Hver måned kommenterer Sampensions investeringsafdeling på afkastet i de tre basisfonde, der er grundlaget for årgangspuljerne.
Markedskommentar – april 2012
De tre basisfonde – Aktier, Obligationer og Alternative Investeringer – gav i april et afkast på henholdsvis -0,2 %, 0,2 % og 1,5 % før pensionsafkastskat i danske kroner. For årets første 4 måneder som helhed ligger de tilsvarende afkast på 8,1 %, 3,4 % og 2,5 %.
De yngste årgangspuljer, som har en høj andel af aktier, har på den baggrund foreløbigt opnået det højeste afkast i år.
Værdien af investeringerne i børsnoterede aktier faldt en smule i april. Udviklingen skyldtes et negativt afkast hos de to eksternt forvaltede mandater, hvor investeringerne nært følger et bredt verdensmarkedsindeks. Til gengæld var der positive afkast på aktierne i emerging markets og Danmark. Samlet er værdien af den børsnoterede aktieportefølje steget med 10,3 % siden årets begyndelse, og især værdien af det danske aktiemandat er med en fremgang på 17,2 % øget kraftigt. Beholdningen af unoterede aktier (private equity) blev svagt opskrevet i april, men afkastet på porteføljen er fortsat negativt set over hele året.
Porteføljen af kreditsikre obligationer gav et mindre positivt afkast i april, primært trukket af kursgevinster på danske og tyske statsobligationer. De faldende renter på statsobligationer skal ses i sammenhæng med en generelt stigende usikkerhed omkring den økonomiske udvikling blandt investorerne. Værdien af beholdningen af danske realkreditobligationer var stort uændret i forhold til ved udgangen af forrige måned.
Blandt de alternative investeringer var der i april solide afkast på investeringer i struktureret kredit, som i alt blev opskrevet med 5,3 %. Afkastet for denne delportefølje ligger samlet på 11,5 % i 2012, og kreditinvesteringerne fortsætter dermed den stærkt positive afkasttrend fra de foregående to år. Investeringerne i skove og ejendomme gav begge et mindre positivt afkast i april, mens værdien af hedgefonde blev nedskrevet en smule.
Valutakursreguleringer bidrog generelt positivt til afkastudviklingen i april, primært som følge af en svækkelse af den danske krone i forhold til amerikanske dollar.
Sampensions investeringsafdeling, 9. maj 2012