13. januar 2012
Sampension opnår et rekordhøjt afkast i 2011 på 20,3 pct. for de traditionelle pensionsordninger. Dermed fortsætter de tidligere års udvikling med stærkt stigende afkast, og trods et turbulent år på finansmarkederne kan alle kunder se frem til positive afkast på kontoen.
”Vores traditionelle pensionsordninger når et sjældent højt afkastniveau på over 20 pct. her i 2011. Sampension sætter dermed ny rekord i afkast, der mig bekendt ikke er set højere de seneste mange år. Det er et yderst tilfredsstillende afkast i et marked, som i tillæg har været præget af stor usikkerhed,” siger adm. direktør i Sampension, Hasse Jørgensen og uddyber: ”Afkastet kan overvejende henføres til den afdækning mod rentefald, vi har foretaget, og det høje afkast opvejer de stærkt forøgede krav til hensættelser, der er en konsekvens af det lave renteniveau.”
Sampensions livscyklusprodukt i markedsrente ligger ligeledes med flotte plus:
”Uanset hvor mange aktier vores kunder har på deres pensionsopsparing og hvor lang tid, de har til deres pensionsalder, så har de alle sammen fået positive afkast i vores markedsrenteprodukt i 2011. Vores ældste kunder opnår afkast på 6,5 pct. til trods for et faldende aktieindeks igennem året,” siger Hasse Jørgensen.
Afkast før skat i 3 i 1 Livspension for udvalgte årgangspuljer:
Den faldende rente er en hovedingrediens i selskabets afkast. Dertil kommer selskabets såkaldte alternative investeringer i unoterede aktier og kapitalfonde mv., som har vist deres store værdi med stærke, stabiliserende afkast i porteføljerne, når verdens børser begyndte at falde. Endelig er andelene af børsnoterede aktier blevet nedbragt ved ind-gangen til 2011 for de ældste kunder.
”De alternative investeringer har lidt højere omkostninger end børsnoterede aktier har. Men de penge er godt givet ud og en væsentlig årsag til, at vores kunder i dag står med så flotte afkast,” siger Hasse Jørgensen og noterer: ”Sampension ligger traditionelt med større andele af unoterede aktier og andre alternative investeringer, end tilfældet er for pensionsmarkedet generelt.”