoach med en Professional Certified Coach-certificering fra International Coaching Federation.

Andrea underviser ved University of British Columbia og har udviklet og leder certificeringskurser i Hope-Action Theory, som anvendes internationalt. Hendes arbejde er kendetegnet ved et kreativt og styrkebaseret fokus med det formål at øge håb og handlekraft.

Ligesom sidste år har vi et alsidigt program, der afspejler vejledningens mange opgaver og styrker.

Programmet er sammensat for at kunne inspirere alle vejledningspraktikere samt ledere af vejledningsindsatser. Der bliver i løbet af dagen rig mulighed for at dele erfaringer og viden på kryds og tværs af vejledningsmiljøer i hele Danmark.

Vi glæder os til en inspirerende dag sammen med jer!

Norm Amundson
Norm Amundson
Andrea Fruhling
Andrea Fruhling

Program

08.45

Ankomst, brød og kaffe

09.15

Velkomst og morgensang

v. lektor, Iben Lykkebo og lektor, Inger-Lise Petersen

09.30

Keynote: ”Counselling Roots within Career Development”

v. Dr. Norman Amundson

10.30

Spørgsmål og fælles drøftelse

11.00

Frokost

12.00

Workshops og videnoplæg

13.20

Kaffepause

13.50

Keynote: "Liminal Space and Tactile Metaphors in Career Coaching Conversations”

v. Andrea Fruhling

14.50

Spørgsmål og fælles drøftelse

15.10

Vejlederprisen

v. Formand for Danmarks Vejlederforening, Karina Meinecke

15.25

Tak for i dag

v. Videreuddannelsesleder på Københavns Professionshøjskole, Morten Bruun Petersen

Workshops og videnoplæg

Indhold

I denne workshop vil Andrea Fruhling og Norman Amundson (et far-datter-team) præsentere og demonstrere nogle af aktiviteterne fra deres nyligt udgivne arbejdsbog “Career Wayfinder: Discovering Your Career Through Delightfully Practical Projects”.

Disse karriereprojekter er udviklet til både unge og voksne og kan anvendes i individuelle og gruppebaserede karriereforløb.

Workshoppen vil fokusere på bl.a. ‘Hope-Action’-kompetencer, ‘Career Wheel’, ’Mapping’, ’Stepping Stones’ og ’Writing Your Career Story’.

Præsentationen vil inkludere en oplevelsesbaseret del samt en live demonstration.

Workshopholdere

Dr. Norman Amundson og Andrea Frühling.

Indhold

Arbejder du som leder eller koordinator af vejledning på et uddannelsessted, i en kommune eller noget helt tredje?

Hvordan kan viden fra vejledningen bidrage til at udvikle organisationen?

Kan vi løfte kvaliteten i de strategiske dagsordener ved at bringe viden og erfaringer fra vejledningen i spil?

I denne workshop faciliterer vi en fælles refleksion over vejledningens strategiske positionering i organisationen.

Få styrket dit kollegiale netværk og bliv inspireret ift. strategisk positionering og professionalisering af vejledningen i din organisation.

Workshopholdere

Marie Louise Sharff Grandorf, adjunkt på Københavns Professionshøjskole og Anine Skjøt Møller, leder af studentersupport, Københavns Professionshøjskole.

Indhold

I Danmarks Vejlederforening producerer vi podcasten “Vi nørder vejledning”.

I denne workshop vil vi gerne skabe noget af det vi er glade for i podcasten, nemlig mulighed for at vejledere fra forskellige vejledningsområder, har en samtale, ud fra egne erfaringer, om et relevant vejledningsemne.

Efter en kort introduktion vil deltagerne i grupper, vælge et emne de synes kunne være spændende at dykke ned i.

Vi sørger for at der er 3-4 emner at vælge imellem. Hvis deltagerne i workshoppen selv har bud på et samtaleemne, er det også muligt.

Så hvis du vil sætte din viden i spil, sammen med andres viden, så kom og nørd vejledning med os.

Workshopholdere

Bestyrelsesmedlemmer fra Danmarks Vejlederforening.

Indhold

Unge står over for mange svære valg: Hvilken vej skal jeg gå? Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvilket job drømmer jeg om? Og hvad med mig der endnu ikke ved, hvad jeg vil eller har brug for at bedre mine karakterer.

Workshoppen vil på baggrund af en ny politisk aftale om Forberedende Grunduddannelse bidrage med perspektiver på:

  • En brobygning på FGU, de forskellige spor og muligheder, kan hjælpe unge til valgparathed frem mod beskæftigelse og uddannelse, samt hjælpe dem med at afklare, om FGU er det rette valg for dem.
  • Hvordan brobygningsprojektet kan støtte unge til at opnå praksiserfaringer og træffe et bredere oplyst valg af ungdomsuddannelse.
  • Samarbejdet med grundskolen, 10 klasse, modtageklasser og kommunale uddannelsesvejledere.

Samtidig vil der blive lagt op til refleksion og diskussion, hvor deltagerne, med afsæt i egen praksis, reflekterer over:

  • Hvordan praksisnær brobygning på FGU, kan tilvejebringe meningsfuldhed og troen på egne muligheder for unge
  • Brobygning, som redskab til afklaring, forberedelse og forventningsafstemning, der kan understøtte de unges transitioner fra grundskolen
  • Interkulturel brobygning på FGU

Deltagerne deltager aktivt i dialogen og får med sig praktiske idéer og aktiviteter til brobygningsarbejdet på FGU.

Målgruppe

Vejledere på FGU, i grundskole, ungdomsskoler, modtageklasser og kommuner.

Workshopholdere

Sus Berlick, Skoleleder FGU, Merete Klitgård Vejleder, FGU Høje-Taastrup.

Indhold

Generativ AI (GAI) er et kraftfuldt værktøj inden for jobsøgning og karriereudvikling.

Det kan meget mere og langt mere interessante ting end at hjælpe med at skrive ansøgninger og CV’er. Derfor skylder vi os selv og de studerende at finde ud af, hvordan vi bedst muligt inkorporerer det i vores vejledningstilbud og hvordan vi anbefaler, de unge mennesker bruger det selv.

Til denne workshop får du en kort, meget praktisk orienteret introduktion til, hvordan du kan arbejde med GAI i vejledningstilbud. Introduktionen indebærer et oplæg med inddragelse af konkrete eksempler fra praksis, øvelser og gruppediskussion.

Jeg har arbejdet med at inkorporere generativ AI (ChatGPT og Copilot) i forskellige tilbud til studerende, herunder 1:1-vejledning, workshops og undervisning i karriereudvikling. Jeg er stadig på det eksperimenterende stadige i mit arbejde med GAI, hvor jeg tester og undersøger anvendeligheden i forskellige former for vejledningstilbud, forskellige typer studerende og forskellige tematikker – fra jobsøgning til kompetenceafklaring.

Denne legende og undersøgende tilgang til GAI kommer også til at smitte af på workshoppen, som bliver meget konkret og praksisorienteret.

Oplægget er relevant for alle vejledere, som er nysgerrige på, hvordan man kan inddrage generativ AI (GAI) i vejledningssituationer.

Workshopholder

Fleur Bernburg
Karriere- og Employabilitetskonsulent,
Syddansk Universitet

Indhold

Danmark har et, på mange måder, kønsopdelt uddannelsesmarked, og vi ved at det kønsutraditionelle uddannelsesvalg fortsat er et valg på trods.

Samtidig møder vi, Boss Ladies FGU, mange unge kvinder og kønsminoriteter, der aldrig er blevet præsenteret for det traditionelt mandlige uddannelsesvalg. Derfor inviterer vi på denne workshop, hvor hovedpointen er at vi skal være bevidste om køn. Bevidste om at køn kan være en faktor og at den ofte er større end vi tror – både bevidst og ubevidst.

Til workshoppen får du indblik i konkrete metoder og værktøjer som vi har stor succes med. Du får et (endnu større) indblik i kønsbevidst vejledning og hvordan det kan være med til at åbne mulighedsrummet for den unge med fokus på, hvordan dette kan inkorporeres i din egen praksis.

Workshoppen er en vekselvirkning mellem oplæg om vores erfaringer og viden og øvelser, hvor din praksis og viden kommer i spil.

I vores organisation arbejder vi primært med FGU- og erhvervsskoler samt KUI-vejledere, men workshoppen er relevant for alle, der kunne tænke sig at blive stærkere i, hvordan køn kan være en faktor.

Workshopholdere

Jax Jakshøj, projektleder, Boss Ladies FGU
Yolande Glenton, projektkoordinator, Boss Ladies FGU

Indhold

Målet for workshoppen er at beskæftige sig med den nye mulighed hver kommune har fået for at identificere og vejlede grundskoleelever. Muligheden giver anledning til diskussion og kan afføde mange spørgsmål og dilemmaer.

Vi er især optagede af spørgsmålet: Hvordan foretages en kvalificeret identifikation af elever, der har et supplerende vejledningsbehov, og hvordan påvirker det vejledningens potentiale?

På workshoppen vil vi:

  • fortælle om modellen for identifikation af elever med en supplerende vejledningsbehov, vi har udviklet i Roskildes Uddannelsesvejledning
  • skabe mulighed for en sparring, hvor deltagerne skal forholde sig til faktorer for identifikation og faldgruber ved disse
  •  give mulighed for at diskutere, hvad den supplerende vejledning bør indeholde

Målgruppe

Primært grundskolevejledere.

Workshopholdere

Philip Larsen og Elisabeth Flensburg Trankjær, grundskolevejledere i Uddannelsesvejledningen, UngeGuiden, Roskilde.

Indhold

Kom og oplev den særlige ro og intensitet, der kan opstå i en karrieresamtale med udsatte unge (UMK+), når teori om craftpsykologi møder vejlederpraksis gennem kreativt håndarbejde.

Jeg vil dele egne erfaringer med, hvad der kan ske, når vejleder har et håndarbejde mellem hænderne, hvorledes samtalen kan ændre karakter og stressniveau ’et sænkes – hos både vejleder og vejledt.

Jeg vil kort indlede workshoppen med at tale om ”craftpsykologi”, således som den er udviklet af Ph.D. Anne Kirketerp, og som mit eget arbejde er inspireret af.

Men den vigtige del af workshoppen bliver jeres eget rollespil. I vil – med et hækletøj i hånden – 2 & 2 improvisere en vejledersamtale med en udsat ung. Til denne del af workshoppen får alle deltagere udleveret et stykke hækletøj og en samtaleguide.

OBS.: Det er ikke en forudsætning for deltagelse i workshoppen, at du kan hækle og vi har sørget for at forberede noget til dig.
Vel mødt!

Du kan høre mere om anvendt craftpsykologi i min artikel ”Vejledning i fællesskab med strik og craftpsykologi” , VEJLEDEREN 4. december 2022. Og jeg tager kopier af artiklen med til workshoppen.

Workshopholdere

Hanne Charina Baumann,
Ungevejleder hos Ungdommens Uddannelsesvejledning København (UUK), cand.mag.

Indhold

Hvordan påvirker rummet vejledningssamtalen? I denne workshop undersøger vi, hvordan små ændringer i vejledningsrummets indretning kan styrke tryghed og samarbejde. Med inspiration fra et masterprojekt og erfaringer fra SDU dykker vi ned i, hvordan rummet kan fremme refleksion og tryghed. Du vil:

  • Lære, hvordan indretningsmæssige tiltag kan skabe ændringer i samtalen.
  • Reflektere over dit eget vejledningsmiljø og dele idéer med kolleger.
  • Få konkrete eksempler og nemme løsninger, der kan implementeres straks.
  • Gennem oplæg og praksisnære øvelser udvikler vi idéer til at optimere egne vejledningsrum – for bedre samtaler og stærkere relationer.

Workshoppen henvender sig til vejledere, der ønsker at skabe bedre rammer om deres vejledningsindsats.

Workshopholder

Mikkel Storm Sørensen
Studie- og trivselsvejleder, SDU

Indhold

Synes du også, at det er svært at navigere i en virkelighed, der er besat af målinger, feedback og evalueringer? Og ser du samtidig en stor værdi i at have en meningsfuld praksis for kvalitetssikring og udvikling af dine tilbud? Så er denne workshop for dig!

Workshoppen er en blanding af erfaringsudveksling og udvikling af egen praksis.

Vi starter med et kortere oplæg om evaluering af vejledning. Herefter inviteres deltagerne til at dele egne erfaringer fra praksis.

Det leder til en faciliteret diskussion af formålet med evaluering af vejledning og hvordan vi som vejledere kan forholde os til, hvilken praksis der er værdiskabende i den vejledning, vi hver især sidder i.

Formålet er, at deltagerne kan:

  • få et overblik over egen evalueringspraksis, og hvilke principper og værdier, den bygger på
  • lægge en plan for, hvad der konkret kan gøres for at komme videre med en meningsfuld evalueringspraksis

Workshopholder

Lene Kristine Konrad
Studie- og trivselsvejleder ved
Aarhus Universitet, Health

Indhold

Workshoppen henvender sig til professionelle vejledere, der ønsker at styrke deres kommunikations- og relationskompetencer.

Ved at udforske et fælles fundament for kommunikation har workshoppen til formål at åbne for et fælles fagligt sprog og metodisk fundament for kommunikation med relation i centrum.

Med erkendelse af, at AI og digitaliseringens voksende indflydelse, har vi udviklet en refleksiv kommunikationsmodel for vejledningssamtaler, der har relation i fokus og adresserer nødvendigheden af at prioritere og løfte kommunikationskompetencer som en del af den professionelle vejleders grundfaglighed.

Centralt i workshoppen er introduktionen af 5K-modellen, som er baseret på Kongsgaard (2024) samt eVejlednings tidligere model for samtalefaser (4K-modellen).

Vejledningssamtaler omfatter i vores optik både face to face samtaler, telefonsamtaler, videosamtaler, chatsamtaler og mailsamtaler.

Som deltager vil du:

  • blive opmærksom på hvilke(n) kommunikationsstil du er mest tilbøjelig til at bruge.
  • aktivt udforske og diskutere fordele og ulemper ved hver kommunikationsstil.
  • sammen med øvrige deltagere fordybe dig i case-baserede refleksioner, så du kan bruge kommunikationsmodellen når du kommer tilbage til egen praksis.

Workshoppen afsluttes med fælles refleksion over 5k-modellens integration i dit arbejde.

Workshopholdere

Vejleder Kirstine Rørmann Hagan og Teamleder Else Lücking, eVejledning

Kontaktperson

Jennifer Bentzen

Konsulent

+45 51 63 28 34

Praktiske oplysninger

Offentlig transport

Du kan komme til Campus Sigurdsgade med bus, tog og metro.
Campus Sigurdsgade ligger 5 min. til fods fra Skjolds Plads Metro (M3 Cityringen), 10 min. fra Bispebjerg st. og er nabo til busstop for Linje 6A (Skjolds Plads) og Bus 42 (Jagtvej).

Parkering

Campus Sigurdsgade har cykelstativer ud mod gaden.

Hvis du er i bil, kan du parkere på parkeringspladsen i gården. Der er indkørsel fra Rådmandsgade.

Handicapforhold

På alle KP’s adresser er der gode forhold for folk med handicap.

Der er bl.a. elevator, adgang for kørestole samt handicaptoiletter.

Kort over Campus Sigurdsgade:

Kort over Sigurdsgade