Konference: Fritidspædagogikkens uimodståelige potentialer
BUPL og Københavns Professionshøjskole holder sammen en Fritidspædagogisk konference, der tager afsæt i aktuelle praksisproblemstillinger, forskning og netværk.
Praktisk information
Dato
Torsdag d. 27. november 2025Kl. 08.45 - 14.30
Sted
Tilmeldingsfrist
20. november 2025
BUPL og Københavns Professionshøjskole holder en Fritidspædagogisk konference, der tager afsæt i aktuelle praksisproblemstillinger, forskning og netværk.
Dagen byder på to forskellige oplæg:
- Sofie Sauzet med oplæg om: Hvordan bliver klubbers regelpraksisser i forhold til mobilforbud og mobilfrihed til i mødet med børn og unges mediepraksisser i fritids- og ungdomsklubber?
- Lone Brønsted og Ramus Præstmann med oplæg om: Ungdomspædagogisk arbejde i storbyen – når diversitet og diskrimination vibrerer
Efter oplæggene skal vi ud i workshops. Du vælger workshops, når du tilmelder dig, men du kan læse mere om workshops og de to oplæg nedenfor.
Program
08.45
Ankomst og registrering, m. kaffe og croissant
09.15
Velkomst v. BUPL & KP
09.30
Oplæg v. Sofie Sauzet
Hvordan bliver klubbers regelpraksisser i forhold til mobilforbud og mobilfrihed til i mødet med børn og unges mediepraksisser i fritids- og ungdomsklubber?
Fritidsklubber og ungdomsklubber har forskellige regler for børn og unges brug af mobiltelefoner. Nogle klubber arbejder med eksplicitte mobilforbud på bestemte tider og steder i klubben, mens andre har regler om mobilfrihed. Alle klubber har samtidig implicitte ikke-italesatte regler om god og dårlig opførsel med mobiltelefonen, som fungerer som moralsk socialisering og kan afhænge af relationer, situationer og kendskab til barnet/den unge.
I en samtid hvor mobiltelefoner gøres forbudte i skoler og hvor forældre bekymrer sig over de skadelige virkninger af skærmtid og sociale medier, er fritids- og ungdomsklubber interessante institutioner. I klubberne er der nemlig pædagoger med børn og unges trivsel på sinde og mobiltelefoner er i varierende grad tilladte, om end på bestemte tider, måder og steder.
I dette oplæg udfoldes empiri fra to fritidsklubber og to ungdomsklubber, hvor det fritidspædagogiske arbejde med børn og unges mediepraksisser blev undersøgt. Oplægget beskriver relationerne mellem klubbers praksisser med at håndtere mobilregler og børn og unges brug af mobiltelefoner i et fritidsinstitutionelt landskab, og diskuterer de nye kompleksiteter og potentialer der opstår i disse relationer, pædagoger, børn og unge imellem. Oplægget stiller følgende forskningsspørgsmål:
- Hvordan bliver klubbers regelpraksisser i forhold til mobilforbud og mobilfrihed til i mødet med børn og unges mediepraksisser i fritids- og ungdomsklubber?
10.00
Refleksion
10.45
Pause
11.00
Oplæg v. Lone Brønsted & Rasmus Præstmann
Ungdomspædagogisk arbejde i storbyen – når diversitet og diskrimination vibrerer
En tiltagende opmærksomhed på diversitet og diskrimination har fundet vej ind i storbyens ungdomspædagogiske klubarbejde gennem ambitioner om at skabe inkluderende fritidstilbud og klubber, hvor alle unge bliver mødt som legitime og ligeværdige deltagere (Hansen & Hansen 2022, Padovan-Özdemir m.fl. 2023).
Dette oplæg zoomer ind på, hvordan pædagogiske medarbejdere håndterer og forholder sig til diversitet og diskrimination i og omkring storbyens ungdomspædagogiske klubarbejde.
Oplægget centreres omkring to analytiske nedslag, hvor henholdsvis køn/seksualitet og race/etnicitet sættes i spil.
11.30
Refleksion
11.45
Frokost
12.30
Workshops
Læs mere om workshops her
14.00
Fælles afslutning
Workshops
Workshop 1 - Små rollespil der danner – både planlagte og spontane. Er du en varulv?
Denne workshop vil afprøve et mindre rollespil, Varulv, hvor deltagerne får drøftet og afprøvet hvad et rollespil med få midler kan skabe af store pædagogiske gevinster. Det giver trivsel, medbestemmelse og er med til, for en stund, at få børnene til at glemme tid og sted.
Workshopholder
Pædagog Mickey og Jacob Clausen, Lektor på Pædagoguddannelsen.
Workshop 2 - Prompt me up – AI, kunst og pædagogisk fantasi
Hvordan ville en robot se ud hvis den skulle kunne understøtte børnenes frie leg? Hvordan indgår AI i fremtidens fritidsinstitution? Hvad sker der med børne- og ungelivet når AI bliver fast inventar I deres liv?
I denne workshop leger vi med AI og spekulativt design som pædagogisk metode. Du får mulighed for at skabe dit eget AI-genererede kunstværk, der sætter digitaliseringen til debat – og samtidig styrker din kreative og kritiske sans på en måde som også kan inspirere dig til aktiviteter med børnene.
På workshoppen arbejder vi med billedprompter, fantasi og fremtidsscenarier på en måde så alle kan være med.
Du behøver hverken være teknologinørd eller kunstner for at være med – workshoppen er for alle, der er nysgerrige på, hvordan teknologi kan bruges til at skabe refleksion, samtale og måske lidt leg og grin.
OBS: Medbring computer – og gerne dit indre legebarn
Workshopholdere
Stine Dupont. Lektor på pædagoguddannelsen. Underviser i børn og unges liv i en medialiseret verden
Morten Raahauge Philipps. Underviser, redaktør og forfatter i teknologiforståelse.
Workshop 3 - Nye veje til at understøtte børns deltagelsesmuligheder
Kunne leg baseret på tilfældigheds principper være en vej til motivation til deltagelse og kunne børnefilosofi være nøglen til at alle børn tør tilkendegive mening og tage stilling?
Denne workshop afsøger mulighederne for, hvordan vi gennem bevægelsesmæssige og filosofiske aktiviteter inddrager børns perspektiver og understøtter alle børns deltagelsesmuligheder i skole- fritidspædagogiske fællesskaber.
Workshopholdere
Pædagog Clara og Pædagog Jens og Lotte Marquard, Lektor på Pædagoguddannelsen.
Workshop 4 - Dans og musik – vejen til relationer og fastholdelse i klub
Denne workshop undersøger dans og musik som et fælles pædagogisk tredje til at fastholde og styrke relationer mellem børn og unge i klubben. Dans og musik, der tager udgangspunkt i børn og unges interesser
Workshopholdere
Pædagog Wail og Mette Marie Høy-Hansen, Lektor på Pædagoguddannelsen.
Workshop 5 - Fritid, familier og fælles løsninger.
Samarbejdet med forældre i fritidsinstitutioner. Hvordan skaber vi et forældresamarbejde, der ikke bare fungerer, men giver energi, styrker fællesskaber og gør hverdagen lettere for både børn, forældre og pædagoger?
I denne workshop sætter vi spot på de svære samtaler, de skjulte forventninger, og på de muligheder, der opstår, når vi finder fælles løsninger.
Kom og få idéer, du kan tage direkte med hjem i praksis og vær med til at udvikle et stærkere, sjovere og mere meningsfuldt samarbejde med forældre.
Workshopholdere
Christina Portland, Adjunkt på Pædagoguddannelsen
Workshop 6 - Overgangspædagoger – ny funktion i det pædagogiske landskab?
På denne workshop undersøger og diskuterer vi hvad overgangspædagoger beskæftiger sig med og er sat i verden til at løse. Hvordan skabes den gode overgang fra børnehave til fritidsordningen/skole?
Mød en overgangspædagog der står midt i at udvikle feltet.
Workshopholder
Pædagog Kit og Maj Borggaard Hansen, Lektor på pædagoguddannelsen.
Praktisk info
Forplejning
Der er kaffe/te/vand/croissant fra morgenstunden og senere sandwich til frokost.
Målgruppe
Pædagoger, interessenter, undervisere, ledere, studerende, mm.
Der er ydes hverken frikøb eller kørselsrefusion.